Hvor det lysner!
Lysner gjennem dunkelgrønne Løvtag,
hvor jeg gjemte mig for Dagens Klarhed,
hvor jeg skjulte mine matte, sløve,
halvudslukte Øine for dens Straaler.
Se, det spiller!
Spiller med et Lysglimt der paa Grunden.
Sol, hvad vil Du? Kjender ei Du Skaansel?
Spotter med Din Glands Du Danmarks Dronning,
hun, den usleste blandt usle Kvinder?
Engang! Engang!
Ja, da var jeg ung og rig og haabfuld.
Solen skinned, Folket jubled, Kongen,
Danmarks Konge rakte glad mig Haanden,
mens to Rigers Klokker klang til Bryllup.
Han var Brudgom.
O, saa straaleskjøn som selve Solen
stod han ved min Side, Glandsomgivet,
saa jeg voved knap at hæve Øiet,
for at møde hans henrykte Blik.
Dage svandt da.
Saligt svandt de, hver en himmelsk Drøm kun.
Og jeg sad der som en Fugl i Reden,
mens min Mage kjærlig den omkredste,
sad og vented Kvindens bedste Skat.
Hjerteskatten!
Skat med Øine som den dybe Himmel,
Skat med Læber smaa, med bitte Hænder,
som op efter Moderbarmen række,
som selv Hjertet let af Brystet rev.
Søde Spæde!
Ligger atter her Du i mit Skjød?
Favner jeg Dig med de matte Hænder,
pusler jeg Dig let og leger med Dig,
stiller hver Din Længsel og Begjær?
Knuppen visned,
den henvisned alt i fagrest Udspring.
Tom stod Vuggen — Taarer væded Skjødet,
og min Ægtemages Øie vendtes
mørkt mod Jorden, hvor hans Yndling laae.
Flere fulgte.
Flere stod som Stjerner smaa paa Himlen
i den maaneløse Nat og fyldte
Huset med en Glands, som mig gjenfødte,
som gjengav min Herre Liv og Lyst.
Mange Taarer,
tidlig fældede og silde rundne,
fylde som en Vandflod Rummet mellem
hine milde, fredopfyldte Dage
og det Dødens Liv, jeg lever nu.
Dog jeg seer dem,
seer dem gjennem Taareflodens Bølger.
Øine straale, lyse Lokker vifte,
Rosenkinder smile, Læber aabnes,
som de vilde nævne Modernavnet.
Død, som barnløs,
barnløs altid over Jorden vandrer,
o, Du spotted med en Moders Smerte:
En og En og En Du rev dem fra mig —
En og En og En Du tog dem Alle.
Tog dem Alle.
Du tog Meer — Du tog min Husbonds Hjerte,
saa han i sin Sorg sig mørk forhærded,
saa han vendte bort sig fra sin Hustru —
hun, som ham saa svage Børn kun fødte.
Alle laae de
i de smaa, de sortbetrukne Kister.
Atter fyldte Haabet dog mit Hjerte,
skjøndt jeg, angstbetagen, neppe voved
det at troe, ja, voved knap at haabe.
Eriks Øie
hviled tvivlsomglad igjen dog paa mig,
og som Solen bryder gjennem Skyen
svandt hans Harm, da, lig den Første, atter
Kongesønnen smilte i mit Skjød.
Første! Sidste!
Hjertets Vuggesang og Morgenlovsang!
Ord, som med en hellig Glands omstraale
Den, der først os aabned Lykkens Solland,
Den, der Afskedshvile gav deri.
Første! Sidste!
Atter var jeg Eriks elskte Kvinde,
Atter sad jeg, mens, som Straaet bølger
sagte hen for Vinden, Mindet hvisked,
sad jeg der med Lykken i min Favn.
Sad jeg stille,
sad jeg der med Lykken i min Favn. —
Svandt Du, Solglimt, eller er det Øiet,
som, af Taarers Sørgeflor omhyllet,
ikke skimter meer Dit svage Spil?
Solen skinned
paa hin Dag, ei Sky fordunkled Himlen:
Svaler svang sig høit igjennem Luften
sikkert tumlende paa lette Vinger.
Alting taled kun om Fryd og Tryghed.
Spænd for Karmen!
bød min Herre; Luften styrker Drengen,
og Danfolket glædes, naar det skuer
Den, til hvem det alt sit Haab har knyttet,
Den, det vil med Fryd til Konge kaare.
Og jeg klædte
glad min Skat i liden Silkekjortel,
kyssed spæde Fod og gjemte vel den,
vikled varlig ham i guldbaldyrte
Svøb, at ingen Vind ham skulde skade.
Høit han lo da.
Høit han lo, da jeg fra Karmen viste
ham til Folket, som trindtfra tilstrømmed
jublende, mens frydefuldt mit Hjerte
hæved sig med Tak til Himlens Herre.
Ve! Hvad var det?
Dødens Slaphed sank i mine Haandled,
Rædsels Lyn mit Øie blænded — Hjertet,
isomskabt, dog i sin Isnen vidste
hvad der skete, selv før det var skeet.
Knust! Der laae han
blodig — knust mod Hjulet, knust mod Jorden.
Alting standsed — Folkets Skrig sig reiste
som en Mur imod mig — indelukket
sad jeg, som i Vanvids Fangebur.
I mit Skjød dog
lagdes han, og end engang han sukked,
engang end — og Alting var forbi.
Karmen vendtes — hjemad gik det — hjemad —
hjem med Eriks knuste Yndlings Lig.
Laae jeg nede!
Laae jeg tusind Favne dybt i Jorden!
Kom med Lindring Orme der og gnaved
Sorgens Glød ud af mit pinte Hjerte,
Sorgens Spire af fortærte Bryst!
Men jeg sidder
her, hvor Løvet, mæt af Sol og Regnskyl,
skygger over mig, mens Jorden, suget
fuld af Nattens Taarer, som end glindse
paa fjorfaldent Løv, for mig er lukt.
Kun to Græsstraa,
Græsstraa smaa, som midt i Gangen opskjød,
vifte stille. Jer betroer min Sorg jeg.
O saa mildt, saa mildt, saa ukjendt med den
bittre Smerte, staae I for mit Blik.
Hils dernede!
Bed om Plads for en usalig Kvinde!
Hils med Eders Rødder smaa og bed kun
om en fattig Plads for Danmarks Dronning,
om en Plet, hvor hun kan finde Ro.
Jeg i Drømme
seer igjen da vel hver Hjertets Yndling.
Jeg, naar Livets Traad er bristet, atter,
atter hist et venligt Blik vel vinder
af den Elskte, som mig hader nu.
Jeg vil bie.
Jeg vil bede, naar mit Hjerte tystnes,
naar min Tanke samler sig, saa klart jeg
kjender selv, hvad det saa haardt omknuger,
bede for hans Held og for min Død.