Dine Kinder er hule og fured’ af Sorg, Kammerat,
og Din Læbe er styg af den megen utérlige Prat —
Din Mor har vist mangen Gang grædt for sin vilde Krabat.
Du stryger Din Pande for Sved, og Du jamrer Dig stygt —
saa tier Du stille en Stund, og saa smiler Du sygt —
og jeg jamrer og smiler som Du, for jeg selv er forrykt.
Dine Arme er Knuder af Muskler og sejge som Tov,
og bag Øjnenes Sløvhed lurer et Vilddyr paa Rov —
Kammerat, Du og jeg, vi kender kun Dyrenes Lov.
Der er Blod, der er Drab, der er Baal i vor inderste Sjæl —
for Galskab og Hor stod som Far og som Mor ved Vuggernes Fjæl —
og „de Gode“, de vendte os altid en dydsiret Hæl.
Og vi hader Jer alle, som Rovdyret hader sin Pisk,
og vi fejed Jer gerne i Bunke som Avner og Visk —
som en blodig og spjættende Bunke af halvdøde Fisk.
Vi skal slide i Evighed her paa den store Galej,
mens med Snuden i blaasorte Bølger den hugger sig Vej
fra den graagule Morgen, til Bølgerne bliver som Beg.
Om saa Blodet af Mundene springer, om Hjærterne brast —
en Baadfuld af Gale, en lænket og jamrende Last,
der paa blankslidte Rorbænke søger en kummerlig Rast.
Men vi beder hver Aften, naar Maanen er gylden og rund —
jeg har set det saa tidt paa Din krængede, bævende Mund,
naar Du bad om Forløsningens vilde, velsignede Stund —
at den store Galej maatte splintres i Stumper og Spaan,
og de klæbrige Alger sig vikle om Hals og om Haand,
medens højt over Dybet sig svang vor forkrøblede Aand.
Aa, den fandt vel en Vej for sin stakkels, forvildede Fod
til et Sted, hvor der hverken var Hor eller Drik eller Blod,
til en Mand, der var naadig imod os, fordi han forstod — —
han vil være os Fader og Moder, som aldrig vi kendte dem her — — —
Aa, vi skulde os nærme paa ydmyge, saarede Knæ’r
og faa Lov til at sove i Himlens velsignede Skær —.