Jeg stanser paa den kongebrede Vej,
hvis gule Støv det tætte Dugfald pletter.
De tavse Pile staar som bundne Jætter,
mens Sommernatten stille sænker sig.
Bag Marken vinker Landsbyflækken mig.
De lyse Minder i sit Spind mig fletter
— de lyse Minder fra de lyse Nætter,
jeg leved her i denne Egn med Dig.
Saa lyder Sang — en stille Kvindestemme —
et tøjret Ungkvæg brøler langvejs-fremme,
og Maanen over Bakkekammen tændes.
Mit Blik fra Byen ud mod Fjorden vendes:
dér mødtes Du og jeg de tusind Gange,
dér spired’ vore Haab — og mine Sange.