Hedvig Charlotta Nordenflycht (1718–63)

            Et liv fyldt med sorger plagede hende, og til at fuldende tragikken var hun under en lang periode ulykkeligt forelsket i en yngre mand, hendes mandlige muse. Digtningen for hende var noget intimt, noget personligt, et kald, og intet arbejde eller et tidsfordriv. Et for hendes liv eksemplarisk digt kunne være »Till Fischerström«, hvori hun taler om kærligheden som en blomst, der må blomstre på på den rigtige måde, men endnu til sidst visner.