... Og den, som ikke blev narret April,
han véd ikke ud, han véd ikke ind:
— der fødes et Foraar trindt i hans Sind,
der fødes et Rosenskær paa hans Kind
og tusinde Soles Lys i hans Smil ...
han véd ikke ind, han véd ikke ud:
— han er ung, han er stærk, han er glad som en Gud!
Ja, den, som ikke blev narret April —
— nu danser han ind i den lyse Maj,
med Hatten paa Snurr, med Hovedet højt,
med Læberne spidsed’ til Fuglefløjt,
med hende, hans Hjærte kaarede sig,
i flagrende Flugt ved sin Side.
Og Godtfolk stanser paa Alfarvej,
og Oldingen skygger med Haand for Bryn
og mumler: „Aanej! — for et frydefuldt Syn,
denne Ungdom ved Vaarbruds-Tide!“ ...
Den Vinter har været kedsommelig lang,
og jeg er træt af det tvungne Hvil ...
kom, Elskede! — ræk mig din Haand engang,
og følg mig i Vaaren ind med Sang,
og lad dine elskede Øjnes Smil
lyse min Sang og mig selv paa Vej
i den underfuldt-fagre, livsalige Maj! —
Til dem, der ikke blev narred’ April ...
til dem — aa, Du! — hører jeg!