Kunstnerens Liv
Drama af Göthe
Drama af Göthe
Første Act.
Før Solens Opgang.
Kunstneren
(ved sin Staffelie. Han har just opstillet Portraitet af en feed, hæslig, koquet Kierling. Ved første Penselstrøg holder han inde).
Jeg vil ei, og jeg kan ei; Nei!
det ækle, grimme Contrafei!
(Han sætter Billedet til Side.)
Skal spildt den skiønne Morgen saa bortile,
mens alle mine søde Sorger hvile?
o, elskte Smaa! o, gode Kone!
(Han træder hen til Vinduet.)
Hvor nyfødt ligger Jorden for Din Trone!
o, Soel! forynget monn’ mit Hierte slaae,
og salig, i Din Glands, jeg græde maa!
(Han stiller et Billed af Venus Urania i Legemsstørrelse paa Staffelien.)
O, min Gudinde! Dig at see for mig,
som første Ungdoms Lykke mig henrykker!
Med Brudgoms Varme, Himmel-Skabning! Dig
jeg salig til mit Hiertes Hierte trykker!
I eet, i alt er Du min;
Du er mig; meer end mig: jeg er Din!
Al Skiønheds Kilde! Verden — Regentinde!
Skal Dig en Nar for usle Penge vinde?
En Nar, som i sit glimrende Pallads
kan gotte sig ved broget Narrestads?
(Han seer hen mod Kammeret.)
Ak, Børn! — Gudinde, Du vil mætte dem!
Du flytter til en Riigmands Hiem
at presse Penge af hans Lomme,
og i Dit Sted kan Brød i Huset komme.
Han ei besidder Dig; han har Dig kun.
Naturens Væld! Al Skabnings Liv og Glæde!
Hos mig, o Himmelske! der er Dit Sæde!
Hensynker jeg udi Din Glands,
bemestrer sig en salig Runs hver Sands!
(Man hører et Barn skrige i Kammeret.)
Ah! Ah!
Kunstneren
Min Gud!
Kunstnerens Kone (vaagner).
Hvor jeg er vaagnet silde!
Er Du alt oppe, Kiere? — Vilde
Du giøre Ild og koge Vand,
at noget Barnemad jeg lave kan?
Kunstneren
(dvæler et Øieblik ved sit Billede).
O, min Gudinde! —
Den ældste Dreng
(springer ud af Sengen, og kommer løbende med bare Been).
See, Fader! jeg vil hielpe Dig!
Kunstneren.
Hvor længe? —
Drengen.
Hvad? —
Kunstneren.
Saa hent da mig
til Kiøk’net et Par Fyrrepinde.
Anden Act.
Kunstneren.
Frits! See hvem saadan banke kan?
Drengen.
Den tykke Frue og pene Mand.
Kunstneren
(stiller atter det stygge Portrait frem).
Saq maa jeg lade, som havde jeg malt!
Kunstnerens Kone.
Giør det! det bliver godt betalt.
Kunstneren.
Ja, ham!
(Herren og Fruen træde ind.)
Herren.
Ah! see! vi treffe Tiden ret.
Fruen.
Ak — jeg har sovet meget slet!
Kunstnerens Kone.
Det Fruens Skiønhed dog ei skader.
Herren.
Hist staaer et Stykke — om De tillader —
Kunstneren.
De giør Dem støvet.
(Han byder Fruen en Stol.)
Hvis nu de befaler —
Herren.
Hold! hold! indpræg Dem nu, før De maler,
hver Mine! — Dette er vist nok godt;
ret levende Liv det mangler blot.
Kunstneren (afsides).
Jeg malte heller en Hottentot!
Herren.
(tager et Billed frem af Krogen).
Ah! dette er nok Deres Portrait!
Kunstneren.
For ti Aar siden ligned’ det.
Herren.
Det ligner end.
Fruen
(kaster et flygtigt Blik derpaa).
Ja, paa min Ære!
Herren.
Af Rynker har De nu faaet flere.
Kunstnerens Kone
(med en Kurv paa Armen; sagte).
Jeg skal paa Torvet; fly mig Penge.
Kunstneren.
Jeg har dem ei.
Kunstnerens Kone.
Saa kan jeg løbe længe.
Kunstneren.
Der!
Herren.
Deres Maneer nu maa meer behage.
Kunstneren.
Det ene gaaer frem; det andet tilbage.
Herren.
(gaaer hen til Staffelien).
Saa! Saa! ved Næsen! der! Saa! Brav! —
Om mere Ild De Øiet gav!
Kunstneren (afsides).
Nei! Satan selv har ei slig Plage!
Musen
(useet af de andre, træder hen til ham).
Min Søn! begynder Du alt at forsage?
Hver Dødelig har jo sit Aag.
Er hun end grim, betaler hun Dig dog.
Hvad siger det Dig, hvad den Daare taler?
Du har jo Tiid nok at henrykkes ved
Dig selv, og ved hvert Billede Du maler
med høi Begeistrings hele Kierlighed.
Først da, naar træt og mat man er,
er Ro og Hvile dobbelt kier.
Af Himlen selv vi kunne blive kiede,
og ønske os igien hernede.
Mad, Søvn og Elskov smage Dig,
og Du er brav — om Du end ei er riig!