Den Algode
(Efter Wallin).
(Efter Wallin).
Du, som fra Evighedens Dage
De samme Almagtslove skrev
For Markens Græs, der visner fage,
Og Kloden, der min Verden blev!
Jeg vilde mine Tanker svinge
Op til dit høie Himmelslot,
Men sukker dybt i Støvet blot:
Gud, du er stor, og jeg er ringe.
Dog ei i Himlene alene,
Men i hvert kjærligt Bryst du boer.
Held den, hvis Tanker ere rene!
Held den, som ikke seer, men troer —
Som, naar det svage Øie blændes
I Glandsen af din Herlighed,
Endnu dit Spor at finde veed,
Dit Spor, som i det Gode kjendes!
For Tanken fjern, du aabenbarer
For Hjertet dig med kjærlig Røst;
Og naar min Kjærlighed dig svarer,
Da tier Stormen i mit Bryst.
Min Bøn jeg da med Tillid sender
Til dig, o, Gud! som Alt formaaer,
Som talte mine Hovedhaar
Og bærer mig paa Almagts Hænder.
Jeg troer, at du mig Kraft forlener,
Og freidig jeg til Maalet gaaer.
Af Himlens Lys, som sig forgrener,
Hver Straale i mit Øie naaer,
Før eengang synker Tidens Vove,
Før eengang alle Sorger døe,
Og du, som saaede Haabets Frø,
La’er grønnes Seirens Palmeskove.