Kom tilbage!
(Frit efter Milner).
(Frit efter Milner).
Fordi med Sorg jeg saae dit Fald
Fra Høiden, hvor du stod;
Fordi du svigted Venskabs Kald
Og mig engang forlod;
Fordi min Tillid var en Drøm,
Og Taager følge Tidens Strøm;
Fordi du elsker Solskins Dage:
Har jeg da ingen Ven tilbage?
Jeg veed vel, at i Vredens Stund
Jeg bittre Ord har talt,
At Lidenskab var i min Mund —
Men nu — o, glem det Alt
Nu, da jeg ene føle vil
Din Nærhed som en Luftning mild
Og vil min Alvorstanke bøie
For Smilet fra dit Solskins-Øie!
Mit Suk jeg har til Taushed bragt;
Din Lyst skal være min;
Jeg tale vil om Toners Magt,
Om Blomsterduft og Viin.
Min Sorg jeg maler rosenrød,
Jeg tænker ei paa Liv og Død;
Jeg vender Blikket fra det Høie
Og seer kun i dit Solskins-Øie.
Du elske, hvad hos mig er skjønt,
Jeg elsker dig, dig selv,
Omslyng da med dit lyse Grønt
Mit Hjertes dybe Elv!
Jeg ønsker kun dit Smiil at see
Og ad dit friske Vid at lee,
Gaae mod dig over grønne Høie
Og tage Solskin af dit Øie.
Men — hvis min Bane tegnet blev
Af Sorgens faste Pen,
Hvis Skjebnen mørke Runer skrev:
Velan — forlad din Ven,
Og frygt ei, at mit Hjertes Nag
Beskygge skal din Solskinsdag!
Nei, kun Velsignelse skal følge
Din lette Fart paa Livets Bølge.