Jeg sætter mig under den hvide Hæk,
hvor Du har lovet at komme,
— har jeg et eneste Ønske igen,
saa er det, at Dagen var omme;
har jeg igen en eneste Lyst,
jeg ikke for Dig lod brænde,
da er den viet den stille Nat,
som giver mig Dig i Hænde. —
Det er, som om denne Skærsommerdags Sol
skal evigt lyse og lue,
saa Øjet aldrig mere vil faa
de kolde Stjerner at skue. —
O, Gud være takket for hver en Stund,
som i Tidens Timeglas svinder,
for hver en Sejr, som Mørkets Trold
over Dagens Kongebørn vinder! — —
— — — — — — — — — — — — —
Bag Haven rinder det sidste Lys,
og Skumringen træder sin Spole,
— da øjner jeg under den hvide Hæk
din valmuerøde Kjole.
Du nærmer Dig som en Dagnings Brand,
som en Sol imod mig Du strømmer,
som en sælsomt flammende Lykkefé,
som en Bølge af Blod i Hækkenes Sne,
hvorover Kastanien drømmer. —
Over Kirkens tunge, ludende Taarn
skælver den første Stjerne,
Uglen glipper og skriger stygt
mod Nattens Skær i det fjerne. —
Med sænket Hoved og tøvende Gang
som en Drøm imod mig Du glider,
som en glødende Drøm saa valmuerød,
som en Fakkel i Hækkenes hvide Lød,
der lyser til alle Sider.
— — — — — — — — — — — — —
En Højtidstime levet hos Dig —
og atter sidder jeg ene;
og atter slynger Tankerne sig
som Hækkens krydsende Grene.
De stryger gennem den stille Nat
at vaage over dit Leje,
naar Sjælen skælvende skrider ud
paa Bønnens hellige Veje.
De følger Dig paa din Drømmefart
med Tak for, hvad Du har givet —
o, drag dem til Dig og giv dem Rum!
— de hører Dig til for Livet. — — —
Nu græder Natten sin svale Dug,
og alle Engene koge,
Uglen flyver sig Vingen træt,
og Kirken ligger i Taage. —
Jeg bøjer mig over den vaade Muld,
som gemmer Fornyelsens Grøde,
og kysser dit barnesmalle Spor,
som sidder igen fra vort Møde. — —