Betænksomhed er dog en skiönne Ting;
For löd man uforhærdet bare
Dens stille Ryk, sligt ville Verden spare
Saa mangt et narriskt Bukke-Spring.
Men hvad! i visse Öieblikke,
Naar Lidenskaben gaaer for fulde Seil,
Fornuften löber stundom Sur, og ikke
Saa nöie taêr en lumpen lille Feil,
Der dog omsider lumskeligen leder
Til Uhelds steile Brink:
Hvor Sielen selv af Angest sveder,
Men det er nu desværre! Mode,
Paa denne lunefulde Klode,
At skeie saa iblandt en Smule ud.
Forgiæves tænker man en mere rigtig Orden,
En bedre Skik at give Jorden,
Dens Folder er for gamle: og ved Gud
Om jeg ei troêr, at blandt den hele Vrimmel
Af Verdener heroven for vor Himmel,
(Man sige saa om vores hvad man vil;)
Der neppe findes een, hvor jo sit Abespil
En eller anden Nisse driver;
Alt efter Ynglens Art, forstaae mig vel:
Jeg ikke deres Narrerie beskriver,
Hvad Slags det er, giör ikke stor Forskiel.
Nok, stod end Hippogriffen ved min Trappe,
Ja naar det var kuns tre til fire Spring,
Saa kunne jeg vel Leiligheden snappe,
Og giöre op til Sirius et Sving:
Men blive der bestandig, og forlade
Min lille Flok i Grönnegade,
Det svær jeg paa min Siel jeg giorde ei;
Om og paa rosenströdte Vei,
Jeg kunne immer om blandt hvide Engle spanke;
Ja uden mindste Nærings Tanke,
Mig gotte som en reen gedigen Prins.
En anden er maaskee ei saa tilfinds;
Vel; hver sin Lyst. Lad hvo der vil annamme
Sin Lod blandt slig Eensformighed;
Jeg hader det evindelige samme,
Og bliver snart af bare Viisdom kied.
Dog tænker I, godt Folk, jeg derfor Ordet förer
For alskens Daarligheds Spilop;
Saa taêr I hellig feil. Jeg ikke hörer
Til Belials fordærvelige Trop.
Saa langt fra sligt, jeg önskede gar gierne,
At hver en Moders Siel sin Smule Hierne
Anvendte blot til Dydens Tarv og Priis,
Og leved’ kiönt i Fred paa Brödre Viis;
Ja trodser hver Kompan at sige
Med Sanden — mig en Helved Glusse paa:
Thi at man her paa Jorderige
Kan lyve bestialsk, vel ikke nægtes maae.
Min ringe Mening var allene,
At i den Trant som Tingene nu gaae,
Hvor Bispe selv paa lumske Anstöds Stene,
Tit Tærene forgnavet saae;
Og fölgelig en anden ulærd Synder
Vel stundom skraber hele Næsen væk:
Der aldrig Draaren fattes kan paa Tynder;
Ja sommetid to Fluer med eet Smek
Desværre! Knegten slaaer. Just derfor pipper
Ny Galskab immer frem, og ny Fornuftens Klipper;
Derfor saa mangen vel udtænkt Fallit
Omsætter daglig Dit og Mit:
Derfor den sidste Vesterportske Feide:
Og Manden, som det sære Indfald fik,
Haandgribelig sin Næste at bebreide,
Han kierligen ham selv til Haande gik:
Samt Glutten, som i Gammen kunne levet;
Og elsket væk i Hiertens söde Ro;
Men blev nu fra sin Ægtefælle revet,
Ja tusind’ slige Göglerier,
Af allehaande underlige Slags,
Som meer end nok bekiendte jeg fortier,
Og foretaer mit Thema heller strax.
For först af samme at forklare,
Hvad ellers længst den hele Verden veed:
At Leiligheden er en Snare,
Dernæst i Korthed videre at vise,
Hvorlunde man ei noksom kan anprise
Den ædle Dyd, Forsigtighed.
Og endelig enfoldig at fremstille
Et Contrafei af hiin forkeerte Grille,
Hvorpaa jeg er især forbistret vred :
At nemlig, Folk endnu Piqvet vil spille,
Som dog Naturen alt har giort caput;
Og mod dens Bud formaster sig at pille
Ved Yndigheden af en femtenaarig Glut.
Thi vider hermed, elskte Venner,
Der var engang en Advocat;
En gammel, tör, svindsottig, sær Krabat,
Og huul som Skam; men dog jeg ikke nænner
At röbe Mandens Navn,
Nok sagt, han ikke var fra Kongens Kiöbenhavn;
For her, der ingen slige gives:
De fleste derimod saa ret velsignet trives,
At i Madame Themis Favn,
Man sielden kiende maae til Appetitens Savn.
Dig dette mellem os. Men nu Personen
Vi talte om, var ogsaa falden paa
Det Daarekisteskab, at tænke Konen
Sin Mand ufeilbar jo af Hiertet elske maae,
Om ogsaa nogle Snese Aar der skieller
I Alderen: for ingen dydig Viv
Sin Ægtefælles Rynker tæller;
Men förer vist et kydsk og tugtigt Liv,
Naar bare Fatter smukt kan passe,
At holde Husets Dont i rigtig Stand;
Og immer er tilstrækkelig per Kasse,
At skaffe hvert et Modens Stykke an.
See dette kunne nu desværre!
Min forberörte, skröbelige Herre
Langt lettere end mangen munter Fyhr;
Thi holder han ei heller længe Styr
Paa Sielens löbske Drivt, men Himlens Vink adlyder,
Og lækkertsmilende tilbyder
En herlig Tös sin Haand.
Det arme Barn! der staaer hun i en Maade;
Hun hader ham. Ja! men Papa vil raade,
Som knytter snart det frygtelige Baand;
Ufölsom ved sin Datters Taarer,
Forsikkret hendes Lykke nu er giort;
Og leer ad disse fine Elskovs Daarer,
Der tænke ret dens Södhed noget stort.
Fy! skamme Jer, Forældre, I som lægge
Paa Hierterne saa smertelig en Tvang;
Og Börn som Offerdyr til Alterfoden trække
For verdslig Baades Skyld. Erindrer I den Gang
I vandred’ selv paa Frier Veie,
Og valgte eders Gode uadspurgt?
Tænk, havde I det ikke maattet eie,
Hvor ville I ei seet derved forbandet suurt.
Hvad var at giöre? Advocaten
Maae gribe til sin allersidste Rest.
Men skiöndt, som Staklen mægter bedst,
Han virker stundom paa ny Extra-Skat for Staten,
Saa var det dog kun saare lidt bevendt:
For alt hvad efter tre Aars Trællen grode,
Var blot een enkelt gusten Pode,
Og siden Manden fandt sig bedst med Hvile tient.
Henhostende de lange dumme Nætter,
Ufristet af hver Kiödets Lyst;
Ja skiönt en venlig Hielp ham gierne Kampen letter,
Han vinkes dog omsonst til Ærens Dyst.
Thi Læser, bare tænk hvad Smerte
Hengnaver med hver Dag den gode Kones Hierte,
Som veed ret vel en Mands fornemste Pligt,
Er just at giöre Ægteskabet rigt
Paa fælleds Tröst og söd uskyldig Glæde,
Thi maae hun tit i Stilhed Öine væde,
Og see med Kummer an:
At andre som paa Roser stedse træde,
Og leve i et Canaan,
Imedens hun omsonst om Bröd i Örken leder.
Men saadan gaaer det paa vor Jord;
En Lykken med Makroner feder,
En anden knap har Skosten paa sit Bord.
Dog, Tak skee Dydens stærke Rödder,
Urokket stod hun mangt et Lumskheds Stöd;
Og hidindtil ei allermindste Böder
Samvittighedens Fiscus nöd;
For Herre Gud! en contrebande Tanke
Kan födes naar man tænker mindst derpaa;
Men derfor strax paa Mennesket at anke;
Er ogsaa ret Naturen nær at gaae.
Dog lad enhver de dyre Ord betænke:
At ingen prises bör lyksalig för han döer;
Den Sorte veed saa mangen Rænke,
Vips, er man i hans slemme Hönseklöer.
Det ingen anden var der paa Kontoret sætter
En vakker Gut, som troelig letter
Hans Principals Forretning, og forstaaer
Sin Dont saa fix, at mindste Katte-Trætter;
Ved Höieste-Rets Dom först sidste Salve faaer.
See naar et Uheld nu skal være;
Saa falder gierne alting ret i Traad;
Thi traf det sig, Madamens Hiertenskiære
En Morgenstund gik ud at holde Raad
Om noget Snavserie, som ei er værdt at nævne;
Just efter han paa svage Evne,
Et nyt, bedröveligt Beviis
Sin arme Nicoline havde givet;
Der döser ret vansmægtig giennem Livet,
Og föler tungt den gyldne Tids Forliis.
End videre det maatte hænde,
At Konen brugte just et Stykke reent Papiir;
Og som hun ingen strax ved Haanden har at sende,
Hun selv et lille Rend ind paa Kontoret gier.
Saavidt gik alting i sin Orden
Og uden mindste Hocuspocus til;
Men nu desværre! han her nere under Jorden,
Saae Leilighed at bruge gamle Spil,
Thi putter arme Kiælling neppe Næsen
I Stuen, for et giftigt Væsen,
En Tingest: af en diævleblendt Natur,
Der immer laae useet nær Skriveren paa Luur,
Ret som et Lyn imöde hende zisker;
Og medens Öiet spiller vildt omkring,
En sagte Röst saa lumsk til Hiertet hvisker.
Om denne hersens Ting,
Hvorved sig over kydske Kind udbreder
En doppel purpur Glands
Og Tanken sære Billeder fremleder
For egenraadig, lystertryllet Sands
Oh! havde hun dog lydt Forsigtighedens Stemme,
Og gaaet ved dens förste Nik sin Vei;
Men Klogskab selv var ikke den Gang hiemme,
Og stolte Selvbevidsthed raabte nei.
Thi triner Fruen uforfærdet,
Trods hver Advarsel ind;
Forvisset om et Bryst saavel mod Draaren hærdet,
At ingen Piil kan ridse blot dets Skind.
Nu flöi de förste to og rigtig nok tilbage
I Splinter, uden allermindste Meen;
Men saa var Trolden heller ikke seen,
Den tredie af Koggeret at drage,
Der endnu aldrig sveg.
Grön drippede fra Spidsen Slange Ædder,
Og tusinder ned til Cocyti Bredder,
Elændig for dens Morder-Takker steg.
Den flöi, og traf, og midt i Brystet hviner
Det dybe Saar; og Blik og Miner
Forraade alt den skrækkelige Givt.
Hver Puls slaar höit; Ild i hver Aare flyder:
Ja matte Afmagt selv indskyder
En aldrig for fornummet Drivt.
Fornuften svimler alt, enhver Beslutning smelter
Samvittigheden knyer knapt et Muk:
Fordærvelsen mod Hiertet fremad vælter,
Og Dyden döer i Blyheds sidste Suk.
I slig en Stand, naar Sind og Sandser
Forplumres, og man er som ganske ör,
Folk stundom ei sin Cathekismus anser,
Men falder paa hvad ingen Christen bör.
Thi kommer i Vankundighed Madamen
Min gode Skriver noget nær,
Der undres paa, hvordan det hænger sammen,
At Konen saa forbandet venlig er.
Men da hun bliver ved at spase,
Og pusler fort Papirerne omkring,
Saa ahner det ham flux at Kiællingen vil fiase,
Og derfor giör saa underlige Spring
Til Uheld var endnu Personen
En Virtuos saa vel bevandt i Tonen,
At selv ved allermindste Vink,
Han immer færdig var at stemme i ret flink.
Med hvad der hörer til et velskabt Adams Barn;
Kun paa hans Pande tydelig stod gravet,
Det var et ærke-syndigt Skarn.
Alligevel holdt Fyhren lidt tilbage,
Og snakkede en Smule uden om,
För Sagen til en Crisis kom;
Men endelig han beer Madamen tage
Sig vel i Agt: „for seer De denne Streg
Jeg trækker her omkring mit Sæde?
Vov nok engang kuns over den at træde,
Saa” — Pyt! hvad saa? jo! hillemænd, hvor bleg
Jeg ved den strænge Herres Trudsel bliver —
Og vips! hun over Ende Stolen rev:
Og snup! min gode drabelige Skriver
Fik kastet Pen og Brev;
Og Pokker loe og Fruen — Men saaledes
Vi Stakler, ak! i Vaande tit bestedes;
Skiöndt mestendeels det er vor egen Skyld:
Dog, hvo vil röre ved saa smertelig en Byld?
Nok, neppe var den store Orden
Foröget med en ny höistværdig Lem,
För Candidaten, som var vorden
Særdeles tilig klar, kom uforventet hiem,
Og traadde ind i Skriverstuen.
Thi blev og rigtig Næsen röd paa Fruen;
Ja Tanken om et Par Minuter för,
Et skiönne Indtryk men forseent desværre! giör.
Imidlertid den liden treaars Unge
Löb hoppende imöde söde Faêr;
Og pludre laêr saa vims den spæde Tunge,
At Nissemand han op i Armen taêr.
Og kryber mellem Kys og Ganten,
Saa sagte hen imod sin Secretair;
Men pludselig opstemmer Fianten:
Papa! Papa! kom ikke Kridtet nær
For ellers faaer vi af Her Trykker;
Han ville mende! nysklemt reent Mama i Stykker,
Du skulle bare været her lidt för:
Han er saa grumme stærk; vi rigtig ikke tör.”
Nu, hvordan staaer det gamle Fatter,
Kan du endnu vel bare dig for Latter? —
Jo men, det gaaer saa an; men op han slaaer
To Öine hvori Mord og Brand stod skrevet;
Saa nær der var Spektakel blevet;
For Skriveren ei mindste Lyd formaaer,
Men staaer ret som et Kalvehoved:
Til Lykke har Cupido kiærligst lovet,
At unge Koner skal mod slige Mænd,
Ei savne nogentid i ham en troefast Ven.
Thi sveg han heller ei i Nödens Time,
Men ret saa honningsöde Ord indskiöd:
At Rollingen blev anseet for at prime,
Og Bestefaer sin Hidsighed fortröd.
Saa halv ved Spög, og halv ved Skiænd og Taare,
Han bringes snart til sand Bodfærdighed;
Bekiender sig en Ærke-Daare,
Og til enhver Erstatning strax bered.
Ja for sin Bröde dog en Smule at udsone
Han giör et Greb i jernbeslagne Skriin,
Og inden Aften gier sin lille fromme Kone
Et deiligt Stel Berliner Postelin.
Saa giörer nu, som hver især behager,
Anvendelsen af dette Eventyr;
Mig Tingen ei i mindste Maade rager,
Jeg nok i mit Kabyrk skal holde Styr,
Dog hvis man gunstig mig tillader,
At og et ringe Ord indflikket faae;
Som, giör det intet godt, dog heller ikke skader
Da mener jeg i al Respect som saa:
Ufeilbar var det grumme stygt af Konen,
At saadan gantes med sin Dyd;
Hun havde jo skiöndt tvungen, lovt Personen,
At aldrig tænke paa forbuden Fryd
Ja dersom ikke Blodets Varme,
Og Ungdoms Drivt og tunge Mangels Harme
Og Asmodæus, Leilighed og sligt
Kan mindske Bröden lidt af overtraadte Pligt:
Saa seer jeg intet kan undskylde
Madamen; men hun sikkert maae deran;
Og i al Evighed opfylde
Sin Plads i Straffens bestialske Land.
Dog maae den arme Kiælling svede,
Saa vil jeg ogsaa paa den anden Side bede,
Man skrupper mig tilgavns den gamle Knegt;
For burde nogen blive stegt,
Saa var det ham. Hvad havde han at giöre
Paa Ægteskabs Gallei?
Han vidste jo, han Seil ei kunde före.
Og uden dem man kommer ingen Vei.
Nægt da, han ikke selv var Grunden
Til hvad der siden efter fulgte paa;
Thi blev end hun i Dolus malus funden,
Saa bör dog meste Skyld paa Herrens Regning staae.
Jeg lover for, var Pigen faldet,
I Hænderne paa Folk som det sig bör,
Hun Næsten ind til Hielp ei havde kaldet,
Men hyttet sig for alle Ulve-Klöer.
Ja maatte endelig Krabaten op at age,
Hvi tog han ikke da til Mage
En kiön ærværdig brugelig Mama?
Han kunne faaet Læs endda at drage,
Og ikke sluppet uden Knur derfra.
Men Pokker staae i disse Usselrykke,
Hvor jammerlige saa de end see ud,
De immer har den gale Nykke,
At vælge mueligst unge, raske Brud.
Sandt nok, de næsten altid dyrt betaler,
Saa narrisk en Forfængeligheds Lyst;
Men deres Ve ei Konens Sorg hussvaler;
Een Angers Orm hentærer begges Bryst.
At ellers jeg fra Texten ikke viger,
Bevises kan med Fædrenes Attest;
Som, dyre Venner, I vil finde klarlig siger:
At lige Börn, de lege bedst.