O Fryd, o Fryd! Du kom fra Gud,
At aande Held paa Livets Dage:
Vi jog’ Dig selv af Jorden ud,
Og kun din Skygge blev tilbage.
Kom, tabte Fryd, o! vær igjen
Vor Eensomheds, vor Samfunds Ven!
Naar Vaarens Engel-Aasyn leer,
Da lær os, Liv og Held at nyde!
Naar Ungdoms Lyst ei spiller meer,
I Manddoms Værk din Aand Du gyde!
Naar Alderdom med Stønnen gaaer,
Omkrandse Du de hvide Haar!
Naar gavnlig Dag udpresser Sved,
Du kjølig mod den Trætte svæve!
Naar Dyden øver Miskundhed,
Du høit den Ædles Hjerte hæve!
Naar Kummer beeler Trøst og Raad,
Bortviske Du den Armes Graad!
O Fryd, o Fryd! fra Gud Du kom:
Han bød Dig Jordens Børn husvale!
Saa fyld os med din Helligdom,
Og lyd igjennem al vor Tale!
Og naar i Melodie den klang,
Besjele Du vor Vennesang!
Ja, naar i kunstigt Stjerneskin
Vi Strængeleg til Dands opstemme,
Da lær os, i de maalte Trin
Hver Sorg, men ei os selv, at glemme!
Dands med os hele Nætter ned,
Udsmykket med Uskyldighed!