H.A. Brorson (1694–1764)

Brorson, Hans Adolph, 1694—1764, Biskop, Salmedigter. F. 20. Juni 1694 i Randerup, d. 3. Juni 1764 i Ribe, begr. i Domkirken sst. Broder til Broder og Nicolai B. (s. d.). Gift 1° 26. Nov. 1722 med Cathrine Steenbek Clausen, f. 1706, d. 9. Juni 1741 i Ribe, D. af Amtsforvalter i Løgumkloster Nicolai C. og Margrethe Hedvig Raager. 2° 29. Juni 1742 i Agerskov med Johanne Christine Riese, f. 22. Juni 1710 i Agerskov, d. 4. Juli 1795 i Varde, D. af Provst Christian R. (1661—1747) og Anna Schnell (1668—1739).

Af B.s Liv indtil Bispeudnævnelsen 1741 foreligger der to samtidige Skildringer, en i Pontoppidans »Annales ecclesiæ«, IV (1752) og en i en haandskreven Bog i Det kgl. Bibliotek (Kalis Saml. 502 410). De viser stærk indbyrdes Afhængighed, og da indre Grunde godtgør, at den sidstnævnte er en Afskrift af B.s eget »Vita« fra Bispevielsen, maa det være den, som Pontoppidan har benyttet, og vi kan ud fra den berigtige hans Skildring paa flere Punkter.

Barndomshjemmet paa Sønderjyllands Vestkyst laa i et af de kongerigske Enklaver. Faderen, som var stærkt forgældet, døde, da B. var knap ti Aar. Drengen modtog et uforglemmeligt Indtryk af, hvordan et Salmevers frigjorde den døende fra al Bekymring for Børnenes Fremtid. Moderen, en »himmelsindet« Kvinde, øvede stor Indflydelse paa sine Børn. »For sine fattige faderløses Skyld begav hun sig i andet Ægteskab« med sin Mands Efterfølger, der forberedte de tre Brødre, Nicolai, Broder og Hans Adolph til Latinskolen i Ribe, hvorfra B. blev dimitteret til Kbh.s Universitet 1712.

I sine Studier spredte B. sig stærkt. Foruden Fagstudiet, Teologi, læste han Filologi, Filosofi og Historie, og det trak ud med at faa Eksamen. I Foraaret 1715 fik han Plads paa Borchs Kollegium; men her overanstrengte han sig, saa han laa syg hele den følgende Vinter og i Forsommeren 1716 (ikke, som Pontoppidan har, 1717) maatte lade Studeringerne ufuldendte og forlade Kbh. I religiøs Henseende havde disse Aar ikke ført ham fremad, og en enkelt Begivenhed viser en paafaldende Mangel paa Alvor. Før han kom ind paa Kollegiet, havde nemlig en Fætter, som boede der, faaet ham til at give sig 23 Rdl. under Paaskud af, at han for denne »Diskretion« kunde skaffe ham Optagelse; Fætterens Bedrageri blev siden opdaget, og han blev bortvist; men B. havde altsaa virkelig kunnet tænke sig at øve Bestikkelse. Ikke saa sært, at Teologien ikke kunde samle hans Interesse. Derimod er den Antagelse ubegrundet, at han selv skulde være blevet bortvist for Forsømmelighed med Disputereøvelserne.

Fra Kbh. rejste han til Sønderjylland og tog en Tid Ophold hos sin ældste Broder Nicolai, der var blevet Sognepræst i Bedsted ved Løgumkloster, og her mødte han den pietistiske Vækkelse i dens første Kraft og Friskhed; Nicolai stod allerede som en Forkæmper for den. Derefter tog B. hjem til Randerup og hjalp sin Stiflader med Præstegerningen, og 1717 blev han Huslærer hos sin Morbroder, Amtsforvalter Clausen i Løgumkloster, hvor han blev i fire Aar. Hans Helbred har aabenbart rettet sig, og Pietismen bragte en afgørende Forandring i hans aandelige Liv. Den prægede i disse Aar hele Egnen, især baaren frem af unge Præstesønner, der vendte hjem fra Kiel, Jena og Halle, f. Eks. Broder B. i Randerup, Brødrene Wedel i Døstrup og Enevold Ewald i Højst. I B.s Vita hedder det: »Ved den Tid begyndte han at faa mere Indsigt i den sande Kristendoms Beskaffenhed, under adskillige Fristelser, i uophørlige Bønner og aandelige Betragtninger at smage Evangelii Sødhed og paa saadan Maade desto glædeligere at fortsætte sit Studium Theologicum«. Salmen »Guds igenfødte, ny, levende Sjæle« lader os skimte Gangen i hans Omvendelse, der ikke skete som et pludseligt Frembrud, men tværtimod forløb som en længere Proces, hvorigennem det lidt efter lidt dagedes, indtil »Troen brød gennem al Angestens Pile«.

I Aug. 1721 døde Stiffaderen, og Randerup Sognekald blev tilbudt B. Han tog teologisk Embedseksamen i Okt. og modtog derefter Embedet. Fra Randerup forflyttedes han 1729 til Tønder som »dansk og tredje Præst«, og her kom han til at samarbejde med den tyske pietistiske Salmedigter, Provst J. H. Schrader. Flere Ting godtgør, at dette har haft stor Betydning for ham: For det første viser et tysk Mindekvad, som han 1737 skrev over Schrader, hvor højt han vurderede dennes Personlighed og Forkyndelse; dernæst ser vi, at det store Antal tyske Salmer, han har oversat, saa godt som udelukkende er hentet fra hans Salmesamling »Vollständiges Gesangbuch« (1731), kaldet »Das Tonderische Gesangbuch«, og endelig er B.s Inddeling af Salmestoffet for en stor Del overtaget fra denne Bog. Naar man nu ser, at det netop er Aaret efter dens Udgivelse, at B. fremtræder som Salmedigter, kan man vanskelig komme uden om, at det maa være Mødet med dens rige Salmeskat og i det hele Samlivet med Schrader, som har givet Stødet til hans Digtning. Dette er saa meget sandsynligere, som man fra den foregaaende Tid ikke ved om andre Frembringelser af B. end et Par »Ligvers« fra Studenteraarene. Hans første Salmer fremkom som et lille Hæfte, »Nogle Jule-Psalmer« (1732) og var aabenbart digtet kort før Julen s. A.: »til den forestaaende.... Julefest.... i Hast sammenskrevne«, som det hed paa Titelbladet. Her fandtes straks nogle af hans ypperste Salmer, bl. a. »I denne søde Juletid«, »Den yndigste Rose« og »Her kommer dine arme smaa«. De følgende Aar bragte en rig Produktion. 1733—35 udkom en hel Række Salmehæfter, og 1739 samlede B. sin Digtning i »Troens rare Klenodie«, der med lidt Udvidelse i senere Udgaver kom til at indeholde 274 af hans Salmer, hvoraf 82 var originale, 192 oversatte fra Tysk.

1737 var B. blevet Stiftsprovst i Ribe, og 1741 blev han Biskop der. Hans Visitatsberetninger vidner om Arbejdsglæde og udmærker sig frem for andre ved den Aarvaagenhed, hvormed han følger, ikke blot nogle Præstationer, men selve det aandelige Liv i Stiftet. Han er Opvækkelsens Mand med en særegen Gave til at faa Mennesker til at lukke sig op og smelte, og han er samtidig en virksom Forkæmper for Skoleoplysningen. I hans Embedsskrivelser ser vi ham som den nidkære Biskop, paa een Gang myndig og sagtmodig. Ved Siden af sine Digteregenskaber har han haft en helt anden Side, som har gjort ham til en dygtig og villiefast Styrer. Men i alt, hvad der foreligger fra hans Haand, mærker

man hans varme Følelse og alvorlige Kristendom. Betydningsfuld var hans Deltagelse i Kampen om Pontoppidans Katekismusforklaring (1742—48). Denne Bog var en Brand i Næsen paa de ortodokse, og en Præst i Ribe Stift, Niels Tøxen, nægtede at efterkomme Kongens Paabud om dens Indførelse. B., der ansaa Bogen for at være af største Værdi for Kristenlivets Fremme, søgte forgæves at overtale ham, hvorefter Sagen blev forelagt General- Kirkeinspektionskollegiet, og nu blev det egentlig Biskop Hersleb, som var Modstanderen, idet han vilde benytte Lejligheden til at faa Bogen ændret. B. stod urokkelig paa sin Overbevisning og sejrede, idet Tøxen blev afskediget og Herslebs Plan slog fejl. Herslebs nedsættende Dom om B. maa ses i Lyset heraf. Striden fik et Efterspil, idet nogle Bønder i Hammerum Herred vedblev at modsætte sig Forklaringens Indførelse, hvad der bragte B. til at optræde med en for ham usædvanlig Voldsomhed. Helt anderledes følte han over for en anden Sag, nemlig Kirkestyrelsens skarpe Forhold til Herrnhuterne. Deres aandelige Lødighed kunde han ikke nægte; derfor følte han her Samvittighedsvanskeligheder, og dette bragte ham under en langvarig Sygdom 1746 ind i en dyb aandelig Anfægtelse, hvorom et Brev fra en herrnhutisk Udsending aflægger et mærkeligt Vidnesbyrd.

Af B.s Prædikener kender vi kun to, en trykt og en utrykt. De er lange og snørklede, men Partier i dem virker tiltalende ved Inderlighed og lyrisk Flugt. Man mærker Pietisten paa den vækkende Tone med Skel mellem Guds og Verdens Børn; men mest ejendommeligt er dog nok det lyse evangeliske Præg, den dristige Forkyndelse af Herrens Miskundhed og Trangen til at trøste alle bange Sjæle.

Sorgen havde fulgt B. gennem Livet; tungest var vel nok en Søns Sindssvaghed og den første Hustrus Død. En Datter skriver: »Skønt hans Temperament i Almindelighed var muntert og hans faste Tro lod ham erkende og prise Guds Veje i alt, hvad der mødte ham, saa blev han dog undertiden overfalden af Tungsindighed, og Sorger virkede meget heftigt paa hans Sind … Skønt han ofte var svag, især i sine sidste Aar, og stundom hypokondrisk, saa var han dog i Almindelighed munter og elskede meget Sang og Musik, hvormed han plejede at tilbringe sine ledige Timer i sin Families Skød«. Han spillede selv Lut. I de sidste lidelsesfulde Aar søgte han til det yderste at varetage sit Embede. Visitatsberetningerne og en latinsk Afhandling fra hans Udnævnelse til Dr. theol. 1760 viser, at han paa denne Tid med Sorg fulgte, hvordan en ny Tidsaand trængte sig frem og saaede sin

»ateistiske, ja antikristiske Sæd«, der især ytrede sig i Fornægtelse af Kristi Guddom; men vi ser samtidig, at han ikke var i Stand til at yde noget betydeligt Indlæg mod denne Strømning. Derimod gjorde han som gammel et nyt Greb i Harpen; det var 70 Salmer, som Aaret efter hans Død udkom under Titelen »Svane-Sang« (1765). Disse Salmer staar højt inden for hans Produktion, men har iøvrigt et noget andet Præg end de tidligere; de er kortere og mere frie over for den overleverede Salmestil, og medens man i de ældre mærker Præsten, der vil paavirke andre, er det her Digterens rent personlige Følelse, som klinger igennem.

Som Digter er B. den fødte Kunstner. Han leger med Versemaalet; han ryster Rim ud af Ærmet og udstrør et Flor af farverige Billeder. Medens hans Prosa tit er tung med besværlig, udansk Sætningsbygning, kort sagt et Barn af den latinske Skole, saa ejer hans Vers en rindende Lethed og en fuldtonende Sprogklang. I sine Oversættelser lægger han ganske vist an paa at være tro mod Originalen, men evner alligevel at omplante de tyske Salmer saadan, at de føles helt som danske. Samtidig gyder han Gang paa Gang et forhøjet Skær af Poesi over dem, forløser den fremmede Digters ufuldbaarne Tanker og maler uklare Billeder op, saa de staar i lysende Klarhed. Naturligvis er der i saa stort et Forfatterskab adskilligt, som mangler Inspiration; men netop i en mat, langtrukken Salme kan der findes enkelte Vers, der hører til de allerypperste. I Henseende til det religiøse Indhold rummer B.s Salmer en stor Rigdom. Mest iøjnefaldende er vel nok hans stærke Virkelighedssans i Synet paa Kristenliv og Menighed: »Skin uden Kraften er Kirkens største Pest«. Han er Vækkeren, der angriber de »forhærdede Tidselgemytter« og med Myndighed kalder Sjælen til Opgør: »Kom Hjerte, tag dit Regnebræt«, »Ak, vidste du, som gaar i Syndens Lænke«. Han spørger: »Hvo vil med til Himmerige?« eller: »Hvordan takke vi vor Herre, for han gav sin Søn herned?« og opstiller sit Enten-eller. Han afslører Faren ved den ydre Kirkelighed, f. Eks. i Skriftemaalssalmen »O Sjæl, hvor blev de gode Ord«, og mangen Gang bliver hans Tone haard og truende, undertiden med Udmaling af Dommens og Helvedes Gru. Han føler en dyb Harme over for al Halvhed; men samtidig ejer han en frejdig, jublende Forkyndelse af Guds ufortjente Naade mod Syndere, f. Eks. i Nytaarssalmen »Nu velan, et frejdigt Mod« og i »Op, alle Folk paa denne Jord« med de berømte Linier: »Det Ord om Jesu Død og Blod, det har saa stærk en Tone«. Det er disse stærke Klange, som giver hans Digtning dens mandige Præg og dens missionerende Kraft. Fra en noget anden Side ser vi ham, naar han fører ind i Kristenlivets Dybder. Han er her Sjælekenderen, der skildrer hele Bølgegangen af vekslende Tilstande lige fra den Salighed, som den troende kan opleve allerede her paa Jorden, og til Anfægtelsens Mørke eller »Korsets haarde Tvang«. Det er en Mængde Salmer, det her drejer sig om, f. Eks. »O hvilken Ære og al Begrib for stor«, »Den Tro, som Jesum favner«, »Hvad fattes mig, hvi er jeg dog«, »Vor Trængsel, hvor besværlig«. Ejendommelige er ogsaa hans skønne Salmer om Kristenlivets etiske Kamp (»Staa fast, min Sjæl, staa fast«), om Kristenkærligheden og dens Kilde (»Den ypperligste Vej«, »Skal Kærlighed sin Prøve staa«). Med mystisk Inderlighed udsynger han sin Jesuskærlighed (»Den yndigste Rose«, »Mit Hjerte altid vanker i Jesu Føderum«), ofte under Paavirkning af Datidens Forstaaelse af Højsangen som en Elskovstale mellem Jesus (Brudgommen) og Sjælen (Bruden), f. Eks. i Nadversalmen »I Morgen skal mit Bryllup staa«; der kan her, væsentlig dog kun i Oversættelserne, findes smagløse og vamle Vers, men der kan ogsaa slaa os en sværmerisk Skønhed i Møde. Endelig er der hans Himmellængsel; den mærkes gennem hele hans Digtning, men træder dog særlig frem i sin fulde Styrke i »Svanesangen«s Salmer. Det er, som han allerede skuede den himmelske Herlighed (»Den store, hvide Flok, vi se«, »Naar mit Øje, træt af Møje«); Døden har ingen Gru for ham; han »letter glad sit Anker« og frydes ved at se Tegnene paa, at den evige Sommer er nær (»Her vil ties«, »O du min Immanuel«). Hermed er der peget paa de Omraader, hvor B. har sit egentlige Vidnekald. Ogsaa naar han gaar ind paa andre Felter, kan han dog af og til yde noget mesterligt, f. Eks. i Salmen om Guds Aabenbaring i Naturen, »Op, al den Ting, som Gud har gjort«; men i de enkelte Tilfælde, hvor han søger Emner for sin Digtning uden for selve det religiøse Omraade, bliver Resultatet ubetydeligt eller helt værdiløst som i »Lissabons ynkelige Undergang« (1756).

Skønt B.s Salmer først sent kom til at gøre sig gældende i de Kirkesalmebøger, som fik almindelig Udbredelse (Roskilde Konvents 1855 og Landstads 1869), har de dog til enhver Tid haft stor Betydning. Hans egen Samtid ansaa ham for at være jævnbyrdig med Kingo. I Oplysningstiden og under Rationalismen blev han glemt af Intelligensen; men hans Salmer levede stadig i de opvakte Kredse i Danmark og Norge, og fra omkring 1820 begyndte hans Ry at genopstaa og har siden været stigende. Maaske er han i Norge endnu højere skattet end i Danmark.

Statue ved Marmorkirken af A. W. Saabye 1906 (Bronzekopi ved Ribe Domkirke 1911). Mindesmærke paa Randerup Kgd.

1913. Buste af G. Hammerich ved Tønder K. 1933. Mindetavler i Ribe Domkirke (1865) af O. Th. Thielemann, paa Taarnborg i Ribe (1901), paa Ribe Latinskole (1903), Tinghuset i Løgumkloster og Storegade 26, Tønder (1930; 1920—30 paa Kirkepladsen 7, sst.). — Maleri af Horner (Fr.borg) 1756. Postuleret Portræt i Miniature paa Rosenborg. Malerikopier i Brorsonsk. i Kbh., Tønder og Skovby K. Stik af J. M. Bernigeroth 1752.

Theol. Tidsskr., udg. af Scharling og Engelstoft, II, 2, 1838, S. 119—48. Kirkehist. Saml., I, 1849—52, S. 145—222. E. Mau: Christelig Samler, XIV, 1851, S. 37—59, 138—66. L. R. Tuxen: H. A. Brorsons egne Psalmer og aandl. Sange, 1865 (Fortalen). P. A. Arlaud: H. A. Brorsons Psalmer og aandelige Sange, 1867. A. D. Jørgensen: H. A. Brorson, 1887. John Hansen: H. A. Brorson og hans Brødre, 1894. Kirkehist. Saml., 5. Rk., I, 1901—03, S. 418—80, 581—638. Hardsyssels Aarbog, IX, 1915, S. 93—110. Hans Brix: Tonen fra Himlen, 1912. Fra Ribe Amt, V, 1919—22, S. 566—82. Georg Brandes: Sønderjylland under prøjsisk Tryk, 1919, S. 68—74. Carl Koch: H. A. Brorson, 1920. Danske Studier, 1927, S. 180 ff. L. J. Koch: Salmedigteren Brorson, 2. Udg. 1932. L. J. Koch.