Cath-Loda
Anden Sang.
Anden Sang.
Kæmper! Løfter Skjoldene med mig. — Ej maae han falde, liig et Ildblus fra Himlen, hvis Sted ej findes paa Jorden. — Han kommer liig en Ørn fra Stormskyens Rand! I hans Haand ere Fjenders Bytte. — Selmas Konge! Vore Sjæle vare bedrøvede.
Fjenderne ere os nær, Duthmaruno. De fremskride liig Bølger i Taage, naar deres hvidnende Toppe stundom vise sig over de lavtglidende Skyer. — Vandreren skjælver paa sin Vej, og veed ej hvorhen han skal flye. — Skjælvende Vandrere ere ej vi! — Heltesønner! — Kalder Spydene hid! — Skal Fingal hæve sit Glavind, eller skal en Kæmpe føre min Hær?
2Oldtids Daad, sagde Duthmaruno, ere som Veje for vore Øjne, o Fingal. — Stedse sees blaaeskjoldede Trenmor, midt i hans egne dunkle Aar. Svag var ej Kongens Sjæl. Ingen skummel Daad vandrede der i Løndom. — Fra deres hundrede Strømme forsamledes Stammerne til det grønne Colglan-Crona. Deres Anførere vare foran dem. Enhver vilde lede Slaget. Ofte halv-blottede de Sværdene. Røde rullede deres vrede Øjne. Adskilte stode de, og brummede deres Stridssange. Hvi skulde de vige for hverandre? Deres Fædre vare lige i Krig3. — Trenmor var der med sit Folk, fager i Ungdoms Lokker. Han saae den fremdragende Fjende. Hans Sjæls Harme steeg. Han bød Heltene anføre een for een: de anførte, men sloges.
Fra sit eget Bjerg foer Trenmor ned. Han ledte den vidtstrakte Kæmpehær, og Fjenderne flyede. Trindt om ham samledes de Krigere, og sloge Glædens Skjold. Som en liflig Vind, udfore Magtens Ord fra Selmas Kongeborg. Men Fyrsterne ledte vexelviis Kampen til Faren steeg: da var Kongens Time at sejre paa Slagets Mark.
Ej ukjendt, sagde Crommaglas Skjoldkonning, ere vore Fædres Daad. Men hvo skal nu lede Kampen for Kongers Æt? Taage neddaler paa disse fire Bjerge: i dens Skjød lad hver Ædling slaae sit Skjold. Aander kunne nedstige i Skygger og udmærke os til Kampen. De ginge hver til sin Taagehøj. Barder gave Agt paa Skjoldenes Klang. Højest klang dit, Duthmaruno. Du skal lede Kampen.
Liig Bølgers Brusen nedfoer Uthornos Æt. Starno førte Slaget, og Swaran Stormøers Konning. De skuede frem fra Staalskjolde, liig grumøjede Cruthloda, naar han seer frem bag den mørknede Maane, og udstrøer sine Tegn i Natten.
De Fjender mødtes ved Turthors Strøm. De stege som Bølgerækker. De blande de buldrende Hug. Skumle Død flyver over Hærene. De vare Hagelskyer med Stormvinde i deres Kanter. Deres Regnskyl sammenbruse; under dem svulmer det mørktumlende Hav.
Skumle Uthornos Kamp! Hvi skulde jeg fortælle dine Saar? Du er hos de fremfarne Aar; du forsvinder fra mit Blik. — Starno fremledte sin Hær i Striid, og Swaran sin egen mørke Fløj. En fortærende Ild er Duthmarunos Sværd. Lochlin væltes over sine Strømme. De harmfulde Konger rulle deres tause Øjne, over deres Krigeres Flugt. — Fingals Stridshorn lyder: skovrige Albins Sønner vende tilbage. Men mange laae ved Turthors Elv, tause i deres Blod.
Crom-charns Herre, sagde Fingal, Duth-maruno, Vildornejæger! Blodstænkt vender min Ørn tilbage fra Fjenders Mark. Derfor skal hvidbarmede Lanul straale ved sine Strømme; Candona skal fryde sig ved Crathmocrolos Klipper.
Colgorm, svarede Helten, var den første af min Slægt i Albin; Colgorm Storhavets Rytter, igjennem dets Bølgedale. Han slog sin Broder i I-thorno: han forlod sine Fædres Land. Han valgte sin afsides Bolig ved Crathmocrolos Klipper. Hans Sønner fremginge i deres Aar; de fremginge til Striid. men stedse funde de Døden. Mine Fædres Saar er mit, Stormøers Konning!
Han drog en Piil fra sin Side. Bleeg faldt han i et ukjendt Land. Hans Sjæl foer til hans Fædre, til deres stormfulde Øe. Der joge de vilde Dyr udaf Taage, langs Vindenes Strømme. — Trindtom stode de tause Helte, liig Lodas Stene paa Højen4. Vandreren seer dem fra sin eensomme Stie, gjennem Morgenens Dæmring. Han troer det er Oldtids Aander, som pønse paa tilstundende Krige.
Nat kom ned over Uthorno. End stode Heltene i deres Sorrig. Vindstød hvinte gjennem Krigernes Haar. — Endelig brast Fingal frem fra sin Sjæls Tanker. — Han talte til Harpers Ullin, og bød Sangen at lyde.
Ingen faldende Stjerne, som ikkun sees; og forsvinder i Natten: intet dalende Nordlys var Crathmocrolos Konge. Han var som den klarstraalende Soel, længe skinnende paa sit Bjerg. — Hidkald hans Fædre fra deres gamle Boliger!
I-thorno5, sagde Barden, som stiger blandt Bølgerader! Hvi er dit Hoved saa mørkt i Storhavets Taage? Fra dine Dale fremgaaer en Slægt, frygtfrie som dine stærkvingede Ørne, Colgorm Skjoldkonningens Sønner — de Gjæster i Lodas Hald. Paa Tormoths stormsusende Øe, knejste Lurthan, strømfulde Bjerg. Det krummede sit skovtækte Hoved over en stille Dal. Der ved skummende Cruruths Kilde, boede Rurmar Vildornejæger. Hans Dotter var dejlig som en Soelstraale, hvidbarmede Strinadona.
Mangen en Heltekonge, mangen en Staalskjolds Kæmpe; mangen Yngling med tunge Lokker, kom til Rurmars gjenlydende Borg. De kom for at bejle til Pigen, vilde Tormoths faure Jægerinde. — Men sorgløs skuer du fra din Stie, højbarmede Strinadona.
Om paa Heden hun vandred, hendes Barm var hvidere end Conas Duun6; — paa den bølgebeskyllede Strandbred, hvidere end Havets Skum. Hendes Øjne vare to tindrende Stjerner; hendes Ansigt var Himlens Regnbue; hendes sorte Lokker flod omkring det, som strømmende Skyer. I Hjerterne boede du, hvidarmede Strinadona.
Colgorm kom i sin Snekke, og Corcul-suran Skallers Konge. Brødrene kom fra I-thorno, at bejle til Tormoths Soelstraale. Hun saae dem i deres klingrende Staal. Hendes Sjæl fæstede sig til blaaøjede Colgorm. — Ullochlins natlige Øje saae ind, og skuede din udstrakte hvide Arm, Strinadona.
Harmfulde fnyste Brødrene. Deres flammende Øjne mødtes i Taushed. De vendte sig bort. De sloge deres Skjolde. Deres Hænder skjælve paa deres Sværd. De fremfore til Heltekamp, for haarfaure Strinadona.
Corculsuran faldt i Blod. Paa sin Øe raste hans Fader. Han uddrev Colgorm fra I-thorno, at vandre for alle Vinde. Ved Crathmocrolos Klipper han boede, ved en fremmed Strøm. Dog ene i Kummer var Kongen ej; hiin Lysstraale var nær, stormsusende Tormoths Dotter, hvidarmede Strinadona.