Hvi qviddrer du saa tidlig hist?
Du troer maaskee, det snart er Sommer?
At Solen pynter snart hver Qvist
Med grønne Løv og Rosenblommer?
Du svæver der saa salig fro,
Saa høit, at jeg dig ei kan skue,
Og synger om din faste Tro
Paa Vintersolens falske Lue.
O, vogt dig vel! og gjem din Sang,
Og put dig dybt i varme Rede!
Til dine Qvad ei nogen Trang
Er følt af dem, som gaae hernede.
De har saa travlt med deres Huus,
Hvor Alting nys er blevet flyttet,
At de mod Rotter og mod Muus
Og andet Utøi faaer det hyttet.
De har saa travlt med Korn og Sviin,
Med Gjæs, Kartofler og deslige.
Om end din Sang var nok saa fiin,
Du fik ei Tanken til at stige.
Nei, bi, til Solen ret er varm,
Og høit paa Himlen længe raster,
Og Rosenstokkens grønne Arm
Et Purpurkys til Lilien kaster.
Da kommer frem de stakkels Folk,
Som intet Nyttigt veed at gjøre;
De drive om; for Vaarens Tolk,
Jeg veed, de har et aabent Øre.
Spred da din Strubes Klang, som Frø,
Vær sikker paa, din Høst ei mangler:
Da lytter Ungersvend og Mø
Og den, der om med Liren dangler.
I disses Barm er Grunden god
For din Bedrift; vær ikke bange!
Den Frugt, du høster, strax fuldmoed,
Er Hjertesuk og Smiil og Sange!