Balvise IX
Mel. En Time før Middag Madamen opstaaer.
Mel. En Time før Middag Madamen opstaaer.
Den Gjerrige knæler for Mammon saa tit,
Og tæller de stablede Grunker;
Med roløse Banghed beregner han Sit,
Og væmmelig klynker, han eier saa Lidt,
Skjønt Guldet ham rager i Bunker.
Hans Drik er kun Vand og kun Skorper hans Mad:
Han aldrig er glad.
Den Lærde sig piner for Phraser og Ord,
Og bider uskyldige Penne.
Tit hungrer han medens han mener sig stor,
Og Sundheden ei i hans Loftkammer boer;
Hans Liv er for Tiden derhenne.
Hans Evighed flygter, som skyllende Strøm:
Hans Storhed var Drøm.
Den Stolte saa kummerlig kryber sig op,
Og Sorger hans Kræfter fortære.
Han skjænder sin Aand, han nedbøier sin Krop,
Og sjelden bestiger den straalende Top,
Som Fordom gav Titel af Ære;
Og, naaer han den, Mennesker træder han paa:
Den Fryd er som saa.
End Kappen af Fløiel med Kronerne paa
Tit skjuler en gnavende Smerte.
Er Fyrsten en Nar, kan Thronen ei staae:
Selv ædel, dog altid han skjønnes ei saa,
Og Afmagt nedtrykker hans Hjerte.
Skjønt glimrende, Kronen er oftere tung
End Skatmesters Pung.
Her nyde vi Livet i Jevnhedens Skjød
Ved Flasker og venlige Piger;
Her kjender hver Knøs, han til Glæde blev fød,
Og skuer sin Himmel i Glutten saa rød,
Og frydelig Jubelklang stiger;
Her nylig vi sno’de de Glutter i Ring:
Hvor fryder den Ting!
Og snarlig vi atter i mangen Figur
Skal kappes, at hoppe fra Sorgen.
Ei skjælve vi, stod endog Ondskab paa Luur:
Vi skyldfrie kun hylde den ædle Natur,
Og dandse til gryende Morgen;
Med Glutter vi dandse ved klingende Lyd:
Mon det er ei Fryd?