Denne Munk, jeg netop øjner
stile hen mod Katedralen
og forsvinde ad Portalen,
er en fræk, forbandet Løgner!
En ugudelig — af disse,
der i Mangel af reelle
muntre Ting, de kan fortælle,
dog tør Fantasien hidse!
Baade deres egen — hvilket
ingen Djævel kan forhindre —
men de vover selv at splintre
med en Tunge, tornet, stilket,
det, som blev os kært i Længden,
det, som vores Sjælsblomst højner.
— Derfor skal den frække Løgner
ogsaa klædes af for Mængden!
Først skal denne Sandhed siges —
—: Af en Munk og om en Nonne
kan fortælles allehaande!
Men naar en uskyldig Piges
hvide Rygte skal bekriges
— eller simpelthen blameres —
og en Munk er den, der praler
af sin Løjbænks Filialer,
maa èns Hjærte irriteres!
Dernæst —: Jeg bedyrer Eder,
at om Vinkrus og om Munke
kan berettes — — ok, en Bunke
latterlige Enkeltheder!
Om, hvor de kan snapse mere
end ti, fjorten Hyrekuske
og trods alting ordret huske
deres Morgen-Miserere.
Men som sagt —: Den Munk, om hvem der
her skal meldes, er trods al hans
Folkeyndest kun en Pralhans,
plat, massiv, selv naar han skæmter!
Det var Fredag efter Pinse,
at vi gik langs Alamèda
— Aldrig glemmer jeg den Fredag,
aldrig saà jeg Byen glinse
mere fin og mere festlig!
Himlen, Floden, ja, hver Villa
var som overgydt med lilla,
langsomt sluktes Solen vestlig.
Og vi satte os paa tvende
Stole ved et lidet Vinhus
og bestilte store Vinkrus.
Munkens Smil var uden Ende!
Og han kaldte mig Maëstro,
mens hans Hundeøjne plirred.
(Store, blanke Biller svirred,
der randt Dugg ad hvert et Græsstraa,
og det dufted fra de store
Kaktusblomster langs ad Gærdet,
mandelsødt. — Og sødt besværet
dyrked Mygge Terpsikore).
Da vi havde tømt halvanden
Flaske, kom endnu en hel, som
gjorde Munken svært meddelsom
om sig selv og om — — en anden!
Om jeg kendte Gitta? — Kære!
Hun, hvis tunge, sorte Fletning
har — — (Undskyld en indskudt Sætning,
men jeg kan ej lade være!)
Sorte Gitta! Luften toner
ved din Stemmes mørke Velklang,
dine Øjenvipper ligner
lange, blide Blomsterranker!
Jeg har favnet dine Hænder,
jeg har kysset dine Negle,
mod din Strube har jeg higet,
og din Mund var mig en Afgrund!
Jeg har tigget dig om alting,
jeg har tigget dig om intet,
jeg har drukket dine Øjne,
følt mig pisket af din Latter!
Hed som Somren var du mod mig,
spotsk som Stjernerne i Himlen!
Og jeg kunde græde, rase,
naar jeg — haabløs, tavs — forlod dig!
Det var Fredag efter Pinse,
at jeg sad paa Alamèda,
paa en ond, forbandet Fredag,
og saà Munkens Øjne glinse!
Mens vi sad og dyrked Dunken
(denne Sport, der efter fleres
Mening strengt bør prohiberes
ved et Lovbud), spurgte Munken,
om jeg kendte Gitta —: Dette
unge Taterbarn, Sybille,
svær at tæmme, let at drille,
let at hidse, svær at mætte!
—: Jeg har kendt, Maëstro, mange,
der for hendes Skyld gaar rundt med
Svindsot — thi hun handler ondt med
dem, der kvidrer kælne Sange.
Alle disse knuste Hjærter
regner hun for Narrestreger,
som et muntert Barn, der leger
med en Haandfuld gule Ærter!
Men en Mand i moden Alder,
uden hjærteøm Beklemthed,
men med Godhed og Bestemthed — —!
— Jeg er netop, hvad man kalder — — —!
Og hans Mund stod ikke stille,
og hans Øjne sad paa Stilke —
—: Hendes Lænder er af Silke —!
— —: Ja, jeg kunde, hvis jeg vilde — —!
(Hvad han Sætning efter Sætning
fik fortalt mig om den smukkes
Yndigheder, udelukkes
af min harmfulde Beretning!)
Mens han sad midt i sin Skrydning,
og jeg snapped efter Været,
gik han hurtigt ud bag Gærdet
(fjerde Busk — det har Betydning!)
Og mens Mørket som et Klæde
svøbte sig om Jordens Hofte,
løsned han sin Munkekofte
og tog fat — (igen til Sæde)
paa at prale af sin Evne
til at kunne tømme Flasker.
(— Mens hans tykke Arme dasker,
er hans Øjne ved at revne!)
Men hans Ord var mig saa fjerne.
Jeg var nøgtern midt i Rusen —
kun en fjern og svimmel Susen
lød i Hjærtet af min Hjærne.
Alle Nattens Stjerner tændtes,
da vi skiltes. Munken ligned
selve Fanden, mens han grined —
—: Undskyld mig, men-æ, jeg ventes!
Denne Nat blev mig historisk.
— — Klokken elve traf jeg Gitta,
og jeg spurgte Señorita. —
Og hun hvæsed —: Det er Løgn!
Alle Munkens Ord gled gennem
mine sammenbidte Tænder.
— Men hun knytted sine Hænder,
skreg og hvæsed —: Det er Løgn!
Og beviste det! — Metoden
vil jeg helst diskret bevare.
Men Beviserne var klare,
— ja, de sikreste paa Kloden!
Da jeg — Morgnen efter denne
nu beskrevne onde Fredag —
vandred hjem langs Alamèda,
morgenmunter, saà jeg henne
bag den fjerde Busk i Hegnet
noget, som — — — hvordan forklare,
hvad jeg saà — — — jeg kan jo bare
sige, at jeg sansed Tegnet
paa, at Munkens store Venskab
til Gud Bacchus, skønt poetisk,
dog var endt lidt uestetisk —
(Ak, et sørgeligt Bekendtskab!)
Altsaa: Jeg har Ret at sige —
—: Denne Munk, jeg netop øjner,
er en fræk, forbandet Løgner,
Pralhans, plat og uden Lige!
Men han arver Himmerige!