Peter Foersom (1777–1817)

Foersom, Peter Thun, 1777—1817, Skuespiller, Oversætter. F. blev født 20. Febr. 1777 i Øster Lindet, Ribe Stift, hvor Faderen, Christian F., var Sognepræst. Moderens Navn var Ellen Sophie f. Thun. Han blev Student fra Ribe Skole 1793, tog Examen philol. s. A., filos. Examen 1795 og fik Plads hos Hofboghandler Poulsen, hvem han dog forlod for i et Aars Tid at ernære sig som Lærer, hovedsagelig i Engelsk. Af Kjærlighed til Kunsten gik han til Scenen og debuterede 18. Okt. 1798 paa det kgl. Theater som Jacob i «Gamle og nye Sæder». Han havde et smukt Hoved med et prægtigt Haar og et Par usædvanlig intelligente, drømmende, noget melankolske Øjne; men hans Figur var temmelig uheldig, hans Stemme hverken stærk eller tydelig. Ved Jærnflid og Agtpaagivenhed paa sig selv lagde han dog efterhaanden meget af sin Kejtethed af, skjønt der var visse Særheder og Manerer, han aldrig helt kunde blive kvit, og Organet skolede han saaledes, at han i Aarenes Løb var i Stand til at give de mest skiftende Følelser et varmt og inderligt Udtryk og at deklamere med en Fuldendthed som ingen anden af hans samtidige. Det var Elskerfaget, for hvilket han først bestemte sig, og inden for dette Fag var det igjen de umiddelbare Naturmennesker, der lykkedes ham bedst, og med hvilke hans noget aparte Væsen i Miner og Lader bedst harmonerede. Man anerkjendte strax, at der boede Talent hos den unge Mand, men man stødtes af det abrupte i hans Bevægelser, af det kejtede i hans Manerer, og der hengik Tid, inden det lykkedes ham at sætte sig fast i Publikums Gunst. Det var egentlig først som Philip i «Johanne Montfaucon», at han i 1802 slog igjennem, men da han en Gang havde faaet Fodfæste, svang han sig snart op til at blive en betydelig Kraft ved Theatret. Hertil bidrog ogsaa den Aandsoverlegenhed, han var i Besiddelse af. Han dyrkede Studiet af Engelsk med stor Flid, var en ikke uheldig lyrisk Digter og virkede med Utrættelighed for at bringe Shakspeare, af hvis Sørgespil han oversatte 4 Bind (1807—16) med fremragende Dygtighed, paa den danske Scene. Samtidig var han en betydelig dramatisk Kunstner, ikke blot som Elsker, men tillige i Helte- og Karakterfaget. Nogen nordisk Helt blev han aldrig helt ud; vel var der meget smukt og dygtigt i hans Axel, Hagbarth og Olaf Trygvesen, men den friske, frejdige nordiske Heltekraft skortede det paa; langt bedre lykkedes for ham i det Oehlenschlägerske Repertoire Roller som Correggio, hvor alt det drømmende i hans Natur kunde komme til Orde, og som Angantyr i «Stærkodder», hvor han ved sin stærke Fantasi gjorde et dybt Indtryk paa Tilskuerne. Endelig lykkedes det F. i 1813 at faa sit kjæreste Ønske opfyldt: at spille Hamlet, og i denne Rolle naaede han maaske Kulminationspunktet af sit Talent. Legemlig svag, som han var, forstod han alligevel at skildre Hamlets Mistro, List, filosofiske Grublen over Menneskelivet og melankolske Humor med en saadan Sandhed og Kraft, at han med rette forbavsede og henrev Publikum. I de nærmest paafølgende Aar blev der givet ham Lejlighed til endnu nogle Gange i større Shakspearske Roller at vise, hvilken betydelig Karakterskuespiller han var, men hans Helbred var allerede da saa nedbrudt, at det hver Gang gjorde ham Fremstillingen yderst vanskelig. Han betraadte Scenen sidste Gang 8. Jan. 1817 som Eraste i «Den vægelsindede» og døde den 24. s. M. Blandt hans Roller kunne følgende fremhæves: Svend og Palnatoke i «Palnatoke», Knud Gyldenstjerne i «Dyveke», Lieutenant King i «Søofficererne», Vandby i «Gulddaasen», Grev Gert i «Niels Ebbesen», Fletscher i «Heckingborn», Edgard i «Kong Lear», Carl Moor i «Røverne», Clavigo i «Clavigo», Appiani og Prinsen i «Emilie Galotti», Charles i «Bagtalelsens Skole», Anton i «Jægerne» og Herman i «Herman v. Unna».

Foruden Digte, der efter hans Død udgaves i 2 Bind (1818), har F. udgivet forskjellige Nytaarsgaver for Skuespilyndere, samlet danske Landskabsord og oversat en Del dramatiske Arbejder. Han var den, der i 1808 først indførte de senere saa gængse Deklamatorier paa Theatret og stiftede det kgl. Theaters Enke- og Børneforsørgelseskasse, af hvilken hans Enke var den første, som nød godt. Han ægtede 1799 Skuespillerinden Johanne Cathrine Ebbesen, der debuterede paa det kgl. Theater 18. Jan. 1798 som Louise i «Den værdige Fader» og døde i Aarhus 9. Marts 1850, 70 Aar gammel.

Erslew, Forf. Lex.