Steen Steensen Blicher (1782–1848)

¹Cathmor opstaaer paa sit gjenlydende Bjerg! Skal Fingal tage Lunos Sværd? Men hvad vilde blive af dit Rygte, hvidbarmede Clathos Søn? Vend ej dine Øjne fra Fingal, Inistores Dotter²! Jeg skal ikke formørke denne din unge Straale; den belyser min Sjæl. — Men hæv dig, o skovkrandste Mora, hæv dig mellem Slaget og mig³! Hvi skulde Fingal skue Kampen, og see sin brunlokkede Krigers Fald? I din Sang, o Carril, lad Harpens bævende Toner lyde; her ere Klippers Stemmer, og Elves blinkende Rullen. — Oscars Fader, løft Spydet; forsvar den unge i Vaaben. Skjul dine Fjed for Fillans Øjne. — Han maae ikke vide, at jeg mistroer hans Sværd. — Ingen Skye skal fra mig opstige, o min Søn, over din flammende Sjæl.

    Han sank bag sit Fjeld, under Lyden af Carrils Sang. — Straalende, i min voxende Sjæl, greb jeg Temoras Spyd⁴. Jeg saae Kampens vilde Tummel paa Mojlena, Blodkampen i glimtende Rader, trindt adsplittede, brudte. Fillan er en Ildstraale: Fra Fløj til Fløj er hans ødelæggende Løb. Kampraderne smelte for ham. De rulles i Damp fra Markerne bort.

    Nu er Cathmors Fremkomst i Kongers Rustning. Mørkt flaggrede Ørnevingen over hans luende Hjelm. Roelige ere hans Fjed, som om de vare til Athas Jagt. Han opløftede stundom sin skrækfulde Røst; Erin bluedes, og samlede sig. Deres Sjæle vendte tilbage, som en Strøm: de undredes over deres frygtsomme Flugt: for han steeg, som Morgenstraalen over Heden, Aandernes Samlingssted: Vandreren seer med nedslagne Øjne tilbage paa Rædslernes Skyggers Mark. Pludselig, fra Mojlenas Fjeld, er Sulmallas skjælvende Løb. En Eeg tog Spydet fra hendes Haand; nedbøjet løste hun Landsen: men da fæstes hendes Øjne paa Kongen, fra hendes flagrende Lokker. — Ingen venlig Kamp venter dig: ingen Buers lette Strid, som da Clubas Yngling⁵ fremtreen under Conmors Øje.

    Som Runos Fjeld, der samler sig et Slør af de forbifarende Skyer, synes voxende udi det sammendragende Mulm, over den strømfulde Hede: saa syntes Athas Konge højere, alt som hans Kæmper samlede sig om ham. — Som forskjellige Vinde flyve over Havet, hver efter sin egen sorte Bølge, saa joge Cathmors Ord hans Konger til alle Sider.

    Ej heller er Fillan taus paa sit Bjerg; han blandede sine Ord med Skjoldets Klang. Han ligned en Ørn med klapprende Vinger, der kalder Vinden til sit Fjeld, naar den seer Raaerne fremspringe paa Luthas sivgroede Eng.

    Nu bøjede de sig fremad i Kampen: hundrede Dødsraab løde; thi Kongerne var, hver paa sin Side, som Ild for deres Krigeres Sjæle. — Jeg ilte afsted: Klipper og Træer foer ranke mellem Slaget og mig. Men jeg hørte Staalgnye, gjennem mine Vaabens Raslen. Blinkende, stigende paa Bjerget saae jeg Hærene træde tilbage, træde tilbage hver paa sin Side med vildtrullende Øjne. Heltene havde mødt hverandre i skrækkelig Kamp, de tvende blaaskjoldede Konger. Høje og mørke, gjennem Staalglands, sees de stridende Kæmper. — Jeg foer. — Min Frygt for Fillan fløj brændende gjennem min Sjæl.

    Jeg kom; ej flyede Bathor, ej nærmed han sig: han gik ved Bækkens Side. Han syntes, som et koldt og højt Iisbjerg. — Jeg fremkaldte alle mine Vaaben. — Tause gik vi en Stund, hver paa sin Side af den rivende Strøm: da vendte vi os begge pludselig, og hævede vore spidse Spyd. — Vi hævede vore Spyd, men Nat neddaled. — Trindtom er det mørkt og stille; kun fjernt høres Hæres buldrende Fjed over Heden.

    Jeg kom til det Sted hvor Fillan stred; ej Stemme, ej Lyd er der. — En kløvet Hjelm laae paa Jorden; et sønderhugget Skjold. — Hvor, Fillan, hvor est du, Morvens unge Helt? han hørte mig lænende sig mod en Klippe, der bøjede sit graae Hoved ud over Elven. — Han hørte, men mørk og taus han stod. — Omsider saae jeg Kæmpen.

    Hvi stander du hyllet i Mulm, skyggefulde Selmas Søn? Lys er din Vej, min Broder, paa denne mørkbrune Hede. — Lang var din Kamp i Slaget. — Nu lyder Fingals Horn. — Stig op til din Faders Skye, til Fæstens Bjerg. — Han sidder i Aftenens Dug, og hører Carrils Harpe. — Bring Oldingen Fryd, unge Skjoldbryder!

    Kan den overvundne bringe Fryd? Ossian, for mig er intet Skjold. — Kløvet ligger det paa Marken, sønderrevet er Ørnevingen paa min Hjelm. — Fædre fryde sig over deres Sønner, naar Fjender flye for dem. — Men deres Sukke frembryde i Løndom, naar deres unge Krigere vige. — Nej, Fillan vil ikke skue Kongen. — Hvi skulle Helten sørge?

    Blaaøjede Clathos Søn, hvi vækker du min Sjæl? varst du ikke en brændende Ild for hans Aasyn, og skal han ikke fryde sig? Slig Roes vandt Ossian aldrig; dog stedse var Kongen en Soel for mig. — Han beskue- mine Fjed med Fryd: Skygger stege aldrig over hans Ansigt. — Stig op, o Fillan, til Mora: hans Fæst er beredt i Taagens Skjød.

    Ossian, giv mig dette kløvede Skjold disse Fjedre, som Vinden ryster. — Læg dem hos Fillan, at han maae tabe mindre af sin Roes. — Ossian, jeg begynder at segne. Læg mig i hin hule Klippe. — Rejs ingen Steen over mig: at ej nogen skal spørge om mit Rygte. — Jeg er falden paa min første Stridsmark; uden Navnkundighed falden. — Lad ene din Røst sende Fryd til min flygtende Sjæl. Hvi skulle de svage vide, hvor Clathos forladte Straale boer?

    Er din Aand paa de hvirvlende Vinde, blaaøjede Staalkonning? Fryd følge min Helt, gjennem hans mørke Skyer. — Dine Fædres Skikkelser, o Fillan bøje sig for at modtage deres Søn. Jeg seer deres vidtblussende Luer over Mora; deres blaaerullende Taagehvirvler. — Fryd møde dig min Broder. — Men vi ere tungsindige og mørke. — Jeg seer Fienderne trindt om Oldingen, og hans Rygtes Bortvisnen. — De have ladet dig allene paa Slagets Mark, Selmas graahærdede Konge.

    Jeg lagde ham i den hule Klippe, ved Buldret af den natlige Elv. Een rød Stjerne saae ind paa Helten: Vindene løfte stundom hans Lokker. — Jeg lyttede: der hørtes ingen Lyd, for Krigeren sov. — Som Lynild over en Skye, foer en Tanke over min Sjæl. Mine Øjne rullede i Ild: mit Spring var i Staalklang. — ”Jeg vil finde dig, Athas Første, i dine tusindes Kreds. — Hvi skulde den Skye undslippe, som slukte vor unge Straale: tænder eders natlige Luer, mine Fædre, at bestraale min dristige Vej. Jeg vil fortære i Vrede. — Skulde jeg ikke vende tilbage! Kongen er uden en Søn, graahærdet midt iblandt Fjender. Hans Arm er ikke som i fordums Dage: hans Rygte formørkes i Erin. Lad mig ikke skue ham slagen udi sin sidste Kamp. — Men kan jeg vende tilbage til Kongen? vil han ikke spørge om sin Søn? ”Du burde forsvaret unge Fillan”. — Jeg vil møde Fienden. — Grønne Inisfal, dine buldrende Fjed ere liflige for mit Øre: jeg styrter frem mod dine Rækker, at skjule mig for Fingals Øjne. — Jeg hører Kongens Røst paa Moras skyedækkede Top! han kalder sine tvende Sønner: min Fader, jeg kommer i min Sorg. — Jeg kommer liig en Ørn, som Nattens Lue mødte udi Ørken, og berøvede halve dens Vinger.

    Trindt om Kongen paa Mora, rulle Morvens fjerne, brudte Rækker. — De bortvende deres Øjne: hver staaer mørk nedbøjet over sit Æskespyd. — Taus stod Kongen i deres Midte. Tanke paa Tanke rullede over hans Sjæl: som Bølger over en eensom Bjergsøe, hver med sin skumklædte Ryg. — Han stirrede; ingen Søn viste sig, med sit langtstraalende Spyd. Hyppige Sukke steeg fra hans Barm; men han skjulte sin Kummer. — Omsider stod jeg under en Eeg. — Ej hørtes min Røst. — Hvad kunde jeg sige til Fingal i hans Smertes Stund? — Endelig løde hans Ord i Hærens Midte: Folket foer tilbage⁶ i det han hæved sin Røst.

    Hvor er Selmas Søn, han som anførte i Slaget? jeg seer ikke hans Fjed blandt mit Folk, hjemdragende fra Marken. — Faldt den unge Hjort, der var saa statelig paa mine Bjerge? — Han faldt; — for I ere tause. — Kampens Skjold er knuset. — Lad Fingals Brynie være nær, og mørkbrune Lunos Sværd. — Jeg er vakt paa mine Bjerge: med Daggrye fremgaaer jeg til Kamp.

    Højt paa Cormuls Klippe luede en Eeg for Vinden. De graa Taagebanker svæve omkring den; didhen traadte Kongen i sin Harme. — Fjern fra Hæren laae han stedse, naar Kamp brændte i hans Sjæl. Højt paa tvende Spyd hang hans Skjold, det glimtende Dødstegn; hint Skjold, han plejed at slaae i Natten, før han fremilte til Strid. Da var det hans Krigere vidste, naar Kongen vilde anføre i Slaget; thi aldrig hørtes dette Skjold, før Fingals Vrede steeg. — Ulige vare hans Trin paa Fjeldet, hvor han straalte i Egens Skin; han var gyselig som Nattens Aand, naar den hyller sine vilde Fagter i Taage; fra Bjerget bestiger den Stormenes Vogn, og farer ud over det oprørte Hav.

    Ej dæmpet fra Stormen er Erins Kamphav; de glindste under Maanen, og rulled endnu huult drønende over Marken. Allene er Cathmors Løb foran dem paa Heden; han hang fremad med alle sine Vaaben over Morvens flygtende Hær. Nu var han kommen til den mostakte Hule, hvor Fillan laae i Mulm. Et Træe hælder over Elven, der blinkende randt over Fjeldet. Der skinnede Ynglingens kløvede Skjold i Maanens Straaler; og hos det paa Græsset laae letfodede Bran. Han havde savnet Helten paa Mora, og ledte om ham gjennem Vinden. Han tænkte, den blaaøjede Jæger sov; og lagde sig paa hans Skjold.

    Cathmor saae den hvidbrystede Hund, han saae det kløvede Skjold. Mørkhed omsvæver atter hans Sjæl; han mindes Menneskenes Bortvisnen. De komme, som en Strøm, og henglide; en anden Slægt fremstaaer. — ”Men nogle udmærke, paa deres Vandring, Hederne med deres egne herlige Navne. Kampmarken er deres, gjennem stormfulde Aar; en blaae Elv suser til deres Roes. — Af disse være Athas Konge, naar han bøjer sit Hoved til Jorden. Ofte komme Fremtidens Stemme mod Cathmor i det høje, naar han triner fra Skye til Skye, eller svøber sig i Stormenes Vinger”.

    Erin flokkedes om Kongen, for at høre hans Vældes Røst. Fremad hælde deres glade Ansigter bestraalte af Egens Flamme. De forfærdelige vare borttrængte: Lubar slynger sig atter gjennem deres Hær⁷. Cathmor var den Straale fra Himlen, som skinnede naar hans Kæmper vare mørke. Højt var han æret i deres Kreds. Trindt hævede sig deres gladbævende Hjerter. Kongen ene viste ingen Fryd; ej fremmed for Kamp var han.

    Hvi er Kongen saa mod? sagde Malthos med Ørneøje. Er der en Fiende tilbage ved Lubar? Lever der blant dem den, som kan løfte Spydet? Ikke saa spag var din Fader Borbarduthul, Spydsherre. Hans Vrede var en Ild, som stedse brændte: hans Fryd over slagne Fiender var stor. Tre Dage gav den graahærdede Konge en Fæst, da han hørte at Calmar faldt, Calmar som drog fra strømfulde Lara til Ullins Sønners Bistand. Ofte følte hans Hænder det Staal, som de sagde, havde fældet Calmar⁸. Han følte det med sine Hænder; for Borbarduthuls Øjne vare tillukte. Dog var Kongen en Soel mod sine Venner; en Vind til at opløfte alle deres Grene. Han var omgivet af Glæde i sine Haller: han elskede Bolgas Sønner. Hans Navn er tilbage i Atha, liig Aanders ærværdige Minde, hvis Nærværelse var rædselfuld; dog joge de Uvejret bort. — Lad nu Erins Stemmer hæve Kongens Sjæl, han som straalte, da Slaget var mørkt, og lagde den stærke til Jorden. Udgyd, o Fonar, et Oldtids Kvad, fra hiint graaryggede Fjeld: udgyd det over Erins Hær, i det den trindt synker til Hvile.

    Intet Kvad, sagde Cathmor, skal lyde for mig; og ej skal Fonar sidde ved Lubars Fjeld. Der ere de vældige slagne: forstyr ej deres svævende Aander. Bort, o Malthos, langt bort med Erins Sang! Jeg hoverer ej over Fienden, naar han ophører at løfte Spydet. Med Daggrye strømme vore Kæmper ud; Fingal er vakt paa sit gjenlydende Bjerg.

    Som Bølger, der pludselig rulles tilbage af Modvind, saa veeg og Erin tilbage ved Kongens Røst. Vidt rullende ind i Nattens Mark, udsprede de deres buldrende Skarer. Hver Barde sad med sin Harpe, ensomt under sit eget Træe. De kvad og rørte Strengene: hver for den Første han elsked. — Foran en brændende Eeg slog Sulmalla stundom sin Harpe. Hun slog sin Harpe, og hørte Vindenes Hvislen i sit Haar. I Mulmet nær, laae Athas Konge, under et forældet Træe. Egens Skin var bortvendt fra ham; useet saae han Pigen. Hans Sjæl udstrømmede i Løndom, da han saae hendes taarefulde Øje. — Men Kampen venter dig, Søn af Borbarduthul!

    Fra Harpen lytted hun stundom, om Krigerne sov⁹. Hendes Sjæl var vaagen; lønlig længtes hun efter at udgyde sin egen sorgfulde Sang. — Marken er stille. Nattens Vinde sammenfolde deres Vinger, Barderne tie. Med deres Aander kom Nattens røde, bugtende Luer. — Himlen blev mørk: de dødes Aander blandes med Skyerne. Intet fornemmer Conmors Dotter; hun hælder over den udgaaende Lue. — Du var ene i hendes Sjæl, Athas vognbaarne Første. Hun hævede Sangens Røst, rørte og stundom Harpen.

    ¹⁰Clungalo kom, hun savnede Pigen. — ”Hvor est du Lysstraale? Jægere, fra det mosbehængte Fjeld, saae I den blaaøjede faure? Ere hendes Fjed paa græsklædte Lumon, ved Raaernes Leje? — Ve mig! jeg seer hendes Bue i Hallen. Hvor est du Lysstraale”? — Tie, o Conmors Elskede! Jeg hører dig ej paa de lynggroede Bakker. Mit Øje er henvendt til Kongen, hvis Løb er forfærdeligt i Strid. Han, for hvem min Sjæl vaager, i min Hviles Stund. Dybt indhyllet i Krig staaer han, og seer mig ej fra sin Skye. Hvi vilt du ikke fremskinne, o min Soel¹¹? Jeg boer i Mørket her: over mig svæver den skyggefulde Taage. Dugvædede ere mine Lokker: blik frem fra din Skye, o Sulmallas Soel!