Begyndelse af Digtet Odin.
(I Hexametre).
(I Hexametre).
Første Sang.
Første Sang.
Oldtid toner min Sang, Dans Æt, og Asernes Ankomst
Fiern fra bebyggede Høie til Nords udyrkede Sneefield,
Og det af Havet igien fremblomstrende Cimbriens Sletter;
Dengang Odin, den tredie, hid med hellige Runer
Drog; thi ham bød Alfader, at flye de Romeres Hærmagt,
Hvilken i Asien alt udbredte sig, truende Jordens
Frihed, selv i dens skythiske Borg: og, vendende hid sig,
Lægge til Sydforstyrrerens Fald den nordiske Grundvold.
Mange Qvaler og Møier, utallige Farer og Rædsler
Prøvede Helten paa vildsomme Tog. Uhyrer og Trolde
Vexled med grusomme Horder paa Biergenes Rygg’, og i Ørkners
Uafseelige Strøg, og med Havets natlige Storme;
Til ham imodtog Jætternes Vold og Dværgenes Trædskhed
I det forvildede Nord. Dog, Tak Alfader og Mimers
Raad, og den vældige Thor, og de Danskes herlige Helt Skiold,
Odin fuldendte sit Værk; og den nordiske Vælde blev grundlagt.
Edda! ton mig det hellige Qvad, du, Fædrenes Sangmøe!
Du, hvis i Klipperne giemte Begeistringers høiere Gienlyd
Eene bevarer af Gudernes Sprog det Ekko, Barbarers
Klingende Bielder med klirrende Riim fra Dalene bortjog.
Edda! Mæonias Syster! dig ammede Sangenes Moder
Tvillingbaaren med hin, som de Danaërs Helte fortrylled,
Fordum paa samme pieriske Top; dig hørte den første
Thrakiske Skiald, Orpheus; din Syster hørte vor Bragur:
Stammende begge, som Møer, een Moders himmelske Sange.
Ned fra det hellige Bierg I steg: mod Syden din Syster,
Du mod Norden; og Frihed, og Mod, og dannende Guder
Fulgte. Da spirede Danaërs Æt, og Daniers Stamme.
Dig, o fædrene Muse, hvor og du svæver, af Surturs
Trælle forfulgt, i Ragnaroks Mulm, blandt taagede Jøkler,
Hist bag Heklas rygende Top, paa Grændsen af Nastrond,
Eller i Dværgenes ned til Helhiem synkende Huler,
Dig fremkalder jeg: Stig, stig op af Heltenes Grave
Hellige, natlige Tryllegestalt! dig kalder, o Edda!
Bragurs yngste, men frommeste Søn: Ved Valhal og Gimle,
Ved Beltbølgernes Dands, og ved Dovres svarende Tordner,
Ved Nordlysenes Susen til Havfruers Sang, og ved alle
Bautasteene, besværger jeg dig: ved Odin og Fredrik!
O! ved de hellige Skygger af Dan, af Skiold, og af Frode!
Og ved det Blod, som randt dem værd, da mit Fødeland nylig
Vaktes til Modværg op af en lang Freds rolige Slummer!
Kom fra det yderste Thule tilbage, med Fieldenes Ekko,
Svøbt i Begeistringers Storm! Dig eene paakalder din Sanger,
Dig anraaber jeg; nynner ja dog forgiæves min Afmagt,
Lærer ei du mig hvad eene du veed, og hæver din Guddom
Ikke mit svulmende Bryst til Danmarks værdige Lovsang!
See! hun kommer! Jeg hører en Lyd, som faldende Kæmpers
Suk, som Bølgernes Skvulp blandt Vrag, og natlige Stormes
Hyl om eensomme Field, naar i huulthenbuldrende Tordner
Svæver mod Jorden en Hær af Valkyrier. O! det er hende!
Held mig! hun hørte mit Raab. Vær hilset, Datter af Vola!
Vær mig hilset, som Nornerne selv! Fortæl mig hvad Urda
Verandi qvad, at min Sang kan igien fortælle det Skulda!
Midt i Landenes Belte, hvis Omflod Vestens og Østens
Vande forener, i bugtende Favn, med det brusende Nordhav,
Ligger en Øe, Fortiden bekiendt af tryllende Hiemsagn,
Herthas elskede Boe. Her var den festlige Bøgeskov;
Her den Ørenbespændede Vogn, og den hellige Guldring;
Her Gudinden, den badende, selv. Øelandenes Kierne
Kaldes med Rette dens Dal, den blomstrende, hegnet af Høie,
Fuld af smilende Søer og af sangfuglvrimlende Lunde.
Ei var fordum en Øe den frugtbare. Længer mod Østen
Danned den, fast med den øvrige Jord, et grønnende Forland.
Hertha, forklædt, som en vandrende Møe (fortæller et Oldsagn)
Kom til Landenes Hersker engang, og bad om en Gave,
Qvædende liflig til Strængenes Leeg. Fortryllet af Sangen
Bød han til Løn Gefione (saa’ kaldte hun sig) af hans Omland
Vælge saa meget, hun selv med to Par Øren i een Dag
Evned at hegne med skierende Plov. Da spændte Gudinden
Fire rædsomme Kæmper i Qvæggestalter for Ploven,
Svingende Svøben, den smeldende, selv om det skiærende Plovjern
Piblede Vandet i Furernes Dyb. „Mod Vesten! mod Vesten!“
Bød Gefione. Vidt løsnedes alt mod Aften fra Landet
Plovens ompløiede Hegn, og, saa vidt et Menneskes Blik naaer,
Gleed det i Søen. Da raabte hun: stands! og Ørnene stode,
Kæmper igien, paa en Øe; den omskvulpede kaldte hun Søelund.
Der, hvor det favnende Hav indstrømmer sin østlige Nordbugt,
Valgte sit Jomfrusæde den Yndige. Navn af Gudinden
Bærer og Dalen endnu, trods Oldaarhundredes Vexel.