Midt gennem Karnevalets spraglede Festgøgl, midt gennem Musikkens bristende Perlelyde, der virkede paa Øret, som dæmpet, hedt Lys virker paa Øjet, bar han hende som en Blomst i sine Hænder. Under Valsen lagde hun Hovedet tilbage, og hendes Mund var som et Bæger, fyldt med Kyssets røde Vin. Hendes Øjne havde dette hedenske, altglemmende Skær, der straaler frem indefra — som et Offerbaal i en Afgudsgrotte. Hun havde langsomt ophørt at være Enkeltvæsen — hun var Kvinden, Urformen —: Det universelle, hvoraf al Jubel og Smærte skabes.
Som en exotisk og besnærende Duft steg hendes Extase op imod ham. Han følte det, som gav hun hele Rummet denne gøglegyldne Stemning, der brændte i alle Øjne. Som var det hende alene, der gav denne lattersmittende Glæde, der sang i Luften om dem, en Mening. Og i samme Nu, Ordet gled gennem hans Hjærne, hviskede han det —: Prinsesse Karneval! Og da hun smilede med vidtaabne Øjne, der intet saà, fortsatte han —
—: Hvor har vi været blinde og selvstolte! Vi har dannet en Legende om Prins Karneval og troet paa den. Hvordan skulde disse Fata-morgana-Festers Behersker kunne være en Mand! Vi, der kommer fra daglangt Arbejde og trækker i Domino eller Klovndragt — trætte og uden særlig Lyst — hvor skulde vi kunne eje den bloddrukne Foraarsbetagelse, der giver Glæden og Rusen Sjæl. Drikker vi den ikke af en Kvindes forglemmende Læber, bliver vi raa og lade. Under hendes Magt maa vi give os ind, for hende maa vi ydmyge os! Hun kommer til os fra sit Solskinsliv uden Pligter og Fortrædeligheder. Festligt lèende og glædesomgjordet hvirvler hun gennen sit spraglede Rige, fulgt af sit lovsyngende Hof. Hun giver os den Poesi, som vi til daglig glemmer — og derfor foragter. Selv mig har De iaften gjort gal — — Prinsesse Karneval!
Hun smilede stadig — og blev tungere og tungere i hans Arme.
—: Jeg er træt! hviskede hun. Lad mig faa Lov til at hvile mig!
—: Som Deres Majestæt befaler! Tør jeg ansøge om Audiens!
Det var blevet senere. Dybt inde i et Kabinet og gemt sad de sammen. Hun havde rakt ham sin Munds Vin, og hans Berusning var uden Grænser.
Om hendes Læber var Smilet blevet fint og sejerstrygt. Hun havde lidt efter lidt forstaaet sin Magt, og som en født Prinsesse udnyttede hun den med klog og legende Bevidsthed.
Hun havde lænet sig fra ham og sad nu og talte til ham, mens hun blødt bevægede sin hvide Dunvifte. Hun var (som et Barn, hvis Fantasi er vaagen og lydhør) paa ganske faa Minutter gledet ind i hans Stil og Tone. Men mens han — fanget i Stemningens Edderkoppespind — halvt om halvt indbildte sig, at hun var Prinsesse og han hendes Page, nød hun Situationen som en Leg.
Hun vidste, hvem hun selv var. Og hun var nysgerrig efter at vide, hvem han var. Og endnu mere nysgerrig efter at vide, hvem han troede, hun var.
Derfor tog hun sit Glas. Drak med ham — og spurgte.
Og paa én Gang blev ogsaa han nysgerrig. —: Hvad og hvem var hun i Grunden — — foruden Prinsesse Karneval!
Han saà paa hendes Haar og Øjne. Paa hendes Hænder og barnesmalle Skuldre. Og paa hendes Dragt, der røbede en gennemført og kultiveret Smag. — — Og saa gættede han.
—: Jeg tror, — sagde han og talte pludselig fuldkommen nøgternt — Jeg tror, De er yngste Barn og meget forkælet. Jeg tror, De elsker Musik og kan sidde hele Eftermiddage og spille og ikke tænke paa den Verden, der er udenom Dem. — — Maaske gaar De nynnende rundt i store Sale med gamle, stive Familieportrætter paa Væggene — med tunge, mørke Fløjelsportierer, dybe Vinduesnicher og Gyldenlæderstapeter. Og saa har De sikkert Deres eget lille, lune Boudoir. Det er helt anderledes end de andre Værelser. Jeg vil gætte paa en bred og lav Divan med tobaksbrune Dunpuder, et bredt, slebent Spejl til venstre for Vinduet, et lavt Bogskab af sort Egetræ, hvor al Literaturens fineste Gift staar — paa Dansk, Fransk og Italiensk. Henne over Deres Skrivepult hænger et antikt Madonnabillede med en lille flakkende, orientalsk Tempellampe under. Og i Skuffen til højre ligger Deres hemmelige Dagbog, indbundet i blødt Skind!
— — Hun havde lukket Øjnene — og om hendes Læber, der var stregfint skilte, laa et Smil, der hvert Sekund kunde blive til Graad. Da han tav — selv lidt imponeret af sit Fantasibillede — gled hendes Øjenvipper langsomt i Været. Saa slog hun Viften ud med et Risssh og lo kort.
—: Og De, sagde hun, er Direktør for et stort Aktieselskab. Hver Dag flyder Dynger af Guld gennem Deres Hænder, og De tænker ikke paa det! Naar Klokken er sex, trækker De Deres Pels paa, giver Deres Ordrer og kører i egen Bil gennem Strøget til Deres Hjem. — — Og saa har De Loge i det kongelige Teater! — —
Han rev hende ind til sig —
—: Nej! sagde han. — Nej! Saadan er jeg ikke! Jeg er Page hos Dem — og De er Prinsesse Karneval!
—: Knæl for mig! sagde hun smilende.
Og da han laa for hendes Fødder, slog hun ham let paa Skulderen med sin Vifte og sagde — højtideligt, som stod hun i en Kirke —
—: De har været mig en tro Page! — — Rejs Dem, Hr. Ridder!
Det var endnu senere — og de dansede igen.
—: Dette er den sidste Dans! sagde hun. Nu maa jeg hjem.
Hans Greb om hende blev fastere, og hans Stemme var næsten angst.
—: Nej! bad han. Nej! Naar De tager bort, saa er Festen endt!
—: Tør Ridderen gøre Indsigelse, naar Prinsessen vil trække sig tilbage!
—: Blot en halv Time endnu!
—: Nej!
—: Maa jeg da gøre min Ridderpligt og følge Dem til Deres Borgs Port!
Der kom pludselig et forskræmt Træk om hendes Mund. Saa smilede hun igen —
—: Nej! Hvor Eventyrets Borg ligger, tør ingen vide! — — Men De maa hjælpe mig min Kaabe paa og skaffe mig en standsmæssig Ekvipage!
—: De vil altsaa ikke have, at jeg følger Dem! spurgte og bad han for sidste Gang, da hun rakte ham Haanden til Farvel gennem det aabne Automobilvindu.
—: Nej! svarede hun. — Maaske næste Gang, vi mødes!
Og hendes store, rustbrune Øjne, der — mens Aftenen og Natten gik — havde straalet sig større og større, blev pludselig stille og fjerne.
—: Prinsesse! hviskede han.
Saa straalede de igen. —: Men pas saa paa, at De kan kende mig! Saa er Prinsessen sikkert forklædt og inkognito! — Farvel!
—: Men Deres Adresse til Chaufføren?
—: Nej, De fanger mig ikke! lo hun. Bed ham blot køre, saa skal jeg selv give ham Besked paa Vejen. Slip saa min Haand — Farvel!
Han førte sagte hendes Haandled op til sin Mund og kyssede det gennem Handskens Udskæring.
—: Farvel, Prinsesse Karneval! Paa Gensyn om tusinde Aar! Jeg skal kende Dem mellem Millioner!
Hun sad tilbagelænet i Vognen. Hænderne holdt hun foldet om Viftens Skaft. Øjnene var tæt lukket. Og i hendes Hjærne levede kun disse Ords Lyd —: Naar De tager bort, saa er Festen endt! — — Festen endt! — — Festen endt! — —
—: Ja, Festen er endt! sagde hun højt og haardt. Og Maskaraden ogsaa!
Hun bukkede sig og tog Skoen af. Rystede hurtigt et Enkronestykke ud af den. Lod Vognen holde. Betalte. Gik hen til den nærmeste Gadeport, der viste sig at være aaben.
Først da Bilen var forsvundet om Gadehjørnet, kom hun frem igen og fortsatte træt Vejen til Fods.
Morgenen efter det store Karneval kom en ung Kontormedhjælper — forsinket og søvnig — styrtende ind i et billigt Varehus. Han havde spildt fem kostbare Minutter med at lede efter sin bortkomne Kraveknap. Tilsidst var der intet andet for ham at gøre end — med Frakkekraven op om Ørene for at dække den løstsiddende Flip — at købe sig en ny Knap paa Vejen til Kontoret.
Og saa var Damen, der expederede ham, saa irriterende langsom og træg, at han fandt sig beføjet til at pointere, at han ikke havde i Sinde at staa der hele Formiddagen.
Hun svarede ham næbet, mens hun gav ham tilbage paa hans sidste Krone.
Og med en sur Mine og en undertrykt Gaben lukkede Prinsesse Karneval Døren efter sin Ridder. —