I Loftets Skumring troner
den gamle Himmelseng —
ad aabne Luger siver
sød Aftenduft af Eng.
Det brune Træ er ormædt
og revnet hist og her.
Poleringen har Skjolder
af Fugt og Vintervejr.
En Edderkop har spundet
fra Stolperne sit Næt,
der duver ganske sagte
med Brisens Aandedræt.
Og Sengen staar i Tanker,
fordybet i sig selv —
nu bruser det derude,
det fine Bladeskælv —
den gule Sommermaane,
et dunkelt Fløjt af Stær —
en saadan Aften var det,
et saadant Maaneskær —
da hviskede en Stemme
med Suk et elsket Navn,
og Sengens Forhæng skiltes
som Vinger paa en Ravn,
og lange gule Lokker
i Maaneskinnet flød,
og mod de kolde Puder
laa Kinden hed og rød — —.
Men andre Nætter skygged —
og i den samme Seng
med blinde Fagter famled
en lille nyfødt Dreng —
og bleg, med vaade Øjne,
den unge Moder lo,
da Barnets røde Fingre
med Kraft i Brystet tog —
det lille Hoved famled
ved hendes Hjærte tæt —
det søgte, fandt og slubred
med standset Aandedræt.
— — —
Du gamle Seng paa Loftet,
Du mindetunge Sjæl,
se, alle Livets Tider
er bundet til Din Fjæl —
fra Dine brede Kanter
har glade, unge Ben
en Søndagsmorgen dinglet
mod Stuegulvets Sten —
thi i Dit svale Mørke
fik Søvnens milde Magt
gjort Sjælen mere dagglad
og mere uforsagt.
Og Du har naadigt skærmet
en Sjæl i Angst og Ve —
Aa, Du har set, hvad ingen
i Verden maatte se — —.
Om Dine svære Stolper
har svedende og mat
de gamle Fingre famlet
den sidste, lange Nat —
en brusten Stemme hvisked
for sidste Gang et Navn —
og Dine Forhæng suste
som Vinger paa en Ravn — —.
— — —
Du gamle Seng paa Loftet,
Du mindetunge Sjæl —
nu borer blinde Orme
sig lydløst i Din Fjæl —.
Dit Kattuntøj er Laser,
Din Stolpe mør og skæv,
og Edderkoppen spinder
sit vise Spindelvæv — —.
Her staar jeg og betragter
Dit stakkels, gamle Træ —
og folder mine Hænder
og synker tyst i Knæ — —.