Nu blaaner alle Kvindernes Øjne
længselsblanke —
der skælver vaarlige Drømme og Haab
om deres Mund
og i deres Tanke —
og lyse Længsler ligger og vaagner
paa Bunden af deres svangre Sind —
nu brænder Kvindernes Øjne sig ind
i mine.
Jeg vandrer ned ad den sølede Gade,
Vaarregn pisker mig ind i Synet —
saa rammer et Blik mig, hastigt som Lynet,
og lige saa fængende klart.
Det tænder mit Blod, det hidser min Tanke,
— dette Blik fra en Kvinde, hvis Øjne er blanke.
Ja, Foraaret sejler afsted som en Fugl,
hvis Vingeslag høres saa vide,
det bringer Foryngelsens Bud til Enhver,
gør Sindene ranke og blide.
Kvinderne mærkes det navnlig paa,
de bliver saa ømme og myge —
som Vildkatte smaa, der krummer Ryg
og vil, at man skal dem stryge. — — —
Ja, nu blaaner alle Kvindernes Øjne,
saa længselsblanke,
der skælver Drømme, der skælver Haab
i saa mangen en Jomfrus Tanke.
Dejlige Foraar! — forjættende Stund,
som vækker alt af det lange Blund.