Danske yngling, vil du længe
Boe ved dejligst Vang og Vænge:
Ær din Fader, Nordens Aand!
Ær din Moder, Folkets Hjerte,
Der har baaret Dig med Smerte,
Ført din Fod og løst din Haand!
Unge Mand og unge Quinde
Vil du graanet Hvilen finde,
Hvor din Vugges Gænger gik:
Ær, mens Livets Dag henglider,
Sagas Skrift fra gamle Tider,
Djerve Fædres Helteskik!
Fromme Mødres Maal du Ære!
Intet Fremmed Dig besnære —
Kjend dit Sprog, Du Svend og Mø!
Aldrig lød med jordisk Tone
Bedre Sang for Herrens Trone;
Ei vil Gud, den Røst skal døe.
Det er Folkets Pagt med Livet,
Kaaret, for vor Fremtid givet;
Det er Danmarks fjerde Bud.
Evigheden ei det fjerner:
Den har Sit; Men Tidens Stjerner
Styres af den samme Gud.