Ponce-Denis Écouchard Lebrun (1729–1807)

Lebrun [lö’brö], Ponce Denis Écouchard, kaldet Lebrun-Pindare, fr. Digter (1729—1807), var Sekretær hos Prinsen af Conti og dyrkede først, efter J. B. Rousseau’s Mønster. Oden og Elegien. Hans pseudoklassiske, svulstige Oderetorik, stærkt tilsat med Mytologi, faldt i Samtidens Smag og skaffede ham det ufortjente Tilnavn Pindar. Med sine Oder smigrede han alle sine Velyndere og Velgørere uden Forskel, men saa snart den personlige Fordel ophørte, undsaa han sig ikke for at kvittere med bidende og ondskabsfulde Epigrammer, der for øvrigt ved deres hvasse Stil og sluttede, knappe Kunst staar langt over hans Oder. Med raa Brutalitet behandlede han sin Hustru, der 1774 lod sig skille fra ham; 1783 mistede han hele sin Formue, hvorefter han blev end mere bitter ved at maatte leve af fornemme Herrers Naade. Greven af Artois og Hoffet støttede ham; til Løn besang han dem i sine Oder, ligeledes Kongen og Kongemagten, hvilket ikke hindrede ham i siden at hylde Revolutionen og Robespierre og haane Marie Antoinette. Robespierre skaffede den næsten blinde Digter Fribolig i Louvre, Napoleon gav ham en aarlig Digtergage. Hans formfuldendte og elegante, men tørre og idéforladte Oder er for længst overgivne til Glemselen. Ginguené udgav 1811 en Samling af hans Værker i 4 Bd. Hans Œuvres choisies udkom 1822—23 i 2 Bd. — Hans Broder Jean Étienne Écouchard, kaldet de Granville (1738—65), skrev ogsaa Digte og Satirer, men var mest kendt som Kritiker.