Mesteren lagde Penneskaftet tilrette mellem Fingrene for at give det Udseende af, at han havde siddet og skrevet. Saa gav han sine Øjne et halvt aandsfraværende, halvt tænksomt Udtryk, drejede Hovedet og Overkroppen om mod Døren og sagde — (med et Tonefald saa uinteresseret, som bestilte han sig et Stykke Smørrebrød paa en Café) —
—: Kom ind!
Det var tydeligt at se, at Bjørn Ravn aldeles ikke havde forberedt sig paa sin Entrè. Ung og forlegen blev han staaende paa Tæppet og mærkede sin Hjærne som et tomt Hul, der paa ingen Maade kunde diktere ham et Par indledende Ord. Og Mesteren, der saà paa ham, syntes, at han lignede en sølle Skoledreng, der er blevet grebet i at snyde.
Middagssolen drev i lys Ødselhed ind gennem de brede og høje Vinduer. Lagde en dyb Foraarsgrønhed over de store Bladplanter og en saftfyldig Friskhed over de unge, kyske Krokus i Karmen. Lod sig fange af Bøgernes Guldsnit paa Reolen. Kastede Regnbuespektrer paa Væggen tvers gennem to store Krystallysestager paa et Konsol. Gjorde det dybtgrønne Gulvtæppe levende i Farven som en Græsplæne. — — — Ja, saadan maatte Mesterens Arbejdsværelse se ud!
Mesteren, der mente at have forberedt sig godt og virkningsfuldt til at modtage den unge Mand, blev forlegen over hans hjælpeløse Generthed. Og med et Par lidt nervøse Skridt gik han frem imod ham og rakte ham Haanden.
—: Det er Hr. Ravn, ikkesandt! — De har skrevet og bedt om at maatte komme til at tale med mig!
Bjørn Ravn bukkede forfjamsket, da han tog Mesterens Haand. Det saà næsten ud, som vilde han kysse den.
—: Tak! sagde han blot, stakaandet og lavt.
Mesteren blev endnu mere forlegen.
—: Værs-god og tag Plads! sagde han. Sæt Dem dog endelig! De gør mig pinedød helt nervøs!
Bjørn Ravn gik et Par Skridt frem i Værelset.
—: Jeg kommer for at — — — jeg vilde — — —!
—: Sæt Dem! Aa, sæt Dem dog! Dèr staar en Stol!
Bjørn Ravn satte sig og lukkede Øjnene et Øjeblik. Saa begyndte han igen — med Blikket stift fæstet paa en Vorte, der sad lidt nedenfor Mesterens venstre Mundvig —
—: Jeg er blevet knyttet til et ungt literært Ugeblad — og nu har Redaktionen bedt mig om at interviewe Dem!
Mesteren tog en tynd Metallineal fra Skrivebordet og sad og svippede med den.
—: Naa — — ja! Var der noget — — særligt, De gerne vilde vide! Jeg er til Tjeneste!
Bjørn Ravn, der nu havde faaet begyndt — og samtidig fik paa Fornemmelsen, at en Interviewer ikke i den Grad maatte lade sig betage af en Situation — slap Vorten med Øjnene og faldt i Forbavselse over Mesterens lige, spidse Næse, der havde en underlig, bleg Farve og syntes at kunne bruges til andet og mere end netop Lugteorgan. Saa fortsatte han —
—: Det skulde ikke være noget almindeligt Interview! Der er jo ikke nogen særlig Anledning. Men — — —
Bjørn Ravns Stemme fik pludselig en lav og hæs Klang, og han bøjede sig frem —
—: Aa, Mester! De er saa stor — saa vældig! De rager saa milehøjt op over Døgnets andre Skribenter! De er Glæden og Livsmodet! De ser Dybder, hvor vi andre kun ser Overflade! De haaner og henretter — De jubler, beruses, græder! De er Mennesket! De kender alt — —!
Bjørn Ravn havde fuldkomment ladet sig rive med af sin egen Betagelse. Al hans Generthed gled af ham som en Kaabe. Han talte aandeløst — — — mens Mesteren, der skrev om Ungdommen, saà frem for sig og tænkte hele sit bortgledne Liv igennem. Og om hans smalle Mund kom der et træt Smil, der strammede de blege Læber.
—: De forstaar — — Et ganske almindeligt Interview af Dem vilde være banalt og urimeligt! Hvornaar De spiser — hvordan De skriver — hvilket Mærke Cigarer De ryger! — — Nej, Mester! Nej, jeg er blot èn af de Tusinder, der beundrer Dem, og som De har skabt til det, vi er! — Sytten Aar var jeg, da jeg første Gang læste Deres Novelle „Biernes Dronning“. Men kan De tænke Dem den Revolution, der foregik i mig under Læsningen. Alt, hvad jeg havde lært, — hvad mine Lærere og Forældre havde givet mig af Idealer, ramlede sammen, syntes mig saa interesseløst og uvæsentligt. De, Mester, viste mig en Verden, der var vidunderlig! Hvor Kvinderne var yndefulde som Blomster og Mændene stærke og dristige! Naar De vilde det, dampede Engene, og man hørte Nattergalens slørede Stemme. Der var ungt Blod og Livsfryd i hver Sætning, jeg læste. Paa èn Nat blev jeg et nyt og lykketørstende Menneske! Jeg vaagnede næste Morgen og forstod, hvorfor jeg levede! — — — Aa, Mester! Hvordan skulde jeg saa kunne lade være med at elske og beundre Dem!
Mesteren havde rejst sig — var gaaet et Par Gange op og ned ad Gulvet, langsomt og træt — — og havde saa sat sig igen. Da Bjørn Ravn standsede, lo han kort og tørt —
—: Kære Ven! sagde han. De er vist — — meget ung!
—: Tyve Aar! sagde Bjørn Ravn og blev rød. — Men netop Deres Bøger har gjort, at jeg er meget mere moden og bevidst end mange andre i min Alder! Jeg har læst alle Deres Bøger — baade „Visne Blomster“, „Det ene fornødne“, „Prins Haneben“ — — dem alle! Og nu maatte jeg sè Dem — tale med Dem — — føle Deres Haand i min, den Haand, der er ung og intelligent som en Hjærne —!
Mesteren smilede igen — — det samme trætte Smil —
—: Og er De nu ikke skuffet?
—: Skuffet! Bjørn Ravn var lige ved at lè højt. Saa sagde han (og hans Stemme var varm og inderlig) —
—: Hvis De vidste, hvor jeg har glædet mig til dette Øjeblik! Hvert Ord, jeg vilde sige Dem, skulde være en Tak til Deres evige, rige Menneskelighed, Deres Skønhedsdyrkelse, Deres aldrig trættede Higen mod Glæde og Nyden — —!
Nu smilede Mesteren ikke mere —
—: Hvor er De ung! sagde han igen.
—: Ja, men jeg er kun tyve Aar! Men De, der er næsten yngre end jeg, skønt De er op mod de treds — —!
—: Kære Ven! Jeg har aldrig været ung!
Nu lo Bjørn Ravn.
—: Jeg har aldrig været ung! gentog Mesteren. — Men De gør som de fleste andre. De blander Kunstneren og Mennesket sammen. De tror ikke, man kan skrive et Kærlighedsdigt uden at elske. Eller skildre et Orgie uden nogensinde selv at have været beruset. Tror De ikke netop, at Fangen — i sin firkantede, nøgne Celle — kan drømme sig Friheden, Rigdommen, Velværet — — Lykken, om De vil kalde det det — — langt mere straalende og intensivt end den føler det, der ejer det alt sammen! Eller at den sultne i Tankerne kan fraase saa overdaadigt som ingen, der hver Dag spiser sig mæt uden at tænke over det! Saadan en Fange har jeg altid været! — Saadan en forsulten, der ligger i Grøften og fantaserer — —!
—: Men — — —! Nej, det forstaar jeg ikke!
—: De er for begejstret og ærlig til, at jeg vil narre Dem! Og jeg er ogsaa forlængst kommet ud over den Alder, da man gider prale! — Jeg kunde jo godt bilde Dem ind, at mine Bøger halvvejs var Dagbogsoptegnelser. At jeg har levet og nydt! Men det vil jeg ikke. — Nej, kære Ven! Jeg har altid staaet udenfor. Jeg har faaet den Evne at kunne sè paa og gengive mine Medmennesker. Jeg har mærket den Evne hos mig og oparbejdet den i mig. Som en Mand, der hver Dag øver sig i at skyde med Revolver og tilslut ikke kan undgaa at ramme Pletten, naar han sigter efter den. — — De ansèr hver af mine Bøger for noget overmenneskeligt, for et Mirakel! Men Mirakler existerer ikke! — Jeg er Taskenspiller, kære, intet andet! Og gør det maaske morsommere og behændigere end mine Kolleger! — —
Bjørn Ravn havde siddet og set paa Mesteren, mens han talte. Og han havde forundret sig over den uhyggeligt magre og tynde Fuglehals, der ragede op af den alt for vide Flip. Og han havde ikke forstaaet, at denne Mands Øjne var saa smaa og kolde og farveløse — næsten uden Bryn. Og han havde følt sig pinlig berørt af dette smalle, spidse, skaldede Hoved med de indfaldne Tindinger. Han skuffedes af dette ranglede og benede ved hele Skikkelsen — og af Hænderne, der var brede og tørre og med flade, matte Negle. Han havde tænkt sig ham livskraftig, frodig, sprudlende — — — en Renaissanceskikkelse, begejstret og løssluppen. En Inkarnation af Guden Pan. Og nu sad han dèr, Mesteren, tør, pillen og pedantisk. — — Nej, han maatte tage Fejl! Om lidt vilde den Mand dèr kaste Masken og blive sig selv — den vældige, den altfavnende, den uforlignelige — — —!
—: Ja, De er alt for ung! forsatte Mesteren. Maaske skuffer alt dette Dem. Men kan De derved lære noget — saa meget desto bedre! — — Nej, skriv De blot i Deres Interview om, hvornaar jeg spiser, hvornaar jeg skriver, hvilket Mærke Cigarer jeg ryger! Andet er der nemlig ikke at skrive om!
Bjørn Ravn sad sammensunket og saà paa Mesteren. Og han mærkede al sin Glæde, al sin Betagelse og Begejstring slukkes i sig som Lys — et efter et. Som pustede Mesteren dem ud med hvert Ord, han sagde.
—: Jeg skal beskrive Dem, hvordan min Dag gaar: Klokken otte staar jeg op. Fra ni til tolv skriver jeg. Klokken tolv spiser jeg Frokost. Fra et til fire sover jeg og gaar Tur. Fra fire til sex skriver jeg igen. Klokken sex spiser jeg Middag. Fra syv til ti læser jeg, ryger mig en Cigar og skriver Breve. Klokken ti hver Aften ligger jeg i min Seng!
Der blev en lille Pavse. Saa spurgte Bjørn Ravn (og han syntes, der var en Stribe af Haab endnu) —
—: Men da De var ung — —?
—: Levede jeg paa akkurat samme Maade! Jeg har aldrig gaaet paa Caféer, og Teatre har altid kedet mig!
—: Men naar De skriver, saa føler De da al den Ungdom og Glæde!
—: Føler og føler! — — De tror sikkert, jeg skriver meget hurtigt, ikke! At Ord og Sætninger flyder fra mig! Nej, kære unge Ven! Al denne Løssluppenhed og Iver, alle disse vittige, springske og kaade Indfald, der ser ud, som var de lunefuldt henkastet paa Papiret, de har kostet mig Timers Møje og Eftertanke. Snart pines jeg af et Adjektiv, snart er det en slagfærdig Replik, der volder mig Kvaler. Men jeg giver aldrig fortabt — jeg stoler paa min Hjærne og dens Rutine!
Bjørn Ravns Øjne fanger Mesterens. Der er et næsten tiggende Glimt i dem. Hans Læber former sig, som vilde han sige noget men ikke turde —
—: Er der noget, De vil vide! Spørg kun!
—: Er der — — Har der aldrig — — Har De ikke engang i Deres Liv haft en stor Sorg — en Skuffelse — — —!
—: Aa, jeg forstaar Dem! En Kærlighedsaffære! — — Nej, unge Mand! Nej! De store Følelser har aldrig ligget for mig. Venner eller Veninder har jeg aldrig haft. Jeg lever her ganske alene og stille med min Husbestyrerinde og bekymrer mig forøvrigt ikke om Verden!
—: Men i „De forfulgte“ — — —!
—: Kære unge Mand! Forstaa dog nu, at hvad jeg skriver er èt — — hvad jeg selv foretager mig noget ganske andet! Naar man har maattet bevæge sig i al den Uro, Lidenskab og Hu og Hej, mens man skriver, trænger man virkelig til at hvile ud i sit private Liv.
—: Og De har aldrig længtes efter selv at leve med i alt det, De skriver om!
—: Oprigtigt talt — — nej! Jeg synes, jeg faar nok af det i mine Bøger! — — — — — — — — — Men — ja, undskyld jeg siger det — Klokken er blevet mange! Og jeg sagde Dem jo før, hvordan jeg har min Tid inddelt! De tager mig det ikke fortrydeligt op, vel! Og De har vel nu ogsaa et nogenlunde tydeligt Billede af mig, saa De kan skrive om mig. De maa godt skrive alt, hvad jeg har sagt. — — Verden har maaske godt af at faa det at vide!
Da Bjørn gik ud fra Mesterens Hus — det han, for blot en halv Time siden, havde betraadt med en beklemt og hjærtesyg Følelse af at skulle lære det store at kende — at skulle give sin udflydende Begejstring faste Konturer — var hans Hoved bøjet og hans Gang træt.
Det var ham, som havde han set et dejligt Maleri blive sønderflænget med en Kniv, til det var ukendeligt — — —
Han kunde have grædt — Bjørn Ravn — med sine unge, tyveaarige Øjne! — —