Vikingen
Efter Geijer
Efter Geijer
Kun femten Aar gammel jeg Stuen fandt trang,
Hvor jeg boede hos Moder min,
Og Dagen hos Gederne blev mig saa lang,
Jeg skiftede Lyst og Sind;
Jeg drømte, jeg tænkte, jeg veed ikke hvad,
Jeg kunde som før ei meer være glad
I Skoven.
Med luende Hjerte paa Fjeldet jeg sprang,
Og stirred i vildene Hav;
Mig syntes saa liflig Bølgernes Sang,
Naar de gaae i det skummende Hav;
De komme fra fjerne, fjerne Land,
Ei Baand, ei Lænker dem binde kan
I Havet.
En Morgen fra Stranden et Skib jeg saae,
Som en Piil ind i Vigen det skjød;
Da svulmed min Barm, mit Hjerte mon slaae,
Nu kjendte jeg Raad for min Nød.
Fra Gederne løb jeg, fra Moder min,
Og Vikingen tog mig i Skibet ind
Paa Havet.
Og Vinden i Seilene tog med Magt,
Rask fløi vi paa Bølgens Ryg.
I blaanende Dyb sank Fjeldets Pragt,
Og jeg var saa glad og saa tryg.
Med Faders rustne Sværd ved min Lænd,
Jeg svoer at erhverve mig Riger og Mænd
Paa Havet.
Kun sexten Aar gammel jeg Vikingen vog,
For han skjældte mig skjægløs og blød;
Jeg Søkonge blev, — over Havet drog,
Til Hildurs Leeg var jeg fød;
Jeg Landgang gjorde, vandt Slot og Borg, —
At skifte vort Rov, var vor mindste Sorg
Paa Havet.
Vi drukke Mjøden af Horn med Lyst
Alt paa den stormende Sø;
Fra Bølgen behersked vi hver en Kyst, —
I Valland jeg tog mig en Mø;
I tre Dage græd hun, men saa blev hun fro;
Med Jubel vi lode vort Bryllup boe
Paa Havet.
Engang jeg eiede Borg og Land,
Luunt sad jeg som Blommen i Æg;
Jeg sørged for Riget og Menigmand,
Og sov inden Laas og Væg.
Det var en heel Vinter, — den syntes mig lang,
Og skjøndt jeg var Drot, var mig Jorden trang
Imod Havet.
Jeg ingen Ting gjorde, men havde ei Ro
For at hjælpe hver hjælpeløs Gjæk.
Jeg Muur skulde være om Bondens Bo,
Og Laas for Tiggerens Sæk.
Paa Tyve og Eder og Rettergang da
Jeg hørte mig mæt — „Var jeg langt herfra
Paa Havet!”
Saa bad jeg; — men bort svandt Vinteren lang,
Og med Lilier Strandbredden strøes,
Og Bølgerne sjunge den gamle Sang,
Og klinge: til Søes! til Søes!
Og Vaarvinde spille om Dal og Høi,
Og frigjorte Strømme styrte med Støi
I Havet.
Da greb mig den gamle Længsel paastand,
Mig lokkede Bølgernes Brag.
Jeg strøede mit Guld over By og Land,
Og slog min Krone i Qvag;
Og, fattig som før, med et Skib og et Sværd,
Drog mod ukjendte Skjebner i Vikingfærd
Paa Havet.
Som Vinden frie vi leged med Lyst
Paa fjerne brusende Sø;
Vi Mennesker saae, paa fremmede Kyst,
Paa hiin Viis leve og døe;
Dog Kummeren stedse der lægger bi,
Men Sorgen ei kjender Vikingens Sti
Paa Havet.
Og atter blandt Kjæmper speided mit Mod
Efter Skib i det fjerne Blaae.
Kom Vikingeseil, da gjaldt det Blod,
Kom Kræmmeren, — ham lod jeg gaae.
Kuns blodig er Seiren den Tappre kjær,
Og Vikingevenskab det knyttes med Sværd
Paa Havet.
Stod jeg om Dagen paa gyngende Stavn,
I Glands for mig Fremtiden laae;
Saa rolig, som Svanen i sivgroet Havn,
Jeg foer ad det brusende Blaae;
Hvert Bytte, jeg mødte, det var da mit,
Og Haabet, som graalige Dyb, saa frit
Paa Havet.
Men stod jeg om Natten saa stolt og gjæv,
Mens Voven sig mægtigt brød,
Da hørte jeg Nornerne slaae deres Væv
I den Storm, over Dybet skjød.
Som Bølgernes Brusen er Menneskets Kald,
Beredt bør man være til Modgang og Fald
Paa Havet.
En Snees har jeg fyldt, — da kom Ulykken svar,
Og Søen nu fordrer mit Blod;
Den kjender det godt, den drukket det har,
Hvor Kampen saa drabeligt stod.
Det brændende Hjerte, det banker saa fast,
En kjølig Bo skal det faae med Hast.
I Havet.
Ei klager jeg, for mine Dage var faa,
Snel var, men god, deres Fart.
Fleer Veie til Gudernes Sal mon gaae,
Og bedst er at komme der snart.
Med Dødssang de klingende Bølger slaae,
Paa dem har jeg levet, — min Grav skal jeg faae
I Havet.
Saa synger paa eenlige Klippehøi
Den skibbrudne Viking blandt Brændingers Støi,
Op sluge ham Havets Vande, —
Og Bølgerne synge den gamle Sang,
Og Vinden skifter ustadig sin Gang,
Men den Tappres Minde — skal stande.