Efteraarsstemning
(fra Søndermarken).
(fra Søndermarken).
Det kornblaa Slør laa som et Diadem
omkring dit gyldent lyse Haar.
De Farver, som Du bar, var Efteraarets —
— selv var Du som den unge Vaar.
Hvem er Du? — véd det ej ... og vil ej vide.
Jeg saa dig ung og underdejlig skride
ind under Søndermarkens Løvfalds-Træ’r ...
... og fik dig kær!
Din Dragt stod samklangsfint til Høstdags-Løvet,
dit svaje Legem minded om en Vaar,
et kornblaat Slør var Diademet i dit Haar ...
Du svandt, og jeg — gik hjem og var bedrøvet.
Saalunde skrider Lykken tit forbi,
skrider i Skønhed over éns Hverdagssti —
man tør ej gribe til, man tør ej tage:
Hensynet splintrer Livets Symfoni. —
Saa sidder man dér paa sine gamle Dage
og ærgrer sig som en sulten Bjørn i Hi,
fordi man ej tog — dengang man kunde tage.