Ferly Robertson
(Fortalt mig af en gammel, engelsk Søkaptejn, som var Vidne til Katastrofen.)
(Fortalt mig af en gammel, engelsk Søkaptejn, som var Vidne til Katastrofen.)
Det er en Efteraarsnat i den spanske Sø,
ombord i en Engelskmand —:
de er sejlede ud med Bomuld og Hø,
fragted’ for Spaniens Land.
Saadan Bomulds- og Høballer er i en Last
noget Satans letfængeligt Kram,
og gaar der først Ild i det Gods — ja, saa Skam,
brænder Skude og alt i en Hast.
De har mistet en Nat, Hav og Storm gik i Spænd
som to Vilddyr — hvad ofte kan ske —
hele Dækslasten først, og af Skibsjoller tre,
saa de nu kun har „Giggen“ igen.
Se, en Gig kan jo være god i en Havn,
naar Kaptajnen skal sættes i Land,
men til Havs — og i Nød — gør den kun ringe Gavn,
naar Besætningen er en Snes Mand. — — —
Kaptajnen har køjet sig tidligt den Nat,
han er træt af det Livtag, han tog
med Stormen, der kom over Barken saa brat,
og med Havet, hvis Braadsøer slog.
Til Rors har han Ferley Robertson sat —
— en Mand, En, som aldrig bedrog.
Ferly er Neger, en black-face — ja vel! —
men ærlig, stærk og reel,
der sker intet ondt paa hans Hundevagt —
— Kaptajnen kender hans Sjæl.
Han véd, den er hvid som Koralrevets Træ,
skønt hans Hud er saa sort som Bejg,
og desuden — Ferly er intet Fæ,
intet Fjols ... og alt andet end fejg.
Og alligevel: — i den ravnsorte Nat,
angst for et Mytteri,
stikker han Ferly, som just gaar forbi
til sin ensomme Vagt ved det knagende Rat,
to Pistoler ... som Garanti.
Ferly, han smiler, men tager dem dog —
— thi Ferly er fremsynet klog. — — —
Alt blev stille ombord! — kun Udkiggen sang,
tyst — som var han i Paradis.
Og Barken gled frem i duvende Gang
for den blideste for-de-winds-Bris.
Nu og da lød der Skridt paa det mulmslørte Dæk,
det var Vagten, som hented sin The,
nu og da klang fra Rummet et Fugletræk:
vingede Flokke, der ej var at se,
men som minded’ om Menn’sker i Ve.
Ved Rattet stod Ferly og stirrede frem
mod Kompassets urolige Stjerne
og sendte imellem en Tanke hjem
til sin Negertøs i det Fjerne ....
Da kommer en Skibsdreng styrtende op
forudefra
med et isnende Skrig i sin Strube:
„Det brænder i Lasten dernede!“
Udkiggen springer fra Bakken ned,
og Ferly slipper sit Rat —
han styrter ned i Kaptajnens Kahyt:
„Kaptajn! — det brænder ombord inat!“
Med ét Spring er Kaptajnen af Køjen,
og medens han knapper Trøjen,
raaber han: „Ferly — Revolverne hid!“ —
„Dem beholder jeg!“ —
— „Hvad siger Du —!?“ —
„Sir! —
her er ingen Tid
til Kiv eller Strid —
og jeg kender dem bedre end De.
Følg mig i Ryggen, da gaar De fri,
for denne Brand i Lasten er et gement Mytteri.
Giv mig inat Kommandoen! — ved Gud! — jeg frelser Dem
uden Brandsaar tilbage til Deres Hustru, Børn og Hjem!“
Kaptajnen nikked Jaord, og Ferly stormed op
og kasted ind i Klyngen af Matroser sin Krop.
I Haanden holdt han Vaabnene, Hanerne var spændte,
hans Øjne var vidtaabne,
i den mørke Nat de brændte,
som Ballerne dernede i Lasten.
Da saa han gennem Mørket
En glide ned langs Masten,
med Haanden krummet djævelsk om sin stærke Foldekniv:
„Hvad vil Du, Knægt, i Højden?
Som om for dig det noget gjaldt!
Hér gælder det de gifte Mænd,
og Du er kun en Pjalt!“
Et Skud! — og en Skibsdreng
uden Lyd til Dækket faldt ....
Da lød fra for til agter
et Galmandsskrig i Natten:
„Vi er de Unge, Ferly,
de Gamle ...“ —
— „Har Ungdom hjemme,
ikke alene Ungdom,
jeg mener: smaa bitte Børn,
men en Viv — og saa har de Gamle
taget den længste Tørn.
Nu skal de ha’ Lov til at hvile
ud paa den lange Vej ...“
Da knytted en Youngmand sin Næve:
et Skud! —: „Go to hell med dig!“
Med éngang sprængtes en Luge forude,
Røgen væltede op,
han greb Kaptajnen ved Armen
og dækked ham bag sin Krop
og raabte: „Nu lystrer I Ordrer! —
De gifte Mænd her ombord,
de raader i Nat over Giggen
og fører det største Ord.
De gifte Mænd tæller otte,
med Kaptajnen bliver det ni,
før var vi andre elleve,
men de to er sakked’ forbi.
Nu staar vi altsaa lige,
men de Gamle skal hjælpes paa Vej!
Det sværger disse Pistoler,
som har ti Skud — der skydes af mig!“ ...
Af Midterskibslugen, som sprængtes,
slikked et Flammehav op —
da klynged Kaptajnen sig angstfuld
til Ferly Robertsons Kæmpekrop.
Og da raabte Ferly: „Gaa, Drenge!
gaa agterud! — jeg følger med! —
men først vil jeg sé de Mænd dér
drage i Giggen afsted!“
Men nu listed sig ind paa de Gamle
de Unges livsgridske Hær,
Ferly saa det og traadte
dem mandigt og myndigt nær:
„Vær ikke angst for, at jeg drager med,
jeg er ej en Pjalt, som er fejg!
Hvis I tror, at jeg staar her og skyder Jer ned,
for siden at rende min Vej,
saa ta’r I storligen fejl!
Men dér har vi den gamle Vise igen:
I kender mig, God damn, ej!
Vel er jeg sort — I har sagt mig det tit —
men min Sjæl er endnu ej beskidt.
Nej! — jeg bliver ombord, til Flammernes Skær
begynder at blænde mit Blik,
da jumper jeg simpelthen ud i det dér!“
— Og han pegede ud mod det oplyste Hav,
mens til Falderebstrappen han gik ....
De unge veg for hans Vilddyrsmod,
thi helt uvilkaarligt de Alle forstod,
at Ferly var voldsom — men god ....
Fra Borde gled Giggen med frelste Mænd,
tilbage stod Ferly alene igen
blandt en Flok, som fordømte ham.
Da var der et Noget, som tømte ham,
tømte hans Sjæl for den sidste Rest
af den Elskov, som dybt laa begravet
i Ferly Robertsons Bryst.
Og idet hans Tanker fløj fjernt til en Kyst,
slængte han ud i Havet
den ene Pistol, krænged sin Vest,
rakte den anden Pistol til En,
som saa tit havde voldet ham Mén:
„Tag nu Oprejsning, Billy! — endnu er der jo Tid.
Nu la’r den sorte „Køter“ sig skyde ned af en hvid!“
Men den Hvide tog ikke mod Vaabnet:
han saa ind i Ferly Robertsons Blik —
— og hans Mod ham paa Grænsen forgik ...
Da slog Flammerne op af Kaptajnens Kahyt,
og det braged i Skibets Indre —
da saas der i Ferlys sorte Træk
det hvideste Smil at tindre.
Han steg ned ad Falderebstrappens Trin,
som gik han ind til en Fest,
og saa raabte han højt: „Farvel, Du min Brud,
langt derovre paa Øen i Vest!“ —
Et Trin til han tog, indtil yderst han stod,
med sit Kærlighedsbud mod det Fjerne —
— da lød der et Skud: — en Søhelt gik bort! ...
... og i Himlen blev straks tændt en Stjerne. —
Men ude i Giggen, denne Nøddeskalsbaad,
sad ni Mænd, ni Hjerter med Tak. —
Da raabte Kaptajnen, og hans Røst skjalv i Graad:
„Ferly Robertson! — Tak for din Daad!“