Kom, du eensomme Straale, fra din natlige Vaagen! Stormbygerne ere omkring dig, fra alle deres gienlydende Bjerge. Røde, over mine hundrede Floder, ere de Dødes lysklædte Veje. De fryde sig paa Vindenes Hvirvler i Nattens tause Stund. — Er der ingen Fryd i Sang, Luthas Harpers hvide Haand? Væk Strengens Røst, og tryl mig min Siæl tilbage. Den er en Elv, som er forsvunden. Malvina, lad Sangen strømme!
Jeg hører dig fra dit Mørke i Selma, du som i Ensomhed vaager om Natten! Hvi holdt du Sangen tilbage fra Ossians svigtende Siæl? — Som Bækkens Fald for Jægerens Øre, naar han nedstiger fra sit skytakte Bjerg; i en Solstraaler triller den rislende Elv; han lytter, og ryster sine beduggede Lokker: saa liflig er Luthas Stemme, for Heltes Aanders Ven.
I Carmonas gienlydende Bugt saae vi en Dag, den gyngende Snekke2. Højt hang et kløvet Skjold, bestænket med sprudlende Blod. Fremad ilte en Yngling i Vaaben, og ndstrakte stumpe Spyd. Vildt flagred hans lange Lokker over hans taarefulde Øjne. Fingal rakte ham Kongens Skaal. Den fremmedes Tale lød: I sin Hal ligger Cathmol af Clutha ved sine mørke Floders Bugten. Duthcarmor saae hvidbarmede Lanul, og giennembored hendes Faders Bryst. I den lynggroede Ørk vare mine Fjed. Han flyede i Nattens Stund. Skjænk Cathlin din Hielp; at han kan hævne sin Fader. Jeg søgte dig ej som en Straale i Skyers Land. Du kiendes af alle, liig Solen, gienlydende Selmas Konge. Trindt skuede Selmas Konge. Vi opstode for hans Aasyn i Vaaben. Men hvo skulde løfte Skjoldet? thi alle æskede Kampen Natten nedrandt: vi treen i Taushed, hver til sit Bjerg, hvor Aanderne svæved: at de kunde nedstige i vore Drømme og udmærke os til Krigen.
Vi sloge de dødes Skjold, og hævede Sangens Toner; Tre gange paakaldte vi vore Fædres Aander. Vi lagde os ned til Drømme. Trenmor kom for mine Øjne, Oldtids høje Skygge. Hans blaae Hære vare efter ham i halvkiendelige Rækker. Neppe sees deres Kampen i Taage, eller deres Fremstyrten til Saar og Død. Jeg lytted; men der var ingen Lyd. Skikkelserne vare Luft. — Jeg foer op af Aanders Drøm. Paa et Vindpust fløj mit hvinende Haar. Svagt surrende i Egen lyder de dødes Flugt. Jeg tog mit Skjold fra sin Green. Hen mod mig kom Staalklang. Det var Oscar af Lego: han havde seet sine Fædre.
Som Blæsten frembruser paa hvidnende Bølgers Barm; saa soroløst er mit Løb giennem Havet til Fienders Bolig. Jeg har seet de døde, min Fader. Høj var mit Hjertes Banken. Mit Rygte straaler for mig, liig Lysstriben paa en Skye, naar den brede Soel kommer frem, Himmelens røde Vandrer.
Brannos Spire, sagde jeg, ej Oscar allene skal møde Fienden. Jeg fremiler giennem Havet, til Heltens skovrige Land. Lad os kæmpe, min Søn, liig Ørne fra et Fjeld; naar de løfte deres brede Vinger, imod Vindenes Strøm.
Vi hejste vore Sejl i Carmona. Fra trende Skibe, skuede de mit Skjold paa Bølgen; som jeg stirrer paa Nattens Tonthena, den rødmende Vandrer blant Skyer. Fire Dage suste Børen. Lumon fremkom i Taage. I Stormen vare dets hundrede Lunde. Solstraaler belyste stundom dets brune Sider. Hvide randt dets fraadende Elve fra alle dets gienlydende Klipper. En grønnende Dal i Bjerges Skjød, slynger sig taus med sin klare Bæk. Her var blant bølgende Ege Oldtidens Kongers Bolig, Men Taushed havde hvilet over græsklædte Rathcol3 i mange mørke Aar; thi Heltens Slægt var forsvunden fra den forlystende Dal. — Duthcarmor var her med sit Folk, Bølgernes skumle Rytter. Tonthena havde skiult sit Hoved i Skyen. Han binder sine hvidbarmede Sejl. Hans Gang er paa Rathchols Bjerg til Raaernes Lejer.
Vi kom, vi sendte en Skjald med Sange, at udæske Fienden til Kamp. Duthcarmor hørte ham med Fryd. Kongens Siæl var en Ildstraale; en Ildstraale indhyllet i Røg ustadig hvirvlende giennem Nattens Skjød Duthcarmors Handlinger vare mørke, skiønt hans Arm var stærk.
Natten kom med tætte Skyer. Ved Egens Straale satte vi os. Ikke fiernt stod Cathlin af Clutha. Jeg saae den fremmedes tvivlraadige Siæl4). Som Skygger flyve over græsklædte Marker, saa foranderlig er Cathlins Kind. Den var skiøn mellem Lokker, der stege paa Rathcols Vind. Min Siæl brød ikke frem i Ord, Jeg bød Sangen lyde.
Oscar af Lego4, sagde jeg, dit være det eensomme Bjerg i Nat. Slaae Skjoldet liig Morvens Konger. Med Daggryet skal du anføre i Kampen. Fra min Klippe skal jeg skue dig Oscar, en forfærdelig Skikkelse hævende sig til Strid, liig Synet af Aander blant Stormene, som de opvække. Hvi skulle mine Øjne vende sig til den dunkle Oldtid, før Sangen havde frembristet, liig Vindens pludselige Stigen. Men de henfarne Aar ere udmærkede med vældig Daad. Som Bølgernes natlige Rytter seer op til Tonthenas Straaler: saaledes ville vi vende vore Øjne til Treumor, Kongens Fader.
Vide paa Carachas gungrende Mark, havde Carmal udøst sine Skarer. De vare mørke Bølgerader; de graahærdede Barder vare liig Skum i deres Spidse. Trindt opflammed de Striden med deres rødtrullende Øjne. Ej ene vare Klippernes Indvaanere; en Lodas Søn var der, en Røst i hans eget mørke Land, som kaldte Aander fra Skyerne ned. Han havde boet paa sit Bjerg udi Lochlin, midt i en bladløs Lund. Fem Stene løfted deres Hoveder nær. Højt buldred hans faldende Elv. Ofte hæved han sin Stemme mod Vinde, naar Himmelens Luer oplyste deres natlige Vinger; naar Maanen i sit mørke Slør var rullet bag sit Fjeld. Ej uhørt af Aander var han! de kom med Ørnevingers Klappren. De vendte Slaget paa Sletten for Kæmpernes Konger. — Men Trenmor vendte de ikke fra Slaget; fremad ledte han Kampens Tummel; i sin dunkle Fløj var Trathal, liig et opgaaende Lys. — Det var mørkt; og Lodas Søn udøste sine Tegn paa Nattens Himmel. — De fejge vare ikke foran dig, du de fremmede Landes Søn. — Da steeg Kongernes Strid om Nattens Bjerg; men den var venlig som tvende Sommervinde, der ryste deres lette Vinger over en Søe. — Trenmor veeg for sin Søn; thi Kongens Rygte var hørt. — Trathal drog ud for sin Fader, og Fienderne vege paa gienlydende Caracha. De henfarne Aar, min Søn, ere udmærkede med vældig Daad6).
I Skyer opsteeg det østlige Lys. Fienden fremilte i Vaaben. Slaget blandes ved Rathcol, liig Floders Brølen. Seer de kæmpende Konger! De mødes ved Egens Fod. I Staalglands hylles de mørke Skikkelser; saa er Himmelluernes Møde i en natlig Dal: trindt spredes røde Straaler, og Mennesker vente Stormen. — Duthcarmor ligger i Blod. Ossians Søn sejrede. Ej var han blid udi Kampen, o Harpers Malvina!
Ikke paa Marken ere Cathlins Fjed. Den fremmede stod ved en afsides Elv, hvor Rathcols Skum bekrandste de mostakte Stene. Over ham hælder den løvrige Birk, og strøer sine Blade paa Storme. Cathlins omvendte Spyd rørte stundom Elven. Oscar bragte Duthcarmors Brynie, hans Hjelm med sin Ørnevinge. Han bar dem foran den Fremmede, og hans Ord løde: ”Din Faders Fiender ere faldne, de ere nedlagte paa Aandernes Mark. Navnkundighed vender tilbage til Morven, liig en stigende Vind. Hvi est du mørk, Cluthas Første? Er der Aarsag til Sorg?”
”Søn af Harpernes Ossian! min Siæl er mørkbedrøvet. Jeg skuer Cathmols Vaaben, som han løftede i Krig. Tag Cathlins Brynie, hæng den højt i Selmas Hal, at du kan mindes den Ulykkelige i dit fierne Land.”
Fra hvide Bryst sank Brynien ned. Det var Kongers Æt, Cathmols blødhaandede Datter, ved Cluthas Strømme. Duthcarmor saae hende yndig i Borgen; han kom om Natten til Clutha. Cathmol mødte ham med Fejde; men Kæmpen faldt. Tre Dage tøvede Fienden hos Pigen. Paa den fierde flyede hun i Vaaben. Hun mindedes sin Kongeslægt, og følte sin brændende Siæl.
O Luthas Møe, hvi skulde jeg sige dig hvorledes Cathlin faldt? hendes Grav er ved rørtækte Lumon, i et fiernt Land. Nær hos den var Sulmallas Gang i Sorgens Dage. Hun hævede Sangen for Udlændingens Datter, og rørte den traurige Harpe.
Kom Malvina fra din natlige Vaagen, kom du eensomme Straale!