Dydens Engel sørger ikke,
Naar dens Yndling glæder sig;
Selv i Dandsens Øieblikke
Hvisker den: Vær lykkelig!
Han, der signer Daad og Hvile,
Danned’ Øiet til at smile,
Hjertet til at fryde sig.
Broder, Søster, naar Du hæver
Lette Fod i Takten hen;
Naar Du over Gulvet svæver,
Glut og Yngling, Viv og Ven,
O! da gid Du sødt fornemme,
Det er Held, hver Sorg at glemme,
Og saa let, at glemme den!
Men naar Valts, og Hop, og Tone
Virvler Dig i vældig Lyst,
Uskylds høie Seraph throne
Uvanæret i Dit Bryst!
Klogskab selv i Glæden raade!
Elsk den kjære, kjære Maade!
Og da signe Gud Din Lyst!
Fyld Dit Glas til Dandsens Ære,
Tøm det ud til Dandsens Priis!
Brødefri vor Lyst skal være,
Som et Glimt af Paradiis.
Held os! Dyden sørger ikke
Over Glædens Øieblikke:
Tøm Dit Glas til Dandsens Priis!