Kenninger
Kenninger (isl. kenningar, Sing. kenning), Skjaldeomskrivninger, kaldes en ejendommelig Form for sammensatte Benævnelser paa levende Væsener og forsk. Genstande m. m. i den germanske, specielt norsk-islandske Poesi. Hos gr. og lat. o. a. Digtere findes hyppig lgn. Udtryk, der ikke brugtes i Prosa ell. daglig Tale (jfr »vaade Veje« = Søen; »Ørkenens Skib« = Kamelen o. s. v.). Hensigten med disse Betegnelser er den at karakterisere ved en særlig Fremhæven af en ejendommelig Side af en Person ell. Ting for derigennem at fremkalde en mere levende Forestilling derom, end den blotte Nævnelse ved Navn vilde gøre. I den germanske Poesi brugtes fra først af saadanne Betegnelser, først som mere ell. mindre tilfældig Pryd, fremkaldte ved til Dels ubevidst poetisk Inspiration. I den norsk-islandske Poesi udvikledes Brugen deraf i en særlig Grad, hovedsagelig p. Gr. a. Versets Form og Metrikkens Krav. Her var baade Rimbogstaver og Rimstavelser (Alliteration) at iagttage; dette i Forbindelse med de korte Linier lagde stærke Baand paa Digteren; de deraf flydende Besværligheder overvandtes ved Hjælp af K. At kenna (við) betyder at opkalde (noget) efter (et andet); deraf Navnet. K. bestod af to Slags. For det første er der de simple, sammensatte Betegnelser, hvorved f. Eks. en Person betegnes som den, der foretager sig noget, benytter ell. besidder noget (nomen agentis); til dette ene Led føjes saa en Genetiv af eller Stammen i det Ord, der udgør det andet Led, som et Slags Objekt, som f. Eks. »Hærens Fylker« (ell. »Hærfylker«) = Konge (Styrer), »Sværdets Drager« (eller »Sværddrager«) = Kriger, »Spydets Ejer« o. s. v. Her er da et stort Antal Kombinationer til Stede. Tager man en anden sammensat Benævnelse, som f. Eks. »Skibets Vej« = Sø (jfr »Ørkenens Skib«), er vi med det samme inde paa den anden Art, hvor der foreligger mere end den blotte Sammenstilling af Ord. Her er der Tale om en Sammenligning, idet Søens Overflade sammenlignes med en Landevej. Her er der en poetisk Anskuelsesoverføring fra det ene til det andet. Verseformen tillod ikke længere Sammenligninger, der bestod af selvstændige Sætninger, men man opdagede da, at de kunde udtrykkes paa denne korte, fyndige Maade. Kunsten bestod nu i at vælge saadanne Sammenstillinger, hvor de enkelte Led udgjorde et harmonisk Hele, et rigtigt og anskueligt Billede. Men eftersom to Ting, der sammenlignes, sjælden ell. aldrig er ens, bliver Billedet mangelfuldt, for saa vidt som det i Reglen kun er en enkelt, men til Gengæld særlig fremtrædende Side, der fremdrages. Naar saaledes en Mand ell. Kriger kaldes »Kampens Træ (Stav, Vaand)«, illustrerer Betegnelsen ganske godt den ranke Standhaftighed og Ubøjelighed, en Kriger skulde have i Kampen. Særlig hædrende var det at sammenligne Mænd med Guderne; saaledes opstod en K. som »Kampens Odin«, »Sværdets Frey« o. s. v. K. kunde blive flerleddede, idet f. Eks. »Kamp« og »Sværd« i de to sidste Eksempler atter kunde omskrives, Sværd f. Eks. ved »Skjoldets Slange (Hugorm)« (»den, der borer sig gennem Skjoldet«). Saaledes er det klart, at der kunde opstaa en uendelig Mængde af Kombinationer og Variationer, men altid maatte det være Digterens Pligt at holde sig til det naturligste. Skjaldesproget blev herved efterhaanden uudtømmeligt rigt og førte til, at Skjaldene med legende Lethed kunde tumle med de vanskeligste Versemaal og samtidig benytte træffende Billeder. Sit Højdepunkt naar Udviklingen omkring 1000. Ved 1100 og derefter antager K. en stadig mere og mere stereotyp Karakter; man holdt op med at lade dem staa i den nøje Forbindelse med Indholdet, som tidligere Skjalde havde overholdt, men herved mistede K. deres egl. Bet. og sank ned til at blive mek. Talefigurer. En udførlig Lære om K. findes i 2. Del af Snorre’s Edda. Skjaldevers med K. er meget vanskeligt, ja umuligt at gengive paa moderne Sprog, saaledes at det lyder naturlig som i Originalen.
