Simpel af Hjerte og trofast af Aand,
knyttet til Dine ved ømmeste Baand
var Du, en Støtte for Børn og for Viv,
selv dog et Barn i det daglige Liv.
Landet paaskjønned sin dygtige Søn,
sparede ikke Beundringens Løn;
hjemme han gik dog, som Ingenting var:
aldrig sin Hæder tilskue han bar.
Hjemme han sad som et Barn ved sin Bog,
grandskede ivrig de fremmede Sprog;
glæded sig over hvert Ord, som han vandt,
over de Tanker, som derved oprandt.
Hjemme! Hvem var vel i Hjemmet som han?
Halvt som et Barn og saa helt dog en Mand;
glad som en Brudgom ved Kvinden, hvem alt
firegang ti Aar han Sin havde kaldt.
Altid det Billed vil staae for min Sjæl,
som Du sad hos os en Julenatsqveld:
Isgraat var Haaret, men Ansigtet dog
talte til Øiet med Englenes Sprog.
Kun hos de Børn, som — saa spæde og smaa
bæres paa Armen, det Udtryk jeg saae.
O hvem der kunde saa hel og saa ren
naae til sin Grav, til dens dækkende Sten!