Min kæreste Anette!
Det er sørgeligt, men sandt —
vore Veje maa fra nu
gaa ad hver sin Kant.
Dine unge, brune Øjne
dem elsker jeg endnu!
(Ingen anden har bedaaret mig
saa ynkeligt som du!)
Din Blomsterhals, din Nakke
og dine Armes kølige
Hvidhed sès ej smukkere
i Danmarks grønne Ørige.
Og din Stemme, der ramte
mit Øre som en Tone,
din Parfume (var det Klematis
eller Anemone?)
skal fylde mine Nætter
med Drøm og Bedrag,
saa jeg vaagner fortumlet,
forelsket og svag!
Der er Ting, man kan ville
— men ej tør eller bør.
Jeg er morgennøgtern nu,
og jeg vèd, hvad jeg gør!
Men i Nat har jeg været
paa mærkværdige Steder,
jeg har boltret mig i vittige
og hedenske Glæder,
har skabet mig bakkantisk
i Svir og i Dans,
berust af sære Drikke,
der ej kendes her til Lands.
Og midt i en frodig
og eventyrlig Vaar
har jeg svøbt mig i Klæder
med Bukkhorn og Haar.
Og dèr har jeg set,
hvad jeg aldrig vilde glemme,
hvis jeg fremtidig daglig
skulde høre din Stemme.
Men for at du tilfulde
kan fatte Forsyndelsen,
faar du nu mit Eventyr
strax fra Begyndelsen,
uden Floskler og Sidespring
og andet ubestemmeligt.
— Du skal se, at jeg endelig
kender dig saa temmeligt.
(Selv dit inderste Væsen,
som du strængt holder hemmeligt!)
Hvis jeg blot kunde gifte mig
med det, man kan sè —
—: Med din nynnende Mund
og din Albues Sne,
med din Vrist og dit Haar
og dine Øjnes to Søer,
med din Strube, dit Øre
og dit silkeblaa Slør,
med alt, hvad der gemmes
under Bændler og Strop —
— — Men Hexen følger med,
hun, der bor i din Krop!
Det er Hexen, jeg frygter. —
— Men jeg skylder dig Forklaring
paa mit Eventyr, min Drøm,
eller min Aabenbaring!
—: St. Hans-Aften gik jeg
i Seng Klokken ti
med Feber og Forkølelse
(som nu er forbi!)
Og Klokken gik ad tolv til. —
Jeg kunde ikke sove,
trods Pulvere og Træthed
(helt mod Naturens Love.)
Jeg laa nervøs og ør dèr
og drejede og vendte mig
og bandede tilslut —
—: Nu vil jeg sove, Fanden hente mig!
Da skete det —: Med èt
blev der lyst, og jeg saà
en Skikkelse bag Sengens
blanke Fodstykke staa.
Han hilste mig, elskværdig,
beleven og aimabel —
(Under Kappen stak der noget,
der saa ud som en Sabel.)
Han var høj, elegant,
mørk i Huden som en Hindu,
og han sagde —: Vognen venter
udenfor ved Deres Vindu!
Vil De gøre mig den Glæde
at være min Gæst
paa Blocksbjærg i Nat
ved en munter, bramfri Fest.
Deres Navn er mig bekendt.
Jeg er Satan, kaldet Fanden!
(Saadan blev vi, skønt lidt formløst,
presenteret for hinanden.)
Vi blev trukket gennem Natten
af en trebenet Hest,
og min Natskjorte blafrede
i Stjerneskin og Blæst.
(Thi der var hverken Rejsetøj
til Vært eller Gæst!)
Det summede i Luften,
det gurglede og skreg
som fra store Fugleflokke,
der krydsede vor Vej.
Vi saà dem over Blocksbjærg
Signalflaget hejse.
— Og vi var ikke ene
paa vor underlige Rejse.
Thi Luften fyldtes hastigt
(som en Sommereng af Faar)
af hvide, unge Hexe
med skinnende Haar,
der hujede og vred sig
med Hofte, Knæ og Arm,
mens Helvedes Orkester
faldt i med stor Alarm.
Og Velkomsthylet gjalded
fra Nord og fra Vest,
da Vognen holdt stille
med min Vært og hans Gæst.
Et Bæger fuldt af Snogespyt
drak jeg uden Væmmelse
og fornam, min Krop blev lodden
(en lidt uvant Fornemmelse!)
Da glemte jeg min Søvnløshed,
Feber og Forkølelse
og fornam mig tyngdeløs
(en forbløffende Følelse!)
Og jeg blev presenteret
og beværtet paa det bedste —
— Skulde ikke selve Fanden
forstaa sig paa at feste!
Konfekten var krystali-
seret Slim af Snegle
og Cigarerne Dødninge-
fingre (uden Negle!)
som vi tændte ved St. Hansorme,
ophængt i Traade —
Damerne fik Syltetøj
—: Ormeæg og Fraade.
Kort —: Alt var festligt, gennemført
og over al Maade!
Vi drak, og vi spiste,
blev lystige og mætte —
— — Men alt dette kender du jo,
kæreste Anette!
Thi hèr skal det siges,
at da selve Festens Giver
sprang i Dansen med en udsøgt
Belevenhed og Iver,
da var du den, hans Hale
laa elskværdigt rundt om Livet!
(Hvorfor Slutningen af Brevet
paa Forhaand er givet.)
Da slap jeg min Dame,
forfærdet og perplex. —
— Jeg har altid vidst, min Svigermor
var en gammel Hex,
men at du, hendes Datter,
havde arvet Skavanken — —
— Du begriber, Anette,
at jeg stivnede ved Tanken!
Min Rygrad, mine Tindinger
og Hænder blev klamme,
og al min glade Festrus
fordamped i det samme.
Og jeg tog tidligt hjem,
fulgt af megen Beklagelse
fra vor gæstfrie Vært,
der ej fatted min Forsagelse.
Og jeg valgte den hurtigste
Rute —: Via Slagelse.
Men Resten af Natten,
og Formiddagen med,
har jeg grædt og spekuleret
og ikke haft Fred.
Thi dine brune Øjne
dem elsker jeg endnu,
og ingen har forhexet mig
saa sødeligt som du!
Men nu har jeg væbnet mig
med Angst og med Trods.
Den Idè, jeg har faaet,
vil evigt skille os.
Jeg vil tage min Svigermors
Billede og sætte
det paa mit Skrivebord,
— men det af dig, min Anette,
tager jeg energisk
og paa Skuffebunden gemmer,
og dagligt vi jeg ihukomme —
—: Sporene skræmmer!
Og aldrig skal en Svigersøn
forbande mit Navn,
fordi jeg tog den unge
Anette i Favn!
Al min Rigdom bliver Armod — —
Ak, Anette, ak, Anette,
mine Kvaler vil min gode
Samvittighed slette!
Man maa træffe sit Valg
ved hver Korsvej, hvor man stilles!
Jeg har valgt! — Ak, Anette,
ak, Anette, vi maa skilles — — —!