Hvo triner saa statelig paa Lumon ved de skummende Bølgers Brusen? Hendes Haar falder paa hendes bølgende Barm. Hvid er hendes Arm, der tilbagestrokt spænder Buen. Hvi vandrer du i Ørkener, liig et Lys giennem Taagernes Mørke? De unge Raaer hoppe om deres lønlige Klipper. Tilbage, du Kongedatter; skyefulde Nat er nær.
Det var Lumons unge Spire, blaaøjede Sulmalla. Hun sendte Barden fra sit Fjeld, at indbyde os til Festen. Under Sangen sadde vi ned i Conmors gienlydende Hal. Sulmallas hvide Fingre flagrede paa de bævende Strænge. Halv hørtes Cathmors Navn giennem Klangen, han som var borte, i Krigen for hendes eget grønne Land. Ej var han borte fra hendes Siæl; han kom midt iblandt hendes Tanker om Natten: Tonthena saae ind fra Himlen paa hendes favnende Arme.
Skaldenes Lyd var forbi. Blandt lange Lokker opstod Sulmalla. Hun talte med nedslagne Øjne, og spurgte om vort Løb igiennem Havene; ”thi af Heltenes Konger ere I, Bølgens høje Ryttere!”
Ej ubekjendt ved sine Strømme, sagde jeg, er han vor Stammes Fader. Fingal er navnkundig ved Cluba, blaaøjede Kongedatter. Ej ene ved Conas Flod kiendes Ossian og Oscar: Fiender bævede ved vor Røst og flygted til fremmede Lande.
Ej ubemærket af Sulmalla, sagde Pigen, er Morvens Konges Skjold. Højt hænger det i Conmors Hal, til Minde om det forbigangne, da Fingal kom til Cluba, i Fortids Dage. Højt brølte Culdarnus Ørne iblandt hans Fjelde og Skove. Inishuna udsendte sine Ynglinge; men de segnede, og Møer græd paa deres Grave. Sorgløs gik Kongen til Culdarnu. Under hans Spyd rullede Skovenes Styrke. Han var dejlig, sagde de, i sine Lokker, den første blandt Mennesker. Dog hørtes aldrig hans Ord ved Festen. Hans Daad bortveeg fra hans Ildsiæl, liig rullende Dampe fra Solens vandrende Aasyn. Ej urørte skuede Clubas blaae Øjne hans statelige Fjed. I hvide Bryst steeg Selmas Konge midt i deres natlige Tanker. Men Vindene bare den Fremmede til hans Hjortes gienlydende Dale. Dog var han ikke tabt for andre Lande liig en Himmellue, der synker i en Sky. Stundom fremilte han i sin Glands til Fienders fierne Bolig. Hans Rygte kom, liig Vindes Susen, til Clubas skovrige Dal. Mørke boer i Harpernes Cluba; Kongers Æt er langt borte: i Orlog er Conmor Spydkonning, og Lormar Strømmenes Herre. Ej mørknende ene ere ere de; en Straale fra fremmede Lande er nær, Vandreres Ven udi Atha, Kampmarkens Forstyrrer. Højt fra deres dampomhyllede Bjerge fremskue Erins blaae Øjne. Ej fredsæl, I Erins hvide Hænder, er han i Stridens Rækker; han ruller Titusinde frem for sig udi sin fierne Mark.
De mødte en Orne ved en fraadende Elv: begge giennemborede den med sit Staal. De strede om Æren, og den skrækkelige Kamp begyndte. Fra Øe til Øe sendte de et Spyd, brækket og blodbestænket, at hidkalde deres Fædres Venner, udi deres klingrende Vaaben. Cathmor kom fra Bolga til Culgorm, rødøjede Konge; jeg hjalp Surandronlo i hans vildtrige Land.
Vi fore hver paa sin Side af en Aae, som bruste giennem den visnede Hede. Trindt om vare høje, brudte Fjelde med alle deres nedludende Træer. Tæt hos ere tvende Lodas Kredse med Vældens Stene; hvor Aander nedstege om Natten, i mørkrøde Ildstrømme. Der stege Oldingers Stemmer, blanded med Vandes Brusen; de nedkaldte Nattens Skikkelser, at staae dem bi udi deres Krige.
2 Ej agtende dem, stod jeg med mit Folk, hvor den fraadende Bæk nedvælted fra Klipper. Rød fremskred Maanen fra Østen. Stundom lød min Sang. Mørk paa hiin Side hørte unge Cathmor min Røst; thi han laae under Egen i alle hans glimtende Vaaben. Morgenen kom; vi foer til Strid fra Fløj til Fløj i Kampens Bølger. De faldt, som Tidslernes Hoveder under Efteraars Storme. I Staal kom en statelig Skabning: jeg blandede mine Hug med Kongens. Vore Skiolde giennembores; lydt rungede vore Staalbrynier. Hans Hjelm faldt til Jorden. I Klarhed straalede Fienden. Hans Øjne, to yndige Luer, rullede mellem hans bølgende Lokker. Jeg kjendte Athas Konge, og kastede mit Spyd til Jorden. Mørke vendte vi os, og bortilte i Taushed at blandes med andre Fiender. Ikke saa bortilte de stridende Konger. De mødtes i buldrende Kamp, liig Aander i Stormenes mørke Vinger. Giennem begges Bryst fore Spydene; end laae dog ej de Fiender paa Jorden. En Klippe modtog deres Fald; og halvt nedbøjede laae de i Døden. Fast holdt hver sin Fiendes Lokker, og syntes vredelig at rulle sine Øjne. Klippens Kilde randt over deres Skjolde, og blandede sig med deres Blod3. Kampen ophørte paa Ithorno. De Fremmede mødtes i Fred; Cathmor fra strømfulde Atha, og Ossian Harpers Konge. Vi lagde de Døde i Jord. Vor Gang var ved Runars Bugt. Fra Fjernet nærmede sig et Bølgebjerg med den vippende Baad. Mørk var Havrytteren, men en Lysstraale var der, liig Solstraalen i Stromlos Røgbølger. Det var Surandronlos Datter, vild, med funklende Blikke. Hendes Øjne vare rullende Luer blandt flagrende Lokker. Fremstrakt er hendes hvide Arm med Spydet; hendes højtbølgende Barm sees, hvid som fraadende Bølger der stige og falde blandt Klipper; de ere skiønne, men skrækkelige; og Sømænd raabe paa Vindene. — ”Kommer I Lodas Giæster! Carchar bleg i Skyers Midte! Sluthmor, som vandrer i Luftens Borge! Corchtur rædsom i Storme! modtager Surandronlos Fiender fra hans Datters Haand. Ingen Skygge ved hans brusende Floder, ingen mildtskuende Skabning var han! Naar han optog sig Spyd, da rystede Høgene deres klapprende Vinger; thi Blod udøstes om mørkøjede Surandronlos Fjed. Han antændte mig ingen venlig Straale, at jeg skulde skinne over hans Strømme. Straalende var jeg, liig Himmelluer, men jeg slog Surandronlos Fiender.
* * *
Ej ubevæget hørte Sulmalla Skjolde Cathmors Priis. Han var i hendes Siæl, liig en Lue i lønlige Hede, som vaagner ved Vindens Røst og udsender sin Straale. Midt under Sangen bortilte Kongedatteren, liig Sommervindens milde Pust, naar den løfter Blomsternes Hoveder og kruser Elve og Søer.