Thomas Christopher Bruun (1750–1834)

Underligheder

At Tyrken kan ei endnu fordöie
Han sidst bekom sig en banket Tröie,
        Det laêr man gaae:
Men at vor Nabo for vantro Penge,
Sig med i Trætten vil ogsaa mænge,
        Det kan jeg ei i mit Hoved faae.

At Joseph ikke kan Belgrad tage,
Ja maae Bannater endog forsage,
        Det faaer saa gaae:
Men at han laêr sig bestandig drille,
Og sidder immer bag Skandsen stille,
        Det kan jeg ei i mit Hoved faae.

At Ludvig stundom sig lidt forhaster,
Og smukke Folk i Bastillen kaster,
        Det kan saa gaae:
Men at den store Monark vil byde,
En Broder glat væk den anden skyde,
        Det kan —

At Paven endnu gad gierne spille
Bandfætter-Rollen og Konger pille,
        Det laêr jeg gaae:
Men at man ikke saasnart han skriger
Paa Skat, med Eftertryk: Sladder siger,
        Det kan —

At Carl forgieves Gibralter frister,
Og ved een Landgang Ti Tusind’ mister.
        Det faaer saa gaae:
Men Perus Guld til Algier at skikke,
For Fred af Söeröver-Pak at tigge,
        Det kan —

At Britten tit en Nabob bekriger,
Og slipper til et Par Kongeriger,
        Det laêr jeg gaae:
Men at man arme Prinsesser sulter
Ihiel for opdigtet Brödes Multer,
        Det kan —

At Danmarks Aand har saa længe sovet,
Og intet Skridt til dets Hæder vovet,
        Det faaer saa gaae:
Men at dens Slummer endnu udtrækkes,
Og man med Kraft ei omsider vækkes,
        Det kan —

At Preusen beder Mynheers sig holde
I Skindet, og ingen Ustyr volde,
        Det laêr jeg gaae:
Men at Regenten ved Straf vil kyse
Enhver fra Sandheden at oplyse,
        Det kan —

At Jordens Guder paalægge Skatter,
Og tit med Resten sig lidt befatter,
        Det faaer saa gaae:
Men at de Folk kun som Fluer agte;
Og Millioner for Indfald slagte.
        Det kan —

At Prinser sielden er hierteglade,
Og maae for Stadsen sig plage lade,
        Det kan saa gaae:
Men at De vil sig langt heller kiede,
End Liv og Friehed omkring dem sprede;
        Det kan —

At en Minister giör glatte Miner,
Og lover skiönt, men i Hiertet griner;
        Det laêr jeg gaae:
Men at man Dumhed saa gierne feder;
Saa lidt om Kundskab og Indsigt leder,
        Det kan —

At Herrens Tienere vil befale,
Man ikke maae om Kong David tale,
        Det laêr jeg gaae:
Men at man derfor i Verden brændes,
Og saa endda til Gehenna sendes,
        Det kan —

At ein, zwei, drei i Tactiken nytter
For alleting, og hvert Land beskytter;
        Det laêr jeg gaae;
Men at de Kugler sig ikke skammer,
Saa een som mindst af halvhundred’ rammer,1
        Det kan —

At Rettens Tolke fra Texten skeie,
Og Vid og Vrede for Guld udleie,
        Det kan saa gaae:
Men at man heller vil dem berige,
End sig med Næsten i Fred forlige,
        Det kan —

At Bankerot man imellem spiller,
Og ved en Rykker beqvemt sig skiller,
        Det laêr jeg gaae:
Men at man slet intet har tilbage,
Og dog i engelsk Karet kan age,
        Det kan —

At Æsculaper et Navn forskriver,
Saa lidt vel tilig man salig bliver,
        Det faaer saa gaae:
Men at saasnart det i Maven kniber,
Folk strax til Piller og Draaber griber,
        Det kan —

At en Genie-Mand sit Foster klapper,
Og tænker ret han har holdt sig tapper,
        Det faaer saa gaae:
Men at han immer med Hönen kakkler,
Og raaber: kommer og seer Mirakler,
        Det kan —

At unge Væsner saa gierne putter
Sig ind i Gunst hos de vevre Glutter,
        Det laêr jeg gaae:
Men först et elskende Noer foröde,
Og saa i Verden til Haan udstöde,
        Det kan —

At raske Unger som Medgivt feiler,
Maae gaae til Köis med en rynket Beiler,
        Det faaer saa gaae:
Men at Naturen ei Uskik straffer,
Og aarlig Tvillinger Knarken skaffer,
        Det kan —

At gamle Gubber opgnie Grunker
Til glade Arving, den ödsle Junker,
        Det laêr jeg gaae:
Men hvordan Fyren paa et og tyve,
Kan holde Sedlerne fra at flyve,
        Det kan —

At Sielen Legemet heller nytter
En Stund, end vever til Himlen flytter,
        Det laêr jeg gaae;
Men at en graahaaret, skranten Stymper
Endnu ved Saligheds Dör sig krymper;
        Det kan —

At fattig Folk for at tiene Penge,
Endogsaa finde sig i at hænge,
        Det kan saa gaae:
Men naar man kan uafhængig leve,
At blive Træl for at hedde Greve,
        Det kan —

At, som Kong Salomon practisk2 viiste,
Vor Jord er bleven en Daarekiste,
        Det laêr jag gaae:
Men at den skulle, som nogle mene,
Blot være alskens Spedalskheds Scene,
        Det kan —

At hundred’ Daler en stundom giver,3
For Vers han a la Fontaine skriver,
        Det faaer saa gaae:
Men at det regnes endda for Lykke,
Han atter Pontoppidan maae tykke,
        Det kan —

At — men den Snak kunne evig vare,
Enhver for sine Spilop skal svare;
        Laêr man dem gaae:
Vel! — vist nok ofte de heslig svier,
Dog naar selv Engle giör Ganterier
        Saa kan man alt i sit Hoved faae.