Nu, Muse, om Du saa behager,
Jeg denne Gang paa Legen Ende giör;
Med slige ubetydelige Sager,
Man ikke Folk opholde længe tör.
Vil du mig paa en anden Tid besöge,
Saa favner jeg Dig gladelig igien:
Du veed, mit varme Önske var at spöge
Mit hele Liv i Dine Arme hen.
Gaae midlertid, I ringe Blade
Ud i den snevre Kreds Jêr er bestemt;
Kanskee jeg giorde bedre i at lade,
Jer evig hen i Skuffen ligge giemt.
For mangen vil Jêr Character miskiende,
Og raabe i sin Vredes Damp, korsfæst!
Mens flere Ryggen ligegyldig vende,
Ja ofte vil I höre: hvi mon driver
Han Tiden bort med saadant Narrerie?
Hvis ellers han har Anlæg, hvorfor skriver
Han ikke Ting, som der er noget i?
Men saa undskylder ydmygst eders Fader,
Og siger: dette staaer ei i hans Magt;
Naturen ælter en til Messiader,
En anden kun af Vise-Dei blev bagt,
Desuden vil man mene der behöves
Til dette hersens Töi et vist Slags Roe;
Men han til Uheld i Galoppen öves,
Og maae sig fra Skatollet hurtig spoe.
Ak hvad han sögte, ene var at fylde
Et ellers tomt, fortrædent Öieblik;
Dog flux han sin Apollo lod forgylde,
Hvis Publikum blot gav et gunstigt Biefalds Nik,
Men taler i den lave Tone,
Der passer til Jêr eget jævne Sprog;
Beskedenhed tör andre Feil udsone:
Thi bare bed om Plads udi en Krog.
Kuns dersom man Forfatteren antaster
Endnu engang for Satanassiskhed;
Hvis man ham atter Ondskab forekaster,
Saa siger dygtig Lögnerne Besked;
Og trodser hver Ischariot at vise
Det Sted, det Ord der giör hans Hierte Skam;
Ja mindste Sats der nægter ham at spise,
Til Fads engang med selve Abraham,
Da lover Musen I skal leve,
Og endnu finde mangen gunstig Ven,
Naar höilærd Commentar og Hyrde-Breve,
Alt længe gaae som Kræmmerhuus igien.