Nu de barske Vinde suse
Over øde Marker hen:
Held os da for tætte Huse,
Held os for vor Ovn igjen!
Solen, ikkun for at dale,
Kommer, iler brat forbi:
Held os da for lyse Sale,
For Musik og Dands deri!
Atter vi til Fryd os samle:
Kulden gjør til Dands saa rap:
Froe vi enes om det Gamle,
Og begynde, hvor vi slap.
Mand og Viv og Knøs og Pige
Hvirvles om med lette Fjed:
O! hvor er de lykkelige
Gjennem hele Rækken ned!
Gode, nyder al den Lykke!
Styrkes ved den sunde Dands!
Uskyld Eders Tinding smykke
Med sin ynderige Krands!
Men i Fryden selv bevarer
Mindet om vor Artes Værd!
Glemmer ei, at lumske Farer
Snige sig om Glædens Færd!
Let en Kæmpe-Sundhed knækkes
Blot ved Uforsigtighed;
Let et Blad af Krandsen brækkes,
Og med det vor Sjelefred:
Tit et halv bevogtet Hjerte
Feil i Livets Kjede gik —
Ak! hengrædte Dages Smerte
Fulgte Glædens Øieblik.
Dandser, nyder, holder Maade!
Ei vort Liv er idel Leg:
Klogskabs blide Engel raade!
Ingentid vort Held han sveg.
Dandsen leve! Mangesinde
Efter Arbeid glæde den!
O! da skal paa Turens Minde
Dydens Bifald smile hen.