Har du alt længe sovet?
Ligger du sødt i Blund?
Hviler dit trætte Hoved?
Smiler i Fred din Mund?
Er din Tanke saa standset
Sidst i en mild Accord?
Søvnen valmuekrandset —
Jog den dig Smerten bort?
Under den hvide Kappe
Slumrer dit blonde Haar?
Ned fra Himmerigs Trappe
Drømmen saa sagte gaaer?
Maler en liflig Scene
Sig for dit anende Sind?
Ligger din Haand, den ene,
Under din fine Kind?
Ligger ved Hjertets Kilde
Haanden, den anden, blødt?
Dæmper den der de vilde
Smerter, venligt og sødt?
O, det yndige Billed,
Som for min Sands opgaaer!
Reent og puurt det stillet
Her i mit Indre staaer.
Fjernt, som Klokkens Kimen,
Der kalder til Nattens Ro,
Aner mit Hjerte Timen,
Da jeg tør hos dig boe.