Olof von Dalin (1708–63)

Dalin, Olof (adlet v. D.), svensk Digter og Historiker, f. 29. Aug. 1708, d. 12. Aug. 1763. D., som var Søn af en Præst, blev tidlig faderløs. Om hans Ungdom ved man meget lidt. Han blev Student fra Lund, hvor han kom under Indflydelse af Filosoffen Anders Rydelius, der utvivlsomt har paavirket ham. Paa Anbefaling af denne blev han 1727 Huslærer hos Friherre Rålamb; senere blev han ansat ved »Kanslikollegiet«. Da var det, at der 1732 begyndte at udkomme et Ugeblad, »Then swänska Argus« af en Art, som man aldrig før havde kendt i Sverige; det indeholdt smaa kvikke Artikler, Afh., Fabler, Digte o. s. v., alt sammen saa let, saa friskt og saa aktuelt, at det gjorde den største Lykke hos alle; det fik, ligesom Steele’s »Tatler« og Addison’s »Spectator« 20 Aar i Forvejen, Indpas i alle Familier og læstes af alle Stænder, Aldere og Køn; »man glædede sig til ethvert nyt Nummer, som naar man gaar til Bords med en sulten Mave«, siger en af D.’s yngre Samtidige. Hvem Forf. var, vidste ingen, og han var klog nok til at spænde Nysgerrigheden til det yderste ved omhyggeligt at bevare sin Anonymitet. Man kunde ikke tro, at een Mand kunde være i Besiddelse af saa megen Verdenserfaring, saa megen Modenhed i sine Domme og tillige af saa megen Lethed og Elegance i Formen; det maatte være flere, der havde slaaet sig sammen. Denne Antagelse bestyrkedes ved, at Bladet selv udgav sig for redigeret af en Kreds af Mænd af forsk. Livsstilling og Karakter; dette var i Virkeligheden kun en Fiktion, hvortil Ideen var hentet fra »Spectator«, og Udgiveren lod den forholdsvis hurtigt falde. Endnu inden Udgiverens Anonymitet var røbet, blev der af Rigets Stænder i en Skrivelse til Regeringen henstillet, at den ubekendte Argus, der havde gjort sig saa højt fortjent ved sine nyttige og smukke Skr, maatte betænkes med en anstændig Forfremmelse; dette skete 1737, da D., efter at være blevet kendt som Forf., blev kongelig Bibliotekar.

Snart fik D. Lejlighed til at bruge sine Evner paa et nyt Omraade. Den kgl. sv. Skueplads var aabnet 1737, og til dens Brug skrev D. baade en Komedie, »Den Afundsjuke« og en Tragedie, »Brynilda ell. den olyckliga kärleken«. Komedien er, som alt Titlen viser, mindre i Holberg’s end i Molière’s Stil, idet den revser en moralsk Fejl, ikke en Naragtighed; den mangler ogsaa i høj Grad Holberg’s Lune. Emnet til Tragedien var intet mindre end Nordens største Heltesagn, Völsung-Sagnet, men rigtignok bearbejdet i fr. Stil. 1739–40 foretog D. en længere Udenlandsrejse, paa hvilken han særlig opholdt sig i Paris, hvortil hele hans Aandsretning og litterære Udvikling drog ham. Af den derværende sv. Gesandt, Tessin, blev han indført i videnskabelige Kredse, hvor navnlig hans Sans for hist. Forskning blev vakt. Efter Hjemkomsten skrev han bl. a. Satiren »Aprilvärk om vor härliga tid«, og den ypperlige »Sagan om hästen« en allegorisk Skildring i Swifts Smag, hvor Sveriges Skæbne fra Gustaf Vasa til Karl XII fremstilles under Billedet af en Hest med sine forsk. Ryttere; endelig »Svenska friheten« (1742), et stort, allegorisk Læredigt i Alexandriner. Digtet, der indeholder en Hyldest til Frihedens Gudinde og advarer mod de Farer, der truer Sveriges ældgamle Frihed, gjorde en betydelig Virkning, omtr. som i det næste Aarh. Tegnér’s »Svea«. Det var væsentlig dette, der gjorde, at det af Rigets Stænder blev overdraget ham at skrive »Svea Rikes Historia« (udkom 1740–61); han fuldførte dette Værk med saa megen Dygtighed, at man har sagt om det, at han »flyttede Historien fra Boghylderne ind i Svenskernes Hjerter«. Værket er i øvrigt i Oplysningstidens Aand og vender sig stærkt imod de Rudbeck’ske Fantasterier. — En værdifuld Del af D.’s Forfatterskab er hans Viser, dels i fr. Chansonstil, dels i Folkevisestil, — en Manér, der aldrig helt var forsvundet af den sv. Litt. — endogsaa Børnerimene faldt hans Pen let; berømtest er vel »Ängsövisan«.

Efterhaanden sluttede D. sig baade i politisk Henseende og personlig nærmere til Hoffet, særlig til den intelligente Dronning, Lovisa Ulrika (Søster til Frederik II af Preussen), der ogsaa satte stor Pris paa ham. I hendes Kreds fik han ret Lejlighed til at lade sit Vid spille; her blev de berygtede »Calottpredikningar« til (Prædikenparodier), som paadrog ham Gejstlighedens Fjendskab. Han blev Lærer for Kronprinsen, den senere Gustaf III, som fik sin Lærer meget kær; D. har, uvist med hvor megen Ret, faaet Skyld for at have udviklet det letsindige og overfladiske i Gustaf’s Karakter. Dette Forhold til Hoffet gjorde ham mistænkt hos de ledende Politikere; han blev sat under Tiltale som Deltager i oprørske Anslag, ja, man gjorde endog Paastand paa at faa ham dømt fra Livet; han slap dog med Bøder og Forvisning fra Hoffet. 1761 blev Forvisningsdommen hævet; han kom tilbage til Sthlm og døde her allerede to Aar efter.

D. er en af de betydeligste Personligheder i sv. Litt. og Kultur, saa betydelig, at hele Tidsrummet ofte benævnes efter ham. Det er ham, der fører den ny-europæiske, franskprægede Aandsretning ind over Sverige og derved gør det af med den gamle latinske Humanisme; han er saaledes den begyndende Oplysningstids første store Repræsentant. Han er en folkelig Forfatter af høj Rang; hvad der er sagt om Holberg, at han gør sit Folk til et læsende Folk, gælder ogsaa om D. Men paa Sprogets Omraade er hans Bet. større; den utrolige Smidighed, hvormed han kan gaa ind i enhver Stilart, var noget ganske enestaaende, ikke blot for den Tid. Han regnes med Rette for Grundlæggeren af den moderne sv. Prosa. Hans varme Kærlighed til sv. Kultur og sv. Sprog hører til det mest sympatetiske i hans ellers noget kølige Personlighed. Sine Forbilleder henter D. saa godt som udelukkende fra den fr. og den franskdannede eng. Litt.; for det nyvaagnede nationale Aandsliv i Tyskland havde han ingen Sans. Ogsaa af dansk Indflydelse var han ret upaavirket; en af hans Biografer taler ligefrem om hans udprægede Danskhad. Derimod har hans Værker haft et ikke ringe Publikum i Danmark. »Argus« synes at være læst her samtidig med dens Fremkomst i Sverige; thi allerede 1734 beklager Hans Gram i et Brev, at Holberg ikke faar Lov til ell. tør vove at skrive nogen Komedie ell. nogen »Argus« om disse Tider. 1740 blev »Argus« udg. paa Dansk, og det er rimeligt, at den har øvet nogen Indflydelse baade paa Riis’ »Danske Spectator« og paa Holberg, som omtaler den i Fortalen til »Moralske Tanker«. — Tragedien »Brynilda« blev opført i Kbhvn allerede 1747, dog ikke paa Holberg’s Skueplads, men paa v. Qvotens. Ogsaa »Den Afundsjuke« blev oversat. — Af D.’s Viser synes ikke saa faa at være naaet til Danmark; et Digt til Frøken Taube: »Födas, gråta, lindas, ammas«, er oversat og benyttet af Ambrosius Stub, andre, som Visen til Dalberg og den om Dronningens Naturaliekabinet, findes ligeledes paa Dansk. Desværre findes der endnu ikke nogen fuldt værdig, til vor Tids Krav svarende, Udgave af D.’s Skr; kun af »Argus« findes en fortrinlig Udgave af B. Hesselman og M. Lamm (Sthlm 1910 ff.). (Litt.: Karl Warburg, »Olof D. Hans lif och gerning« i »Sv. Akad.’s Handlingar« LIX [Sthlm 1884]; M. Lamm, »Olof D.« [Upsala 1908]).