Et Oldtids Kvad! — Hvorfor, o Vandrer, du som usynlig bøjer Loras Tidsel, — hvorfor du Dalens Vind, har du forladt mit Øre? Jeg hører ingen Strømmes fjerne Brusen, ingen Harpeklang fra Fjeldet! Kom, du Luthas Jægerinde, væk Skjaldens Sjæl!
Hverken Gormals mosklædte Taarne, eller Starno skal Fingal skue. Mord svæver liig Skygger, over hans skumle Sjæl. Glemmer jeg hiin Lysstraale, Kongers hvidarmede Dotter? Gaae, Lodas Søn! Hans Ord ere kun Vindpust for Fingal: Vindpust, der bøjer Tidselen hid og did i Høstens Dal. — Duth-maruno, Dødens Arm! Crommaglas, Skjoldkonning! Struthmor, Kampens Indvaaner! Cormar, hvis Skibe gynge paa Havene, sorgløs som Nordlysets Løb paa mørk-strømmende Skyer! hid til mig, Du Helte Æt, i et ukjendt Land; Hver skue sit Skjold, liig Trenmor, Kampens Styrer. ”Kom ned, sagde Kongen, du som boer iblandt Harper. Du skal bortrulle denne Strøm, eller boe med mig udi Jorden”.
Trindt om ham de samles i Harme. — Intet Ord kom frem: De grebe deres Spyd. Hvers Sjæl er rulled i sig selv. — Endelig vækkes det pludselige Bulder paa alle deres klingende Skjolde. — Enhver tog sit natlige Bjerg. Adskilte de stode i Mulmet. Stundom frembrister Sangen, blandt de brusende Storme. — Bred over dem opsteeg Maanen. — I sin Rustning kom ranke Duthmaruno: Duthmaruno fra Crommacharns Klipper; Vildornens barske Jæger. I sin sorte Snekke steeg han paa Bølger, da Crumthormoth vakte sine Skove. I Jagten skinnede han — blandt sine Fiender — Frygten var ikke din, Duthmaruno.
Comhals Søn, sagde han, mine Fjed skulle4 være fremad gjennem Nat. Fra dette Skjold skal jeg skue ud over deres blinkende Skarer. Starno, Søekonning er foran mig, og Svaran, fremmedes Fjende. Deres Ord ere ikke forgjæves, ved Kraftens Steen.. — Hvis Duthmaruno ej vender tilbage, da er hans Viv eene i sin Borg, hvor to brusende Floder mødes i Crathmo-Crolos Dal. Trindtom ere Bjerge, med deres Skove. Det buldrende Hav er nær. Min Søn seer paa skrigende Maager — hiin unge Vandrer paa Marken. Giv Candona en Vildornes Hoved, og fortæl ham hans Faders Glæde, da I-thornos Styrke5 vælted sig under hans blodige Spyd.
Ej forglemte jeg mine Fædre, sagde Fingal, da jeg gleed over Bølgerader: deres var Farens Tid i fremfarne Dage. Ej heller indhyller Mørke mig i Fjenders Aasyn; skjøndt jeg er ung i mine Lokker. — Crathmocrolos Konge! Den natlige Mark er min.
Han foer i alle sine Vaaben, vidt springende over Turthors Strøm, der sendte sit hule Drøn gjennem Nat, gjennem Gormals Taage-Dal. — En Maanstraale glittrede paa en Klippe. Der stod en yndig Skabning, med udslagne Lokker, liig Lochlins hvidbarmede Møer. Vaklende, korte ere hendes Trin: i afbrudte Toner hun kvæder. Stundom slynger hun sine hvide Arme; thi Kummer er i hendes Sjæl.
Torkultorno med hviden Lok6! hvor ere nu dine Fjed ved Lulan? Est du falden ved dine egne blaae Strømme, Conban-carglas Fader? Men jeg skuer dig, Lulans Konning, legende ved Lodas Hald7, naar sortrandede Nat strømmer ud over Himlen. Stundom skjuler du Maanen med dit Skjold. Jeg har seet hende mørk i det høje. Du antænder dit Haar udi Nordlysets Luer. — Hvi er jeg forglemt i min Hule, o Fader? Blik ned fra Lodas Hald, til eensomme Conban-carglas!
”Hvo est du, sagde Fingal, du Nattens Røst”? Skjælvende bortvendte hun sig. ”Hvo est du i dit Mørke”? — Hun tumlede ind i sin Hule. — Kongen løste Reimmen fra hendes Haand; og spurgte om hendes Fædre.
Torcultorno, svarde hun, boede ved Lulans skummende Elv: han boede — men nu løfter han Bægret i Lodas Hald. — Han mødte Starno af Lochlin i Kamp: længe streed de Mørkøjede Konger. Omsider faldt min Fader, blaaeskjoldede Torcultorno. — Ved et Fjeld, ved Lulans Elv, havde jeg fældet den hoppende Raae. Min hvide Haand opbandt mit Haar fra Vindens Strøm. Jeg hørte et Bulder. Jeg opløftede mine Øjne. Mit ømme Bryst gik højt. Mit Løb var fremad, med Lulans Bred, at møde dig, Torcultorno.
Det var Starno, den Rædselskonge! — Hans Øjne rullede paa Conban-carglas. Mørk bølger hans rynkede Pande, over hans skumle Smiil. — Hvor er min Fader, sagde jeg, vældig i Krig? — ”Ene est du tilbage blant Fiender, Dotter af Torcultorno!”
Lulans Dotter, sagde Fingal, en ildsvanger Skye indhyller Sjælen9. Skue ej op til hiin mørkslørede Maane; endnu ej til hine Himmelens Luer. Mit blinkende Glavind er trindt om dig, Dotter af Torcultorno! Ikke er det den svages Staal, ej heller den fejges i Hjertet. Kvinder sluttes ikke i vore Huler; de slynge ej deres Arme i Løndom. — I deres faure Lokker bøje de sig over Selmas Harper. Deres Røst er ej udi vilden Ørk, unge Dotter af Torcultorno10!
* * *
Igjen foer Fingal frem, vidt gjennem Nattens Skjød, didhen hvor Lodas Træer bæved i Stormkast. Tre Stene med mossede Hoveder ere der; en Elv med skummende Løb: og rædselfuld over Højen ruger Lodas mørkrøde Skye. Fra dens Top nedskuer en Aand, halvdanned af dunkle Røgskyer. Stundom blandes hans Røst med Elvens Brusen11. — Tæt derhos bøje sig tvende under et skaldet Træ, og modtage hans Ord; Swaran Søekonning, og Starno Fremmedes Fjende. Paa deres dunkle Skjolde støtte de sig; deres Spyd ere fremad i Natten. Mørkhedens Vind hviner i Starnos flaggrende Skjæg.
De hørte Fingals Trin. Krigerne opstode i Vaaben. ”Nedlæg denne Vandrer, sagde Starno i sin Stolthed. Swaran, tag din Faders Skjold; det er en Klippe i Striid”. Swaran kastede sit blinkende Spyd: det stod hæftet i Lodas Træe. Frem fore Fjenderne med dragne Sværd. De blandede deres klirrende Staal. Gjennem Remmerne af Swarans Skjold hvinede Lunos Klinge. Skjoldet ruller paa Jorden. Kløvet faldt Hjelmen ned. Fingal standste det hævede Staal. Harmfuld stod Swaran, uvæbnet. Han rullede sine tause Øjne, og slængte sit Sværd til Jorden. Langsomt treen han over en Bæk og vandrede hvyslende* bort.
Ej useet af sin Fader er Swaran. Starno bortvendte sig i Vrede. Han krympede sine tykke Bryn over sit bistre Aasyn. Han slog Lodas Træe med sit Spyd; han brummede en Sang. — De kom til Lochlins Hær, hver ad sin egen mørke Vej; liig to skumklædte Elve fra tvende regnsvulmende Dale.
Til Turthors Dal vendte Fingal sit Løb. Yndig fremsteeg Østens Straale. Den skinned paa Lochlins Bytte i Kongens Haand. Fra sin Hule udgik Torcultornos faure Dotter. Hun samlede sine Lokker fra Vindens Flaggren; og istemte sit vilde Kvad. Hun saae Starnos blodige Skjold. Fryd udbredte sig, liig et Lys, over hendes Aasyn. Hun saae Swarans kløvede Hjelm; mørkned bortbævede hun fra Kongen. — ”Est du falden ved dine hundrede Strømme, o Conbar-carglas Ven”12.
* * *
Uthorno, som knejser blant Bølger; paa hvis Side bæve Nordlysets Flammer! Jeg seer den dunkle Maane dalende bag din susende Skov. Paa din Top hviler Lodas Taageborg, henfarne Heltes Bolig. — Frem fra sin Skye bøjer sig Kampens Cruth-loda. Dunkelt skimter jeg ham iblant hans bølgende Taager. Hans højre Haand er paa hans Skjold; i hans venstre det dampomskyggede Bæger. Om Taget af hans Rædselsborg blinke de natlige Luer. — Cruthlodas Sønner fremskride, en Række af formløse Skygger. Til dem som skinned i Kamp, han rækker det klingende Bæger; men mellem ham og den fejge opstiger hans Skjold, en Mørkheds Muur.
Faur som Regnbuen paa Bølger fremsteeg hvidarmede Conbancarglas.