Christian Winther (1796–1876)

Naar fjernt min Fod en fremmed Jordbund trykker,

    Skal Taaren bittert mig om Timen minde,

    Der grusom bød mig gaae; jeg Nattens Vinde

    Vil offre Suk og Graad til Skjebnens Nykker.

Ak! skal jeg hist i Spaniens Laurbær-Skygger

    Engang Dig, Camma! see? Den Fryd, Veninde!

    Mig vilde hæve til min Lykkes Tinde:

    Følg med! kom did, hvor fro jeg boer og bygger.

I Friheds Morgengry og Foraarsglæde

    Skal der du finde Fred og Fryd tillige,

    En Hytte, Kildens klare, friske Væde,

Et ærligt Hjerte, og min hulde, kloge Pige,

    Min Manolita, som mig aldrig svigter;

    Tilsidst, ifald du vil, — en daarlig Digter.