Dit Sind er som Havet, der drømmende hviler
Og speiler en Himmel i Klarhed og Ro.
Dit Sind er som Havet, der svulmende iler
Mod sollyse Land, hvor de Levende boe.
Dit Sind er som Havet, der vexlende spiller
I Solens og Maanens og Stjernernes Skjær.
Dit Sind er som Havet: dets Bølge sig stiller,
Dets Dybde udgrundes dog varigt ei her.
Mit Sind er som Ilden, der ulmer og gløder
Ukjendt under Asken i lønligste Vraa.
Mit Sind er som Ilden, naar Stormen den møder,
Og stiger i Flammer mod Himmelens Blaae.
Mit Sind er som Ilden: selv har den sin Varme,
Selv har den sit Lys og sin seirende Gang.
Mit Sind er som Ilden: Kraft boer i dens Harme;
Men Livskraft kun strømmer fra Sol over Vang.
Dit Sind er som Havet, naar Skyerne drage
Hen over dets hule, dets gyngende Speil.
Dit Sind er som Havet, naar Snekkerne flage,
Og Svalerne lege i svulmende Seil.
Dit Sind er som Havet: en Verden det rummer,
Saa dyb og saa taus og af Gaader saa fuld.
Dit Sind er som Havet: hvor stærkest det skummer,
Der gjemmer det Skatte af Perler og Guld.
Mit Sind er som Ilden, der Livet ei tænder,
Men standser dog Fjenden, den isnende Død.
Mit Sind er som Ilden, der blusser og brænder;
En flagrende Lue, en rygende Glød.
Mit Sind er som Ilden: fra Himlen den stammer,
Og dog blev den fostret i Afgrundens Favn.
Mit Sind er som Ilden: i seirende Flammer
Den luttrer, hvad evigt bevarer sit Navn.
Men Havet, det dybe, det stærke, det milde,
Kan speile en jordisk, en hvirvlende Brand,
Og Lynet, det raske, det flygtige, vilde,
Kan drages mod Havet fra Skyernes Rand.
Naturen selv grunder paa Evigheds Gaade,
Og Flammen sig sænker i Havdybets Skjød,
Liig Synderens Bøn i den himmelske Naade,
Liig Sjælen, der døbes til Liv gjennem Død.