Kunstnerens Apotheose
Drama af Göthe
Drama af Göthe
Et prægtigt Billedgallerie. Stykker af alle Skoler hænge i brede, gyldne Rammer. Adskillige Personer gaae frem og tilbage. Paa den ene Side sidder en Lærling, og er beskiæftiget med at copiere et Stykke.
Lærlingen
(Idet han reiser sig, lægger Palet og Pensel paa Stolen, og stiller sig bag ved den).
Her sad jeg nu alt mange Gange;
jeg bliver saa beklemt, saa bange;
jeg maler, pensler, og jeg seer,
hvad selv jeg giør, nu neppe meer.
Først i Qvadrat det tegnet blev;
min Mester Farven foreskrev;
mit Mønster her, af alle Kræfter,
at komme nær, jeg stræber efter;
naar længer jeg ei komme kan,
da staaer jeg som en fangen Mand,
seer hist, seer her, som Sagen var
med bare Seen kant og klar;
her staaer jeg nu, og sveder, som
jeg op af Svovelpølen kom —
og dog — dog bliver, til min Qval,
Copien ei Original!
Hver Ting, som hist har Kraft og Liv,
hos mig er tør og mat og stiv;
hvad der med Ynde sidder, gaaer,
hos mig saa skievt og tvungent staaer;
hver Ting, som hist er lys og klar,
er her, som ingen Ting den var;
og paa min gode Villie nær,
jeg mangler alt, hvad andet er;
og dobbelt qvælende er dette,
at see den Feil, man ei kan rette.
En Mester (træder hen til ham).
Min Søn! det har Du godt fuldendt!
Fliid paa Dit Billede anvendt.
Var det ei sandt, jeg sagde Dig?
Jo meer en Kunstner plager sig,
jo meer han sig til Fliid vil tvinge,
des høiere monn’ han sig svinge.
Thi øv Dig med hver Dag, som gaaer,
og Du vil see, hvad derved Du skal vinde
derved hver Hensigt Du opnaaer,
derved hver Vanskelighed vil forsvinde,
og om en kort Tiid vil Du see, at Aanden
bevæger sig umiddelbar i Haanden.
Lærlingen.
I er før god; I siger ei
mit Arbeids Feil: dem ønsked’ jeg at høre.
Mesteren.
Jeg seer kun glad, hvor vidt paa Kunstens Vei
Du har trængt frem, og hvad Du alt kan giøre.
Jeg veed, at frem Du selv Dig driver,
i Kunstens Forgaard staaende ei bliver.
Om her og det en liden Feil jeg seer,
saa vil vi derom siden tale meer. (gaaer.)
Lærlingen (seer paa Billedet).
Jeg faaer ei Ro, jeg faaer ei Fred,
før Kunsten ret tilgavns jeg veed.
En Kunstelsker (kommer hen til ham).
Min Herre! det forundrer mig,
at Deres Tiid De her vil spilde!
Langt bedre, at man sporenstregs kun sig
strax til Naturen selv henvende vilde.
Naturen er hver Mesters Mesterinde,
kun den os viser alle Aanders Aand,
samt Legemernes Aand, og Lys vi finde
i hvert et Mørke, ledte ved dens Haand.
Jeg beder derfor, lad Dem raade!
Det er Dem kun til liden Baade,
som Træl at gaae i fremmed Spoer!
og nu min Herre! mærk mit Ord:
hør! De er paa urigtig Vei!
Natur! Natur! Natur! alt andet duer ei!
Lærlingen.
Min Herre! saa man sige vil.
Jeg stundum kiæk mig voved’ og dertil.
Det var mig idelig en Glædes-Fest,
og een og anden Gang jeg kunde ikke klage;
dog blev jeg kun for ofte med Protest
og Skam og Skiændsel atter viist tilbage.
Nu vover jeg det neppe meer;
sin Tiid man der unyttig kun bortdriver.
Dens Blade alt for colossale er’,
og underlig forkortet Skrift den skriver.
Kunstelskeren (vender sig efter ham).
Nu seer jeg, hvordan Sagen staaer.
Den Stakkel er et sælle Faar!
Lærlingen (sætter sig).
Igien til Værrket! Hvad der end er giort,
mig synes ikke siger stort.
En anden Mester.
(træder hen til ham, seer paa hans Arbeid, og vender sig bort uden at sige noget).
Lærlingen.
O, gaae ei taus, som taus I kom!
maa jeg ei høre Eders Dom?
I er en viis, forstandig Mand;
I fremfor Alle kan mit Ønske stille.
Fortiener jeg det ei, for hvad jeg kan,
fortiener jeg det for min gode Villie!
Mesteren.
Jeg seer, hvad Du har giort, og hvad Du giør;
jeg seer det halv med Undren, halv med Smerte;
Din Tiid Du viselig at bruge lærte;
til Kunstner fødtes Du, jeg sige tør.
Den dybe Lidenskab er i Dit Bryst
med et begeistret Øie fast at binde
hvert skiønt, hvert ædelt Billed, før de svinde.
Du øver den medfødte Kraft med Lyst,
med hurtig Haand beqvemt Dig at udtrykke;
det lykkes alt; Du vil faae bedre Lykke;
men ....
Lærlingen.
O, tael ud.’
Mesteren.
Du øver kun Din Haand,
og kun Dit Øie; øv nu og Din Aand.
Det allerheldigste Genies Vinge,
blot ved Natur og ved Instinct formaaer
ei til det sande Store sig at svinge.
Kunst bliver Kunst. Den giennemtænkes bør;
hvo det ei giør, tør sig ei Kunstner-Navn tilvende;
her nytter Famlen ei; før noget godt man giør,
maa man det først og fremmest sikker kiende.
Lærlingen.
Jeg veed, at med mit Øie og min Haand
jeg til Natur og Mester mig kan vende;
men derimod, o Mester! jeg min Aand
kun øve kan hos dem, som selv forstaae og kiende.
Det er ei smukt, at leve blot for sig,
og Omsorg ei for Andres Tarv at bære:
hvor mange kunde Du ei nyttig være?
hvorfor, o Mester! skiuler Du da Dig?
Mesteren.
Man har det for beqvemt den Dag i Dag
til Skolegang hos mig sig at beqvemme.
Det er ei heller just enhver Mands Sag,
den Sang, jeg altiid synger, at fornemme.
Lærlingen.
O, siig blot, har jeg deri handlet viis,
at den Mand ene er mit Mønster blevet,
at han saa dybt, saa stærkt mig har henrevet?
(Han peger paa Billedet, han har copieret.)
Siig, er det Fordeel? Siig, er det Forliis?
at han fortryller mig, og ene han;
at ham jeg meer, end alle Andre skatter,
ham, som var han mig nær, med Kierlighed omfatter,
og i hans stolte Fied kun træde kan?
Mesteren.
Jeg dadler ei; han er fortreffelig;
Du Yngling er; thi dadler jeg ei Dig:
En Yngling maa udfolde diervt sin Vinge,
i Kierlighed og Had sig voldsomt svinge.
Han, Du Dig kaared’, er i Meget stor;
Du længe vandre kan udi hans Spoer; .
kun hvad ham mangler, snart at see Du lære:
ei Mønsteret, kun Kunsten kier os være!
Lærlingen.
Jeg paa hans Vsrker aldrig mæt mig saae,
fra aarle Morgen, og til Aften silde!
Mesteren.
Hvad han har giort og er, Du først erkiende maa,
og da erkiend det, som han vorde vilde!
Først da, da vil han være Dig til Gavn;
Du vil ei sværge ene ved hans Navn.
Ei Dyden i eet Menneske har boet;
ei Kunsten blev eet Menneske betroet.
Lærlingen.
O, tael dog videre om denne Sag!
Mesteren.
En anden Gang, min Søn; ei meer i Dag.
Gallerie-Inspecteuren (træder hen til dem).
I Dag har Skiebnen til os leet;
man bringer hid — o, hvilken Lykke! —
et nyt, et kostbart Mesterstykke,
hvis Mage jeg end ei har seet.
Mesteren.
Af hvem?
Lærlingen.
O, tael! Mig ahner det —
(Peger paa Billedet, han kopierer.)
Af denne Mester?
Inspecteuren.
Ganske ret!
Lærlingen.
Saa er da opfyldt, hvad jeg ønsked’ længe!
saa slukkes da min hede Længsels Lue!
Hvor er det? Jeg maa ile det at skue.
Inspecteuren.
De snart vil see det her at hænge.
Saa kosteligt som det er malt,
saa dyrt har Fyrsten det betalt.
Maleriehandleren. (kommer ind).
Nu kan dog Galleriet eengang sige„
at det et Stykke har, som ei har Lige.
Man kan eengang erkiende i vor Tiid
en Prinds, som Kunsten veed at skatte.
Han strax vil see det, naar det er bragt hid,
og vil af Fryd ei vide sig at fatte.
Saa længe nu jeg levet har,
slig Lykke for mig ei beskiæret var.
Det giør mig næsten ondt, at jeg det bort skal give;
den Mængde Guld, jeg for det fordret har,
kan med dets Værd ei lagt paa Vægtffaal blive.
(Billedet af Venus Urania bringes ind, og sættes paa en Staffeli.)
Her! ret som det i Boet stod!
End Fernis er samt Ramme sparet.
Her er al List og Kunst til Overflod.
See kun hvor ypperligt det er bevaret.
(Alle forsamles om det.)
Første Mester.
See, hvilken Praxis er ei her!
Anden Mester.
Hvor giennemtænkt, hvor end man Øiet vender!
Lærlingen.
Hvor i mit Inderste det brænder!
Kunstelskeren..
Guddommeligt det Stykke malet er!
Maleriehandleren.
Hans skiønneste Maneer man her erkiender.
Inspecteuren.
Den gyldne Ramme nu man sender.
Saa Haand paa Værket, alle Mand!
thi Prindsen strax vi vente kan.
(Billedet sættes i Rammen og stilles atter op.)
Prindsen.
(træder frem, og betragter Maleriet).
O, hvilken mageløs Værdi! —
Forlang, modtag for dette Maleri!
Cassereren.
(lægger Pungen med Zechinerne paa Bordet, og sukker).
Maleriehandleren (til Kassereren).
Jeg prøver hver, om den er og fuldlødig.
Cassereren (i det han tæller).
Det staaer til Jer; dog har I det ei nsdig.
(Fyrsten staaer foran Billedet; de Andre i nogen Afstand. Platfonden aabner sig; Musen med Kunstneren ved Haanden sees paa en Sky.)
Kunstneren.
Hvorhen, Veninde! vil Du lede mig?
Musen.
Nedbøi Dit Øie, og erkiend da Dig.
See, det er Skuepladsen for Din Ære!
Kunstneren.
Jeg føler kun den tunge Atmosphære.
Musen.
See ned blot; dette er et Værk af Dig,
som ved sin Side hvert et Værk fordunklet,
og her, blandt mange lyse Stierner, liig
en Stierne af den første Klarhed funkler.
See, hvor henriver nu det Værk til Lyst,
som i de reneste af Dine Øieblikke
undfangedes og fødtes i Dit Bryst;
som med beskeden Viisdom Du anlagde,
som Du med stille, trolig Fliid fuldbragde!
See! lære selv de store Mest’re ikke!
Henrykt ved det en kyndig Fyrste staaer,
og føler, at ei Guld det kan opveie;
han vender om, hver Gang han fra det gaaer.
See denne Yngling, hvor han luer,
mens han Dit Mesterværk beskuer!
Det Ønske brændende udi hans Øie staaer,
at faae Din Kunstner-Aand til Arv og Eie.
Gaa virker kraftigen den Ædle Mand
Aarhundrede paa sine Lige:
thi alt, hvad ædle Siele opnaae kan,
kan ei opnaaes i Livets snevre Rige.
Thi lever han, skiøndt vendt igien til Jord,
og virksom, som da Liv var paa hans Læber;
den gode Handling og det skiønne Ord,
liig ham som dødelig, udødeligen stræber.
Saa lever ogsaa Du; og denne Krands
indvie Dig til Udødeligheds Glands!
Kunstneren.
See, jeg erkiender med taknemligt Hierte
den skiønne Lykke, Zevs mig gav i Livet,
og hvad han mig i denne Stund har givet
dog — dette Syn opfylder mig med Smerte.
Som den forelskte, unge Mand
vel Guderne umuligt takke kan,
naar fiern fra ham hans Elsktes Taare rinder;
hvo kalder ham vel lykkelig?
og siig mig: kan han trøste sig
dermed, at samme Soel dem begge, to beskinner?
Saa har man aldrig mig den Ære viist,
som nu saa rigelig mit Arbeid eier;
hvad hielper det, at nu jeg vorder priist,
og at med Guld man hvert mit Værk opveier?
O, havde jeg kun stundum havt det Guld,
hvormed nu Stykkets Ramme er beæret,
hvor havde Lykken da mig været huld!
Med Børn og Kone mæt og glad jeg havde været!
En Ven, som ret mig kunde fatte,
en Fyrste, som Talent forstod at skatte,
desværre i min Lod ei faldt.
I Klostret fandt jeg sløve Kunstens Venner;
og saadan har jeg stræbsom, uden Kiender,
og uden Lærling mig bestandig qvalt. —
(han peger paa Lærlingen.)
Og hvis Du denne unge Mand
til det, som han fortiener, eengang hæver,
Veninde! ræk ham da, imens han lever,
og Smag endnu i Livet finde kan,
til rette Tiid den Nødtørft, Livet kræver!
Han føle glad, at han er Musen kier,
mens let og fro de muntre Dage flyde;
og denne Ære, som nu mig ei Glæde er,
lad ham eengang med større Glæde nyde!