Saxo (ca. 1165–unbekanntes jahr)

Saxo (Grammaticus), —1200—, Historiker. Hvad vi vide om S., støtter sig væsentlig til tilfældige Udsagn i hans Værk. Han siger i Fortalens første Linjer, at Ærkebiskop Absalon har betroet, ja befalet ham, «den ringeste af hans Ledsagere», at skrive Danmarks Historie. En saadan beskeden Betegnelsesmaade var almindelig i Indledninger og behøver ikke at tages bogstavelig, men deraf fremgaar dog, at S. hørte hjemme i Absalons nærmeste Omgivelser, hvorom ogsaa Værket helt igjennem bærer Vidne. I Absalons Testamente lyder en Bestemmelse saaledes: «Saxo, hans Klerk, eftergav han 2½ Mark Sølv. Saxo bør bringe de 2 Bøger, som Ærkebispen havde overladt ham, til Klosteret i Sorø.» Dette synes at pege paa Historieskriveren, og «clericus» hos en højere gejstlig vil sige hans Sekretær eller Brevfører.

Man har næppe Ret til at tildele S. en højere gejstlig Stilling end denne. Der levede i Roskilde paa Absalons Tid en Provst Saxo (s. ovfr.), men da han havde denne Værdighed allerede 1165, synes hans Levetid at falde for tidlig til, at han kan være Historikeren. Et gammelt latinsk Vers, som udtaler høje Lovord over S., angiver ganske vist, at han var Provst i Roskilde, men Digtet synes skrevet nogle Hundrede Aar efter S.s Tid, og Forfatteren har formodentlig, med Kjendskab til, at en Provst Saxo var samtidig med Absalon, gættet paa, at han var Historieskriveren. Et Vidnesbyrd om S.s virkelige Stilling faas langt snarere af Svend Aagesens Meddelelse om, at «contubernalis meus Saxo» agtede at skrive en udførlig Danmarkshistorie; Vederlagsmanden Aage havde altsaa tjent i Gaarde sammen med ham. I øvrigt giver S. lejlighedsvis den Oplysning om sin Slægt, at baade hans Fader og Bedstefader havde gjort Krigstjeneste under Kong Valdemar.

Den sjællandske Krønnike (o. 1300) henviser til, hvad Saxo med Tilnavnet Lang (Longus), en Klerk af vidunderlig og højtdannet Veltalenhed, fortæller i «Gesta Danorum». Imidlertid er det ikke ved dette Tilnavn, men som Grammaticus, at S. især er bekjendt. Betegnelsen forekommer første Gang i det Udtog af S.s Værk, som blev forfattet i de første Aar af Valdemar Atterdags Regering, og som gaar under Thomas Gheysmers Navn (s. VI, 15); det betegner «Gesta Danorum» som skreven af en ypperlig Grammaticus, Sjællænderen S. Grammaticus betyder i Datidens Sprog den lærde og uddannede latinske Stilist; det vil ses, at Ordet endnu ikke staar som Tilnavn, hvad det dog senere blev, i det S. i Middelalderen saa godt som alene var kjendt gjennem hint Uddrag. Efterretningen om, at han var en Sjællænder, kan være rimelig nok, men maaske kun udledet af den Interesse for Sjælland, som aander ud af Værket.

Ingen dansk, som elsker sit Fødelands Fortid, vil uden Gru kunne tænke paa, at den Skat, som er givet os ved S.s Historieværk, kun er bevaret gjennem Christiern Pedersens Udgave af Bogen. Hvad vi kjende af Texten gjennem Haandskrifter, fylder kun faa Sider i det omfattende Værk. Derfor var det en Bedrift af den største fædrelandske Betydning, at Chr. Pedersen under sit Ophold i Paris lod det udgive (1514), i det Ærkebisp Birger omsider fik tilvejebragt et Exemplar, og Christian II tillod Udgivelsen. Det var helt igjennem en omhyggelig Udgave og smukt udstyret, og den naaede at skaffe Forfatteren og hans Fædreland stor Hæder, saa at nye Udgaver fulgte paa (Basel 1534, Frankfurt 1576).

Det Haandskrift, hvorefter Udgaven tryktes, kjendes ikke mere; i den nyeste Tid ere nogle faa Fragmenter fundne af 2 Haandskrifter fra det 14. Aarhundredes Begyndelse (paa Hæftelister og Remme af en Jordebog fra 1627 og en Skatteliste fra 1623). Det mærkeligste Brudstykke fandtes imidlertid 1877 i Angers og udgaves i fotolithografisk Faksimile 1879. I dette Haandskrift er der tilføjet Stilrettelser over Texten samt i Marginen, og disse, som skyldes dels Skriveren selv, dels 2 yngre Hænder, have til Hensigt at tydeliggjøre Udtrykket eller at udpynte det. Da baade Texten og Tilføjelserne ere fra det 13. Aarhundredes Slutning (den yngste Haand vel endog fra 14. Aarhundrede) foreligger der ikke — saaledes som det oprindelig antoges — et Originalhaandskrift med S.s egne Forsøg paa Rettelser. Chr. Pedersens Udgave stemmer med flere af Rettelserne i Angers-Fragmentet, der derfor mulig har været raadspurgt ved denne Udgave. Selv om imidlertid 1. Bog af S.s Værk — til denne hører Brudstykket — maaske har faaet en Form, som ikke helt skyldes ham, behøver det ikke at være Tilfældet med Resten, i det Glossatorer ofte forsøgte sig paa de første Sider af et Haandskrift; det fortjener da ogsaa at erindres, at de øvrige fundne Fragmenter have stemt overens med Udgaven.

S.s Værk ender ved samme Tidspunkt, ved hvilket Svend Aagesen og Knytlingasaga slutte, nemlig Sejeren over Bugislav af Pommern i Pinsen 1184 og de dertil knyttede Begivenheder. Vendertogene og i det hele Valdemarstiden ere fortalte saa levende og udførlig, at Beretningen utvivlsomt er nedskrevet omtrent samtidig eller i de nærmeste Aar derefter. Men først o. 1208 er Værket blevet sluttet. S. opnaaede ikke at kunne dedicere det til Absalon († 1201); derimod viede han det til hans Slægtning og Efterfølger, Ærkebisp Anders Sunesen. Enkelte Udtalelser henstaa uforandrede, skjønt de ikke passede paa Dedikationstiden (saaledes at Birger Jarl, † 1202, siges at være i Live), men der mærkes intet til, at de store Begivenheder i Slutningen af Knud VI’s Tid og i Begyndelsen af Valdemar Sejers Tid have medført Forandringer. Kun i Fortalen omtaler S., at Valdemar har vundet Herredømme paa begge Sider af Elben, hvad der synes at sigte til Begivenheder 1206 og 1208, paa hvilken Tid vel derfor S. endelig har sluttet sit Værk.

I Følge en af C. Paludan-Müller opstillet Hypothese skulde den udførlige 14. Bog, «Absalonspartiet», der udgjør en Fjerdedel af det hele Værk, danne den egentlige Kjærne deri. Under sin daglige Færden ved Absalons Side har S. optegnet enkeltvis de mærkelige Gjerninger, han var Vidne til, men uden ret at faa skjelnet mellem det betydningsfulde og mindre væsentlige og saaledes, at Absalon stadig kommer til at staa i Forgrunden. Da denne bliver Ærkebisp, fuldfører S., tilskyndet af ham, en sammenhængende Skildring af det hele Tidsrum efter Kong Niels’ Fald. Saa opfordrer Absalon S. til at gaa længere tilbage i Tiden, og støttet paa Traditioner i Hvide-Slægten skriver han Svend Estridsens og hans Sønners Historie. Omsider fordrer Absalon en fuldstændig Danmarkshistorie, og S. giver sig da i Lag med de ældre Tider, men han naar ikke ud over Sagntiden, inden han er bleven en gammel Mand; for at faa Værket færdigt skriver han da paa Grundlag af Folketraditionen og uden at raadspørge Aarbøger og Krønniker den ældste historiske Tid indtil Magnus den godes Død, hvorfor dette Parti bliver det mindst tilfredsstillende af hans Arbejde. — Der kan dog indvendes mod denne Hypothese, at den ikke finder Støtte ved noget Udsagn af S. selv; han udtaler, at Absalon jævnlig havde paabudt ham at skrive «den danske Historie». Desuden danner Sagnhistorien et saa omfattende Parti af S.s Værk, omtrent Halvdelen, at der synes at maatte være samlet til den gjennem en hel Menneskealder, tilmed da Behandlingen af den maatte kræve et overordentligt og besværligt Arbejde. Formentlig ere ikke heller stærkt afvigende Principper fulgte ved Behandlingen af hin Tid fra 800—1047, og man kan vel i det hele vanskelig tænke sig Værkets uhyre store Stof tilvejebragt ved en saadan skridtvis Indsamling til enkelte Tiders Historie.

«Gesta Danorum» er ikke blot det mærkeligste Historieværk fra Danmark i Middelalderen, det er enestaaende inden for den hele evropæiske Litteratur. Dette gjælder for det første Stil og Sprog. S. skriver ikke blot det latinske Sprog rent, han fører sin Pen med Mesterhaand, hvad enten han skriver Digt eller Prosa. Intet falder ham lettere end at forme en smuk latinsk Vending, og hans Ordforraad er overordentligt, saa at hans Stil sjælden bliver ensformig. Fristet af sin Rigdom paa Midler har han ofte en Tilbøjelighed til ikke at tage det simpleste og naturligste Udtryk og kan vælge et søgt, om end prægtig klingende; derved kan han blive dunkel og — da han ynder at gjentage et Udsagn i omskrevet Form — tillige bred. Ikke des mindre er den varme, malende Stil fuld af Skjønhed; Erasmus fra Rotterdam skrev om ham: «Jeg maa rose hans livlige og glødende Aand, hans Tale, der aldrig slappes eller bliver søvnig, hans vidunderlige Ordrigdom, hyppige Tankesprog og den beundringsværdige Mangfoldighed i hans Vendinger».

S. havde bestemte Forbilleder blandt den romerske Kejsertids Forfattere, særlig Valerius Maximus og Marcianus Capella; han laante ofte direkte Udtryk fra dem, men aldrig saaledes, at han derved blev tvunget til at sige andet end, hvad han ønskede at sige. Han har en sjælden Lethed ved at finde klassiske Udtryk for middelalderlige Begreber eller kirkelige Forhold. Og her er igjen et Punkt, hvori han staar mærkelig ene blandt Middelalderens Forfattere. S. nævner næppe nogensteds Personer fra det gamle eller nye Testamente, hverken Patriarker, Profeter eller Apostle, ej heller Helgener; om vidunderlige Ting taler han ofte, men næsten aldrig om Mirakler; Djævelen, den «gamle Fjende», som ellers har en stor Rolle, nævnes ikke. Hans Sprog er i det hele saa lidt kirkeligt som muligt; han taler hellere om Guddommen end om Gud, Kirkerne ere Templer, Absalon Pontifex maximus og lign. Det vilde ikke desto mindre være ganske urigtigt at tillægge S. nogen religiøs Tvivl eller noget Fritænkeri. Han dadler enhver Fornægtelse og taler varmt Kirkens Sag; men ganske vist ønsker han, at gejstlige som Lægmænd ikke for Bønner og Askese glemme et daadfuldt Liv, Bedrifter til Landets Forsvar eller at tage retfærdig Straf over Misdædere.

En glødende Fædrelandskjærlighed aander ud af S.s Værk. Han elsker dette Land, hvis Natur og Ejendommelighed han beskriver, og han elsker Folket med dets Historie, dets Nedgang og Skam, dets Rejsning og Hæder. Han finder i sit Fødelands Fortid uendelig meget, der er værdt at iagttage og beundre, og som, om det var nedskrevet, «vilde fylde utallige Bind». Han vil vække til Fædrelandskjærlighed og kalde til Kamp mod enhver udenlandsk Fjende, han lærer gjennem utallige Exempler, hvad Karakterstyrke, Selvbeherskelse, Trofasthed mod Konge eller Herre have at betyde, han finder den bedste Styrke for Staten i en kraftig Kongemagt, medens dog Kongen skal være sig sin ansvarsfulde Gjerning bevidst og lytte til Folkets Røst. Saaledes lyser Forfatterens Karakter ud af hele Værket; det viser os tillige en Digter og Iagttager, som har Sans for ethvert realistisk Træk i Optræden og Adfærd, uden at han derfor glemmer Begivenhedens poetiske eller historiske Hovedindhold. Hans Personskildringer ere levende, om han end ikke stræber efter en indgaaende psykologisk Karakteristik, hans Tegninger af mangfoldige Kvindeskikkelser besidde Finhed, Ynde og Friskhed.

De Mangler, hvoraf S.s Værk lider, ere for det første, at han ikke har skabt sig et fast kronologisk Grundlag; der findes saaledes i hele hans store Bog, som dog søger at gaa strængt frem efter Tidsfølgen, ikke et eneste Aarstal og kun sjælden Angivelse af Tidsafstande. I Benyttelsen af sine Kilder gaar S. end videre ejendommelig til Værks. Vi vide, at han i meget bygger paa Absalons Beretning; han siger det selv, og Svend Aagesen bekræfter det. S. nævner fremdeles i Fortalen, at han skylder «Thylenses» (Islænderne) en stor Del af sit Værk, han støtter sig til og oversætter gamle danske Kvad, han har ligeledes benyttet Kongerækker og indsamlet Traditionen, men han angiver saa godt som aldrig, hvem der er Hjemmel for hans Beretning. Vi maa af enkelte Opgivelser tro, at han har kjendt Adam af Bremens Værk, Knud Lavards Levned og den saakaldte Roskilde-Anonym, men noget ordret Citat af disse eller nogen som helst anden Kilde giver han aldrig. De faa fremmede Forfattere, som han nævner, synes han at citere efter Hukommelsen. Han optager aldrig et Aktstykke i sin Text, kun nogle Love gjengiver han, dog ikke ordret, og ledsagede af Kommentar. I det hele faar alt, hvad han har indsamlet, Præg af hans Aand og Opfattelse, og selv om derved hans Arbejde har faaet en sjælden Helhed og Karakter, er det klart, at det kræver en kritisk Benyttelse og Forstaaelse.

«Gesta Danorum» blev udgivet paa ny af Stephanius (1644) og Klotzius (1771); en mønstergyldig, af ypperlige Noter ledsaget Udgave besørgede P. E. Müller og H. M. Velschow (1839—58); en paalidelig Udgave uden Noter er givet af A. Holder (Strasburg 1886). — S.s Værk har først gjennem Oversættelser ret kunnet blive Folkets Eje. Den første, kraftige og gode gav Anders Sørensen Vedel (1575; paa ny 1610 og 1851). Nærmere til Texten holdt sig Schousbølle (1752). N. F. S. Grundtvig udgav 1818—22 sin djærve, men i Stil og Tone Originalen alt for ulige Bearbejdelse (4. Udg. 1886), F. Winkel Horn en i det hele paalidelig Oversættelse (1898). En god Oversættelse paa Engelsk af S.s 9 første Bøger er givet af Elton (1894), en tysk, af H. Jantzen, er begyndt at udkomme (1899).

Saxonis Grammatici Historia Danica II (1858). C. Paludan-Müller, Hvad var S. G.? og hvor er hans Grav? (Program fra Nykjøbing Kathedralskole 1861). Aarsberetn. fra Geh.-Arch. I, Till. S. 23 ff.; VI, Till. S. 3 ff. Tidsskr. f. Philologi og Pædagogik II, 41 ff. N. M. Petersen, Den dsk. Lit. Hist., 2. Udg., I, 43 ff. A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens Hist. i Middelald. S. 229 ff. Rosenberg, Nordboernes Aandsliv II, 318 ff. Chr. Bruun, Angers-Fragmentet af et Haandskrift af S. G. (1879). Pertz, Monum. German. hist., Scriptores XXIX, 37 ff. Neues Archiv f. ältere deutsche Geschichtskunde XII, 13 ff. 315 ff.; XIV, 137 ff. Nyt hist. Tidsskr. V, 1 ff. Hist. Tidsskr. 4. R. V, 333 ff. Aarbøger f. nord. Oldkynd. 1874, S. 271 ff. Arkiv f. nord. filologi, Ny följd, VIII, 222 ff.; IX, 101 ff.; X, 47 ff.