Forord
(1848)
(1848)
Alt længe disse Blade laae
Hos mig, saa dybt i Gjemmet;
Nu vil de ud i Verden gaae,
Som er dem, ak! saa fremmed.
De troe, det er et helligt Bud
At styre Frihedslængsel,
Og vaabenløse flye de ud
Fra mig, som fra et Fængsel.
Skjøndt mangt et Blad blev guult og graat
Og Skriftens Blæk er bleget,
Hos mig de havde det dog godt,
Omskygget og omhæget.
Nu frygter jeg, de blive ør
Paa Jordens Tumleklode,
Der tumle kan langt meer, end før
Man ellers den tiltroede.
Den vrider sig med Støi og Brag,
Ret som den vilde revne;
Det bliver altsaa deres Sag
At snoe sig efter Evne.
Lad dem see til, hvordan de vel
Kan skjøtte og kan tee dem;
Det er vel knapt, at nogen Sjæl
Vil høre eller see dem.
De svinde sagtens som et Fnug
For Tidens Storme vilde; —
Mon Nogen nu paa Elskovssuk
Sit Hjertes Kraft tør spilde?
Er Citharspil og Suk og Sang
Vel ret courante Vare?
Nei, Hjerterne har nu engang
Langt andre Ting at klare.
Og de skal have Lov dertil,
Ifald med Kraft og Lempe
I Havnen de os føre vil,
Hvorfor, jeg troer, de kjæmpe.
Der kommer da en bedre Tid,
Naar de tilgavns har seiret,
En Vaar saa frisk, en Sommer blid,
Hvor man kan trække Veiret.
Da vaagner alle Fugle nok,
Som laae i Vinterdvale
Og da tør og min lille Flok
Til Hjertet atter tale.