Naar Verdens Fyrster oprette Hære,
Og glædes ved at see Helte lære
Den skiönne Kunst, at slaae Folk ihiel;
For ved saa ædel en Flid at vinde,
Hos Efterslægten et flygtigt Minde
Af mægtig Omhue for Rigers Vel:
Saa mynstrer jeg udi Kongens Have,
I Tanken over hver Trøstens Gave,
Nedlagt af Himlen i Skiönheds Skiöd;
Og enig med hele Jorderige,
Indlaêr mig aldrig i andre Krige,
End dem Naturen og Amor böd,
Naar Jordens Store udkaste Planer,
Og ved Cabaler sig Veien baner,
Blandt Nag og Sorger til Ærens Top;
For Trældoms Lænker i Pragt at bære,
Og Maal for Hobens Beundring være,
Til Scenen skiftes ved Höiheds Hop:
Saa seer jeg roelig hvor Lykken spiller,
Og uafhængig af Prinsers Griller,
Har kun eet Önske; og dette er:
At aldrig Afsked fra Fanny tage,
Men giennem sorglöse Livets Dage
Forblive Hende som Hun mig kiær,
Naar Rigdoms Slaver ophobe Dynger
Af Guld, som vægtig paa Hiertet tynger,
Og efter mödige Dages Sveed,
Tör selv om Natten tit ikke vove
Af Frygt for Tyve at roelig sove,
Der ei engang deres Navne veed:
Saa frydes jeg ved at ikke trænge,
Og uden Angest for mine Penge,
Indslumrer sikker i Rosers Lye;
Hvor jeg i Drömme seer Fanny smile,
Og kiælen til mine Arme ile,
For fælleds Glæder at der fornye,
Naar Lærde bryde höivise Hierne,
Med Vei at finde til næste Stierne;
Og revne hen af Cometers Fart,
Blandt Spherers Irgange sig forvilde,
Og paa Systemer ved Lampen spilde
Unydt den feireste Livets Part:
Saa sidder jeg medens Solen daler
Ved Bækkens Side, og henrykt maler
Den bedste Verden i Fannys Favn;
Ja dersom Verset et Kys mig nytter,
Jeg stolt af Lönnen end ikke bytter
Min Lykke bort imod Newtons Navn.
Naar gamle Fædre vemodig klage,
At alt desværre! gaaer nu tilbage,
At Synd og Laster taêr immer til;
At saa kun findes af sande Fromme,
At Naadens Time er snarlig omme,
Da Straffens Rædseler fölge vil:
Saa læser jeg i Horaz og finder,
Udlevne Knarke og skrantne Qvinder,
Alt den gang förte der samme Sprog;
Hvoraf jeg slutter, naar Blodet fryser,
Mod Ungdoms Lyster man gierne snyser,
Og bliver immer med Afmagt klog.
Naar muntre Venner i Sielens Glæde,
Beer Fader Evan at tage Sæde,
Med milde Sælskab om breden Bord;
Og ved det fulde, bekrandste Bæger,
Forglemmer Lykkens poliske Streger,
Og Donners Griller og Creditor:
Saa synger jeg medens Brödre drikke,
Thi der desværre! jeg ganske ikke,
(Saa Skiæbnen vilde) kan være med;
Men derfor aldrig jeg Lauget sviger,
Og finder Jorden, hvad man end siger
Om Jammer-Dalen, et lystigt Sted,