Du sad dér saa mut og stirred ret frem
og mælede ikke ét Ord —
imellem os var der en kulsort Kløft
i Form af et Ibenholzbord.
Men midt i det sorte lyste det hvidt:
en Amor med Bue og Pil.
Jeg vendte ham om, lod ham sigte paa dig
— da tændtes der i dig et Smil.
Den lille, hvide Bisquit-Figur,
den støbte, umælende Gud,
den evnede mer end mit Kød og Blod:
— den sletted din Misstemning ud.
Og inden jeg vidste et Ord deraf,
laa din Mund imod min ....
Hvor skal der dog ofte kun Sandskorn til
for at genrejse Hjertets Ruin.