Alt længe Jorden var saa gnidsk,
men Maidag kom — den blev spendabel;
nu alting ler og jubler frisk,
dog jeg er ej til Smil capabel.
Nu Blomster spirer, Klokker lyde,
og Fuglene tale, som i en Fabel;
men mig kan deres Sprog ej fryde,
jeg finder Verden miserabel.
Hvert Adamsbarn mig ennuyerer,
selv Vennen, der ellers var passabel —
og det, fordi man Madame titulerer
min hjærtenskære, saa sød og aimabel.