Temora
Syvende Sang.
Syvende Sang.
Fra Legos skovindsluttede Vande opstige stundom graabrystede Taager, naar Vestens Porte ere tillukte over Solens Øje. Vidt over Laras Elv strømmer den tykke og mørke Damp: Maanen svømmer liig et dunkelt Skiold, giennem dens Bølger. Med denne beklæde Oldtids Aander sig, naar de pludselig fremhvirvles af Vinden, naar de flyde fra Stormkast til Stormkast giennem Nattens mulmindhyllede Skiød. Ofte rulle de Taagen i et Luftpust hen til en Krigers Grav, at den kan være en Bolig for hans Aand indtil Sangene lyde. — En Lyd kom fra Ørken, Conars susende Flugt udi Storme. Han udgød sin dybe Taage over Fillan ved blaae, bugtende Lubar. Mørk og tungsindig sad Aanden, nedbøjet i sin blege Røgskye. Blæsten rullede den stundom tilsammen; men den faure Skikkelse kom stedse igien, kom igien med Øjne mod Jorden nedvendte, med Taagelokkers mørke Bølgen.
Det er mørkt. Den slumrende Hær er end udi Nattens Skygger. Luen slukkes paa Fingals Field; Kongen laae paa sit Skiold ensomt. Hans Øjne vare halvt tillukkede i Søvnen; Fillans Stemme kom. ”Sover Clathos Ven? hviler den faldnes Fader? Er jeg forglemt i Mørkets Dale; ensom i Drømmes Stund”?
Hvi est du midt i mine Drømme? sagde Fingal, i det han hastig opstod. Kan jeg forglemme dig min Søn, eller din Ildvej paa Blodmarken? Ikke saaledes komme de tappres Daad til Kongens Siæl. Ej ere de der en Lysstraale, som sees, og forsvinder. — Jeg mindes dig, o Fillan, og min Vrede begynder at stige.
Kongen tog sit dødbringende Spyd, og slog det huultdundrende Skiold: hans Skiold, som hang i Natten høit, Kampens rædsomme Tegn. Aander flyede til alle Sider, og bortrullede paa Vinden deres sammenkrympende Lemmer. Tre Gange fra den krumme Dal opstege Dødens Stemmer. Bardernes uvørte Harper lyde sørgeligt hen over Bierget1.
Atter slog han Skioldet. Krige fremsteeg i hans Kæmpers Drømme. I deres Siæle blinker den vidttumlende Kamp. Blaaskioldede Konger nedstige til Strid. Hære flye med tilbagevendte Øjne, og store Idrætter ere halv skiulte i tindrende Staalglands.
Men da det tredie Drøn opsteeg, da sprunge de vilde Dyr fra Fieldenes Kløfter. Fugles Skrig hørtes i Ørken, som de fløj, forfærdede, hver ad sin egen Vej. Halvt reiste sig Albins Sønner, og rakte efter deres Spyd. Men Taushed sank atter over Hæren: de kiendte Kongens Skiold. Søvn vendte tilbage til deres Øjne: Marken var mørk og stille.
Ingen Søvn var din udi Mørket, Conmors blaaøjede Dotter! Sulmalla hørte det gyselige Skiold, og reiste sig midt i Natten. Hendes Gang er mod Athas Konge. — ”Kan Fare ryste hans modige Siæl! ”Tvivlsom staaer hun med sine Øjne fæstede til Jorden. Stiernehimmelen funkler.
Igien runger Skioldet. — Hun ilte. — Hun standsde. — Hendes Stemme hævede sig; den sank. — Hun saae ham indhyllet i sin Rustning, som blinkte i Himmelens Luer. Hun saae ham i sine mørke Lokker, der flaggrede for de natlige Vinde. Frygtsom bortvendte hun sig. ”Hvi skulde Erins Konge vaagne? Du er ikke hans Hviles Drøm, o Inishunas Dotter”!
Skrækkeligere drønede Skioldet. Sulmalla gyser. Hendes Hielm falder. Høit gienlød Lubars Field, da Staalet rullede nedad dets Side. Opfarende fra Nattens Drømme, hævede Cathmor sig paa sin Arm under Egen. Han saae Pigen over sig paa Klippen. En rødlig Stierne med tindrende Straale, saae ned giennem hendes flaggrende Haar.
Hvo kommer giennem Natten til Cathmor i hans Drømmes mørke Stund? Bringer du Budskab om Krige? Hvo est du, Nattens Søn? — Staaer du for mit Ansigt, en Oldtids Skygge? En Stemme fra Skyens Barm, et Varsel om Erins Fare?
Ingen Nattens Vandrer er jeg, ingen Stemme fra Skyens Barm; men jeg varsler om Erins Fare. Hører du ikke hiint Bulder? — Ej er det den svage, o Athas Konge, som udsender sine Tegn i Natten.
Lad Krigeren udsende sine Tegn: for Cathmor ere de Harpetoner. Min Fryd er stor, o Nattens Røst, og brænder over alle mine Tanker. Denne er Kongers Strengeleeg paa ensomme Bierge i Natten: naar de opklare deres kiække Siæle, de Stordaads Sønner. De feige boe afsides i luftgiennemstrømmede Dale, hvor Morgentaager løfte deres krusede Rygge fra blaae, bugtende Floder.
Ikke feige vare de, min Stammes Fædre. De boede i Krigens Mørke, du Heltes Anfører! i deres fierne Lande. Dog fryder min Siæl sig ej ved Dødens Tegn. — Han, som aldrig viger, fremgaaer: væk Fredens Skiold!
Liig en Klippe med sine nedrindende Vande, stod Cathmor i sine Taarer. Hendes Stemme kom, som en liflig Vind, til hans Siæl, og vakte Mindet om hendes Fædreland; hvor hun boede ved sine fredelige Bække, før han kom til Conmors Krig.
Conmors Dotter, sagde han. — Skiælvende bortvendte hun sig, — længe har jeg bemærket Inishunas unge Gran hyllet i Staal; men min Siæl, sagde jeg, er indsvøbt i en Uveirsskye. Hvi skulde denne Straale opgaae, før mine Fjed vende tilbage i Fred? Har jeg blegnet for dit Ansigt, mens du byder mig frygte Kongen? Farens Stund, o Pige, er min Siæls Tid; thi da svulmer den, en vældig Strøm, og ruller mig imod Fienden. — Under Lonas mosklædte Klipper, ved hans egen bugtende Elv, boer Clonmal Harpekonge, graae i Alderdoms Lokker. Over ham er hans susende Eeg, og brune Raaers Springen. Buldret af vor Strid naaer hans Øre, i det han bøjer sig i Tanker om fremfarne Aar. Der hvile du Sulmalla, til vor Kamp er forbi, til jeg vender tilbage i min Rustning fra Morgentaagens Bølger, som stige paa Lona, om min elskedes Bolig.
En Lysstraale opklarede Pigens Siæl: hendes Siæl hævede sig for Kongen. Hun vendte sit Ansigt til Cathmor: hendes Lokker flaggre mod Vindene. — Snarere, sagde hun, skal Ørnen bortrives fra sine susende Vindes Strøm, naar han skuer sit Rov, de hoppende Raaers brune Sønner, end du, o Cathmor, skal bortvendes fra Ærens Kamp. — Snart skue jeg dig, o Kriger, fra Aftentaagens Bølger, naar de svæve om mig paa strømfulde Lona. Mens du er langt fra mig, slaae, Cathmor, slaae dit Skiold, at Fryd kan vende tilbage til min mørknede Siæl, naar jeg hælder til den mosklædte Klippe. Men om du skulde falde: — jeg er i fremmedes Land: — o da nedsend din Røst fra din Skye til Inishunas Dotter!
Unge Green af Lumons grønne Hoved! hvi bæver du i Stormen? Ofte har Cathmor vendt tilbage fra mørkrullende Krige. Dødens Pile ere kun Hagl for mig; de have ofte sprunget tilbage fra mit Skiold. Meer straalende har jeg opstaaet fra Kamp, liig en Himmellue fra Stormens Skye. Vend ej tilbage, o faure Straale, fra din Dal, naar Stridsbuldret voxer. Da kunde Fienden undslippe, som fordom fra mine Fædre.
2 De forkyndte Sonmor Clunars Fald ved Cormac Staalgiverens Haand. Tre Dage sørgede Sonmor over sin Broders Død. Kongers Viv saae ham taus, og aned hans Gang til Krigen. Lønlig tillavede hun Buen, for at ledsage sin blaaskioldede Helt. Om hende boede Mørke i Atha, naar Krigeren uddrog i Orlog. — Fra deres hundrede Strømme nedfore Alnecmas Sønner i Natten. De havde hørt Kongens Skiold, og deres Vrede steeg. I klingrende Vaaben droge de hen mod Ullin skovrige Land. Stundom slog Sonmor sit Skiold, hiin Kampens Styrer. — Fiernt fulgte Sulallim over strømfulde Bierge. Hun var et Lys paa Fieldet, naar de skrede over den dybe Dal. Statelige vare hendes Fjed i Dalen, naar de stege opad det mostakte Field. Hun frygtede for at nærme sig Kongen, som forlod hende i Atha. — Men da Slagets Drøn opsteeg; da Hær væltede mod Hær; da Sonmor brændte som Himlens Ild i Skyer: med udslagne Lokker kom Sulallim; thi hun skialv for sin Konge. — Han standste Kampens Strøm, for at frelse Heltes Elskov. — Fienden flyede om Natten; Clunar sov uden Blod, foruden det Blod, som burde været udøst paa Kæmpens Grav. — Dog steeg ej Sonmors Vrede, men hans Dage vare langsomme og mørke. Sulallim vandrede ved hendes graa Floder, med hendes taarefulde Øjne. Ofte saae hun til Helten,3 naar han var indhyllet i sine Tanker. Men hun foer tilbage fra hans Øjne, og bortvendte sine ensomme Fjed. Krige stege, som Tordener, og forjoge Taagen fra hans Siæl. Med Fryd saae han hendes Fjed udi Borgen, og hendes hvide Hænders Flaggren paa Harpen4.
I sin Rustning treen Athas Første didhen, hvor hans Skiold hang høit i Natten, høit paa en mosklædt Green over stride Lubars Brusen. Syv Nagler hæve sig paa Skioldet; Kongens syv Stemmer, som hans Krigere modtoge fra Vinden, og udbredte over alle deres Skarer. Paa hver Nagle tindrer en Nattens Stierne. Canmathon med ufordunklede Straaler: Colderna opstigende fra en Skye; Uloicho hyllet i Taage; og Cathlins venlige Straale glimtende over et Field. Mildtfunklende over sin blaae Bølge neddaler Reldurath halvt udi Vesten. Berthins rødtindrende Øje seer giennem Lunden paa den trætte Jæger, i det han vandrer til sit Hiem, med den fældede Raae, giennem dugfulde Nat. Stor udi Midten fremsteeg Tonthena med skyfrie Straaler; Tonthena, som saae giennem Mørket paa havomtumlede Larthons Løb: Larthon, den første af Bolgas Æt, som vandred paa Stormen. — Bredbarmede udbrede sig Kongens Sejl, hen mod flodrige Inisfal; skumle Nat svæver foran ham, med sine beduggede Vinger. Vindene vare ustadige paa Himelen, og slyngede ham fra Bølge til Bølge. — Da opstod Tonthena med straalende Lokker, og smilte fra sin kløvede Skye. Larthon jublede over det vejledende Lys, som bævede blegt paa de væltende Vover.
Under Cathmors Spyd vaagned den Røst, som vækker Barderne. De kom ad dunkle og krumme Stier fra alle Sider, hver med sin Harpes Klang. For dem frydede sig Kongen, som en Vandrer paa Solens Dag; naar han trindt i det fierne hører Elves Brusen, Elve som nedvælde over Ørken fra Raaernes Bierge.
Hvi høre vi Kongens Røst, sagde Fonar, i hans Hviles Stund? Bøjede dine Fædres dunkle Skikkelser sig ned til dine Drømme? Maaske de staae i hiin Skye, og vente paa Fonars Sang? ofte komme de til de Marker, hvor deres Sønner skulle løfte Spydet. — Eller skal vor Stemme lyde for ham, som løfter Spydet ej mere? han som lagde Kampmarken øde, skovrige Momas Første.
Ej glemt er hiin Skye i Krig, Oldtids Skiald! Højt skal hans Gravhøj kneise paa Moilena, Navnkundigheds Bolig. Men ruller nu min Siæl tilbage til mine Fædres Dage: til de Aar da de først bestege Inishunas Bølger. Ej Cathmor ene fryder skovtakte Lumons Minde. — Lumon elvrige Land, hvidbarmede Pigers Bolig.
5 Lumon med dine fraadende Elve, du fremstiger i Fonars Siæl! — Din Soel er paa din Side, paa dine Klipper, som nikkende Træer beskygge. Den brune Raae sees blant dine Bregner; Hiorten løfter sit grenede Hoved, thi han seer Hunden stundom paa den lynggroede Hede. Langsom er Pigernes Gang udi Dalen: Buens hvidarmede Døttre. De hæve deres blaae Øjne til Bierget, mellem deres flaggrende Lokker. — Der ere ikke Larthons Fjed, Inishunas Konge. Han bestiger Bølgen paa sin sorte Eeg i Clubas Klippebugt: hiin Eeg, som han nedhug fra Lumon, til at glide over Havet. Pigerne bortvende deres Øjne, thi Kongen kunde synke i Bølgen. Aldrig tilforn havde de seet et Skib, Havets mørke Rytter. — Nu vover han at hidkalde Vindene, og at indtræde i Havets Taage. Blaae Inisfal opsteeg i Damp indhyllet; men sortrandede Nat neddalte. Bolgas Sønner frygtede. Stridhaarede Tonthena opstod. Culbins Bugt modtog Snekken, i sine susende Skoves Skiød. Der fremsprang en Elv fra Duthumas rædsomme Hule; hvor Aander glimtede stundom i deres ufuldendte Skikkelser. — Drømme nedstege over Larthon; han saae syv Aander af sine Fædres. Han hørte deres halvdannede Ord, og saae den dunkle Fremtid. Han saae Athas Konger, de kommende Dages Sønner. De førte deres Hære over Sletten liig Taagerækker, som Vindene udøse om Høsten over skovrige Atha. Larthon oprejste Samlas Borg, til Harpers blide Klang. Han fremilte mod Erins Raaer ved deres vanlige Strømme. Dog glemte han ej grøntoppede Lumon; ofte foer han over sine Have didhen, hvor hvidarmede Flathal nedskued fra Hiortes Bierg. — Lumon med dine fraadende Elve, du fremstiger i Fonars Siæl!
Lyset vaagned i Østen. Biergenes dugsindhyllede Hoveder stege. Trindt vise Dale deres blaae bugtende Bække. Cathmors Hær hørte hans Skiold: trindt opfoer den: liig et oprørt Hav, naar det først føler Vindens Vinger; Bølgerne vide ej hvorhen de skulle rulle; de løfte deres krusede Hoveder. Sorgmodig og langsom gik Sulmalla tilbage til Lonas Strømme. Hun gik — og vendte sig ofte; hendes blaae Øjne rullede i Taarer. Men da hun kom til Fieldet; der mørkt beskyggede Lonas Dal: da saae hun paa Kongen med bristende Siæl, og sank med eet bag Klippen.
Søn af Alpin, slaae Harpen! Er der Glimt af Fryd i dens Klang? Gyd den da ud over Ossians Siæl: den er hyllet i Taage. — Jeg hører dig, o Skiald, i min Nat. Men dæmp de letbævende Toner! Tungsinds Fryd hører Ossian til udi hans mørke Aar. — Grønne Torn paa Gienfærds Bierg, som ryster dit Hoved i natlige Vinde; er der ingen Aand, hvis viftende Kiortel nu rasler i dine Blade? Ofte svæve de døde i mørke Hvirvelvinde; naar Maanen ruller, et mørkrødt Skiold, fra Østen op over Himlen. — Ullin og Carril og Ryno! Stemmer fra henrundte Dage! Lad mig høre eder i Selmas Mørke, og vækker Sangenes Siæl! — Jeg hører eder ej, I Strengeleegs Sønner! I hvilken Skyehal er eders Hvile? Rører I Skyggeharpen, klædte i Morgentaage, hvor Solen kommer jublende frem fra sine tindrende Bølger?