Jeg tør ikke bande paa, at
det er sandt, hvad jeg fortæller!
Men hvis det er Løgn og Pral,
er det sindrigt. — Fanden heller,
naar det har en god Moral!
Jeg har hørt det af en Mand, hvis
rene, kristelige Stempel
giver hvert hans Udsagn Vægt,
og det var ham et Exempel
paa vor dybt nedsunkne Slægt.
Mig blev det en større Gaade,
som jeg aldrig naar at løse,
om jeg saa blev religiøs —
(og man ved, at religiøse
pirker mangen Skrue løs!)
Min Beretning er lidt dristig,
men den er med Visdom parret,
og den handler om en Mand,
hvis forslagne Kone narred
ham i mer end én Forstand!
Han var blond og lad og spinkel
som de fleste unge Danske,
hvis Forretning — god og arvet —
producerer Rigdom ganske
af sig selv, solidt, besværløst,
som en Strøm, der evigt sprudler.
Kort sagt —: Han var en af Lykkens
gode, glade Silkepudler,
der er kendt med Gud og Hvermand,
blid og elskelig mod Kvinder,
jævnt begavet, jævnt blaseret,
uden Venner, uden Fjender! —
Hun var yndefuld og væver —
—: Spidse, hvide Tænder skinned
i en Mund, hvis mørke Løndom
fristede hver elskovssindet.
Smaa, ulastelige Laksko
bar den hele unge Frue,
hvis Talent for dristig Kaadhed
intet havde kunnet kue.
Men bag hendes Øjnes Festblus
laa der noget tavst, alvorligt,
der — (man vogter dog sin Stolthed
for en Fiasko!) — uvilkaarligt
holdt hver Mand i tre Skridts Afstand,
naar han legede med Flammen!
Denne Mand og denne Kvinde
vare viede tilsammen.
Og (det lyder som en Fabel
i vort Sekel, slet af Rygte!)
de var lykkelige! Om man
ledte med Moralens Lygte
efter Pletter, var der ikke
selv den mindste Plet at finde.
Konen havde ingen Elsker,
Manden ingen sprælsk Veninde.
Grunden? — Hvorfor søge Grunde!
Hver har sit bestemte Væsen.
— Han var maaske lidt for doven,
hun kanhænde alt for kræsen!
Er man ung, og har man Luxus
og er ikke ubeskeden
i sit Krav til Lyst og Pirring,
hvorfor saa forstyrre Freden!
Det er simpelthen vulgært nu,
næsten som en aflagt Mode,
at begære Næstens Hustru
eller Husbond! — Nej, den gode
Tone fordrer renlig Troskab,
Fred om Ægteskabets Stier!
Selv i Digte og Romaner
skyes det som „Pikanterier“!
Lad en blodrig Malkepige
rode med sin Karl i Høet!
Dem om det! — Blandt os vil sligt kun
passe daarligt i Milieuet!
Vi er nu ved Kernepunktet —
—: Tidens Raaben paa Askese
som Kulturens fine Stempel!
Denne Ynk i visse Krese,
der betegner Rus som Raahed!
— Sanserusens vilde Svimlen,
der kan gøre os sekundvis
til smaa Lærker under Himlen!
Man skal falde rørt i Staver
over Efteraarets Bladdrys,
og éns Erotik bør være
ømme, kyske Tak-for-Mad-Kys!
Dette prækes dagligt for os
fra al Landsens Tabernakler
som Moralens sidste Lune,
godt, men gammelt! — Ak, vi Stakler!
En Forfatter havde skrevet
— paa halvfemsindstyve Sider —
en Fortælling, som i nævnte
Krese kaldtes „ækel Lider“!
Men nu hændte det, at denne
unge Frue (vor Heltinde)
læste Bogen og betoges
af dens friske, viltre, blinde
Voldsomhed og dybe Glæde
over Lykkens Sæbebobler,
af dens Uro, af dens Liden,
alt det skjulte, der fordobler
Dagligsprogets Ord og Udtryk,
saa de straaler, gennemskinnes
af en ny og rig Betydning —
— Dette sjældne, som dog findes!
Hun blev ung og karsk til Mode —
— Og forbavset saà hun lange
Indlæg i sin Mands Aviser,
der slog fast, at der i mange
Aar var ikke skrevet nogen
Bog saa ækel og svinagtig
som den nævnte! Ja, dens Handling
virked ligefrem pinagtig
paa en sober Sjæl! Der burde
snart for Alvor sættes Grænser!
—: Det, vi trænger til, er Bøger,
som forædler og som renser!
Andre talte overlegent
om, at det var en Skandale,
at et Forlag vilde trykke
slige Opkog, dumt banale!
Men det rablede for Fruen!
—: Det var nok en stor Fadæse
at beundre dette Miskmask! —
Og hun gav sin Mand at læse.
Her begynder vor Fortælling.
— Manden gentog (for at fjerne
mulig Tvivl) at Bogen baade
var banal og umoderne.
—: Disse Tosser spilder Tiden,
naar de sidder og forøger
dette Læs, vi har, af slige
dumme Elskerindebøger!
Tiden hungrer efter Rènhed!
Man bør tøjle sine Sanser!
Det er ufint, det er dyrisk
og umandigt, hvis man danser
efter sine Lysters Pibe!
Troskab, det er Tidens Løsen!
Den Slags Bøgers Typer passer
kun paa Sjoveren og Tøsen!
Og han kyssede sin Kone
med et Smil, der skulde sige —
—: Ak, hvor sød og hvor troskyldig!
Stol du kun paa mig, min Pige!
Men da smiled Kvinden listigt.
—: Dette var for stærke Fraser
Sjoveren og Adelsmanden,
midt imellem ingen Faser!
Denne Sandhed skulde prøves
Den var næsten for utrolig!
Og hun lavede en Slagplan,
snedig, kvindekæk og rolig.
— — Det var Aften Ugen efter.
Manden sad alene hjemme,
(Konen var hos en Veninde)
og han skulde just bestemme
Aftenens Program. — Da ringed
det paa Døren, langt, ihærdigt.
Han gik ud og aabned. — (Et Par
korte Vers, saa er jeg færdig!
Det, der hændte, kan ej drøftes
alt for langstrakt og udførligt,
selv paa Vers, hvor ellers intet
bliver absolut ugørligt!)
Tænk Dem blot en slank og væver
Skikkelse gaa tavs forbi ham
ind i Stuen. — Man forstaar, at
Tvivl og Uro fødtes i ham.
Rundt om hendes Hoved var et
stoftæt Slør i Sløjfe bunden —
Ingen Hilsen, intet Spørgsmaal
kunde aabne hende Munden.
Midt paa Gulvet stod hun stille
og lod Overtøjet falde,
løste — stadig tavs — sit snævre
Bælte, løsned, løste alle
Hægter, Sløjfer, Baand og Bændler,
langsomt, yndefuldt — mens Manden
brat forstod, at han desværre
vist var gaaet fra Forstanden!
Først en Time efter gik den
tæt tilslørte unge Kvinde.
— Og to Timer efter vendte
Konen hjem fra sin Veninde.
Da hun kyssed Manden, laa i
hendes Smil et lystigt Stænk, som
burde have gjort ham — Staklen —
lidt nervøs og eftertænksom.
Jeg har hørt det af en Mand, hvis
rene, kristelige Stempel
giver hvert hans Udsagn Vægt.
— Og det var ham et Exempel
paa vor dybt nedsunkne Slægt.
Men har Manden Ret? — Er denne
min Beretning uanstændig,
er den ikke just moralsk?
Og er Sandhedens Apostels
snævre Synspunkt ikke falsk?
Thi man kan ej være utro
mod sin Kone med sin Kone!
— Men som Prøve er det godt,
og dets Hensigt maa forsone
alle Skrupler med sin Spot.
Thi vi elsker alle Spotten
og dens Kamp mod lodne Fraser,
vi beundrer Kvindelist. —
Sè hvor stærkt vi smører Haser,
fanger den os dog tilsidst!